Harun Demirtas: Lavtlønnede kvindefag spænder ben for ligestillingen

Hvornår startede kvindekampen?

Var det, da Eva, den første kvinde, kom til verden? Eller startede den, da hun mødte den første mand, Adam?  

Mit formål er ikke at skrive et feministisk indlæg. Men jeg er en del af en kæmpe faggruppe – sygeplejerskerne – der bliver set som et kvindefag. Her kan jeg som mand måle politikernes prioriteringer af kvindekampen på vores arbejdspladser, vores arbejdsmiljø og vigtigst på vores løn.

Det er rigtigt, at Danmark er et de førende lande på ligestilling. Men der er ingen grund til at lukke øjnene herhjemme nu og vaske hænder – for vi er ikke færdige endnu.

Kvinder kæmper måske for at få et job som i gamle dage. Jobbet får de, da samfundet har brug for deres kræfter og hænder. Men samfundet belønner ikke kvinder, som det burde.

Når en sygeplejerske med et barn får udbetalt mellem 17 og 19.000 kroner på en fuldtidsansættelse med skiftende vagter og har en husleje på 8-10.000 kroner, så er det altså lidt svært at forstå, hvordan hun skal kunne leve sit liv uafhængigt af en mand.

For nyligt fortalte en af mine pædagogveninder, at hun ikke kan gå fra sin mand, selv om ægteskabet er ulykkeligt, fordi hun er bange for ikke kunne klare sig alene med et barn.

Harun Demirtas

Vi er et land, der har gjort meget for ligestilling, men vi overser i høj grad problemet med, at kvinder, der arbejder i en kvindefag, ofte har det svært med at klare sig økonomisk, uafhængigt af en mand.

Det gælder naturligvis ikke kun kvinder. Men også for mænd, der arbejder i et kvindefag, kan det være svært at finde en lejlighed tæt på deres arbejdsplads og at have råd til at klare sig. Jeg er en af dem, der er heldig, fordi jeg bor sammen med min kæreste.

Men tænk, at man nærmest skal føle sig heldig over at have nogen, man kan dele sine udgifter med, for overhovedet at kunne overleve med vores faggruppes løn.

Faktisk har andre kvindedominerede fag som pædagoger og sosu’er også samme problem.

For nyligt fortalte en af mine pædagogveninder, at hun ikke kan gå fra sin mand, selv om ægteskabet er ulykkeligt, fordi hun er bange for ikke kunne klare sig alene med et barn. Det virker helt absurd at tage en uddannelse på professionsbachelorniveau, have livsvigtige opgaver, men så alligevel være så lavtlønnet.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd får en fuldtidsansat sygeplejerske ca. 29.300 kr. om måneden før skat. En bygningskonstruktør tjener 37.600 kroner.

Der er tale om to mellemlange videregående uddannelser, men med én markant forskel.

96 procent af sygeplejerskerne er kvinder, mens 85 procent af bygningskonstruktørerne er mænd.

Det er glædeligt, at kvinderne i vores fædreland har ret til at arbejde, stemme og stille op i politik! Men når jeg ser på lønnen og tænker på, hvor mange kvinder der må være, som ikke kan bo alene eller klare sig selv med børnene, selv om de har en uddannelse og job, undrer jeg det mig, at politikerne ikke er mere optagede af at give kvinder ligeløn og dermed en endnu højere grad af selvstændighed.

Det er bekymrende at leve i et land som Danmark, der har rollen som duks i EU, der bliver rost for Københavnerkriterierne – men samtidig er et land, hvor borgere lider og risikerer at være fanget i parforhold, det er umuligt at slippe ud af. 

Danske politikere skal have kigget på ligestilling – også fra en økonomisk vinkel!

-----------

Harun Demirtas er tidligere flygtning. Han har arbejdet som sosu-hjælper, assistent og er er i dag sygeplejerske. Harun har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om HIV og AIDS. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd i kreds H.