Harun Demirtas: Derfor gør hjemrejse-brevet mig så vred

Over 60.000 mennesker med et udenlandsk efternavn har fået et brev fra deres kommune, om at de kan få 140.000 kroner med, hvis de vælger at rejse til det land, de har udenlandske rødder fra.

Tilbuddet har eksisteret i flere år, og nok også flere har benyttet sig af denne mulighed, uden at nogen af os har vidst eller hørt så meget om det.

I disse dage er der dog en heftig debat om ordningen, fordi kriterierne for at få dette vredevækkende brev ikke længere er, at man er tabt for enhver chance for integration, men et sort hul af uforståelige kriterier, som ingen kan finde hoved eller hale i.

For nu er systemet så rodet, at det tænker: Bare man har et udenlandsk efternavn, så går det nok.

Nogle politikere har i sin tid været så desperate i Folketinget, at vi nu har et system, der helt tilfældigt sender farvel-og-tak-breve til hvem som helst. Tænk, at det ikke længere skal nytte noget at integrere sig og ikke mindst at kalde sig dansk i Danmark, fordi man er bundet fast i det sorte hul.

Uanset hvor meget man forelsker sig i dette samfund og kæmper benhårdt for hele landet, slipper man ikke for denne fremmedgørelse. Hvornår kan man slippe for det?

Uanset hvor meget man forelsker sig i dette samfund og kæmper benhårdt for hele landet, slipper man ikke for denne fremmedgørelse. 

Harun Demirtas

Jeg mener ikke, brevet er en dårlig idé. Hvis man ikke har integreret sig og har opgivet kampen for det og samtidig synes, man har noget, man kan vende tilbage til i det land, man har sine rødder fra, men ikke har kunnet, fordi man har manglet penge, synes jeg, det er fint, at man vælger at give dem de penge.

Men det, som er komisk i denne her debat, er, at selv de, som er integrerede, og folk, som identificerer sig som danske, får dette brev.

Ved sidste regulering af denne ordning har man nemlig gjort det muligt, at de, som har dobbeltstatsborgerskab, også skal have dette brev. Og det er her, jeg bliver vred.

Jeg er en af dem, der nu har ventet 16 måneder på, at det her system kan behandle min ansøgning om dansk statsborgerskab. Og det ser også ud til at, jeg kommer til at runde to år, før jeg kan få mit danske pas, da det nu ikke længere er tre stempler fra Folketinget på lovforslaget og et ja fra dronningen, man venter på. Nu skal man også vente på, at den officielle håndtryks-ceremoni bliver holdt i ens hjemkommune.

Symbolpolitik og atter symbolpolitisk skal man slås imod. Og så bliver nogle så magtesløse undervejs, at de helt opgiver kampen og drømmen om at få verdens bedste gave.

Der er mange skridt, man skal tage, og mange latterlige og ikke mindst svære krav, man skal opfylde for at få et bevis på det, man føler dybt i hjertet for nationen.

Det er kun dem, som kan sproget, har et arbejde, følger med i, hvad der sker i dagligdagen i Danmark og ikke mindst følger lidt med i politik, der kan få statsborgerskabet. Med andre ord skal du være maksimalt integreret, før du overhovedet kan få det bevis.

Det er også præcis her, det bliver interessant. Hvis dette brev fra starten er tiltænkt mennesker, der ikke er integrerede, hvad mener man så egentlig med, at man også sender til mennesker, der har dansk statsborgerskab?

For hvis systemet ikke var så desperat, burde den også regne ud, at de mennesker, der er registrerede som danske i folkeregisteret, naturligvis er integrerede. Ellers havde de aldrig fået dansk statsborgerskab!

Hvis man har opnået dansk statsborgerskab, så er man integreret og har opfyldt mange kriterier.

Derfor er det ikke andet end en stor løgn, at det bare var tænkt som et tilbud, folk kan takke ja eller nej til.

Man bruger denne idé til at pine folk med udenlandsk efternavn, kun for at hælde en kold spand vand i hovedet på dem og fortælle dem, at selv når de har opnået dansk statsborgerskab, har uddannelse og bidrager til samfundet, bliver de aldrig en del af Danmark.

Vi har et system, der nærmest er rådnet i fremmedgørelse, og vi er virkelig blevet så desperate, at vi vil udvise hvem som helst.

Og hvis vi behandler selv dem, som har fået dansk statsborgerskab og elsker dette samfund og kæmper for landet, så dårligt, hvordan skal vi så argumentere for, at integration kan nytte noget i dette land?

-----

Harun Demirtas er tidligere flygtning og arbejder til daglig som sygeplejerske. Harun Demirtas har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om hiv og aids. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd kreds H samt bestyrelsesmedlem i Aids-Fondet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.