Hækkerup: Det handler om din, min og Danmarks sikkerhed

HEMMELIGT: Det er ikke for sjov, at der skal gælde særlige skærpede krav til undersøgelsen af sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, fastslår justitsminister Nick Hækkerup (S) efter kritik af lukkethed og sikkerhedsgodkendelse af dommere.

Andreas Krog

Når det er nødvendigt at sikkerhedsgodkende de dommere, der skal undersøge sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, og når det er nødvendigt at hemmeligholde kommissoriet for undersøgelsen, så er det af hensyn til din, min og nationens sikkerhed.

Det var budskabet fra justitsminister Nick Hækkerup (S) i et samråd i Forsvarsudvalget torsdag.

”Det er Danmarks sikkerhed. Vores sikkerhed. Det er min sikkerhed. Det er jeres sikkerhed. Det er alle almindelige menneskers sikkerhed derude, som er på spil. Og når det er på spil, så bliver vi nødt til at være max forsigtige,” fastslog Nick Hækkerup og fortsatte:

”Det er derfor det er helt fair at sige; Ja, vi skal have undersøgt det her. Ja, vi skal have undersøgt det ordentligt. Men der er altså en række områder, hvor vi bliver nødt til at stille nogle krav, som vi ellers ikke ville stille.”

Fakta
Sagen kort

Sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste startede med at Tilsynet med Efterretningstjenesterne den 24. august i år udsendte en opsigtsvækkende pressemeddelelse med seks punkter med kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste.

Tilsynet mente blandt andet, at Forsvarets Efterretningstjeneste bevidst tilbageholder oplysninger for tilsynet og foretager ulovlig overvågning af danske statsborgere samt har en usund kultur, hvor man føler sig hævet over gældende lov.

Det er dele af den kritik, som nu skal undersøges af en undersøgelseskommission.

På grund af sagens særlige følsomme karakter kan den eksisterende lov om undersøgelseskommissioner ikke bruges. I stedet er der brug for en særlov til at etablere kommissionen.

Se hele Nick Hækkerups tre minutter lange forsvar for behovet for lukkethed og højt sikkerhedsniveau omkring undersøgelsen i tv-klippet herover.

Anfægte uafhængighed
Udmeldingen fra Nick Hækkerup er en reaktion på flere af de kritikpunkter, som er blevet rettet mod det lovforslag om etablering af en særlig undersøgelseskommission til at granske sagen om kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste (se boks til højre), som blev førstebehandlet i folketingssalen torsdag.

Kritikken er blandt andet kommet fra Dommerforeningen, der frygter, at det vil kunne anfægte uafhængigheden af undersøgelseskommissionen, at regeringen i teorien kan bruge sikkerhedsgodkendelsen til at fravælge og håndplukke dommere.

På grund af sagens følsomhed samt behovet for hemmeligholdelse af oplysninger af betydning for nationens sikkerhed og forhold til fremmede magter lægger regeringen i lovforslaget op til at de tre dommere, som skal bemande kommissionen, skal sikkerhedsgodkendes på højeste niveau.

Det kan imidlertid i sin yderste konsekvens føre til, at regeringen kan fravælge en bestemt dommer på grundlag af oplysninger og et skøn, som i praksis ikke vil kunne oplyses eller efterprøves. Desuden vil regeringen kunne håndplukke andre dommere, som man bedre kan lide, påpeger Dommerforeningen.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her








0:000:00