Harun Demirtas: Hvordan ser Nye Borgerlige egentlig på demokratiet?

I disse dage er der en debat om, hvorvidt jeg fortjener at blive dansk statsborger.

Hvis det står til Nye Borgerliges folketingsmedlem Mette Thiesen, skal jeg ikke alene have afvist min ansøgning om dansk statsborgerskab, der lige nu er hos Udlændinge- og Integrationsministeriet. Jeg skal faktisk også forlade landet. Det sidste vil Mette Thiesen hjælpe mig med ved at købe min flybillet.

Jeg har under hele debatten, som jeg synes er eskaleret på en meget voldsom måde, tænkt på én ting, og det er, hvor vigtigt det egentlig er, at vi har demokrati.

Det interessante er, at man ikke nødvendigvis ser ens på demokratiet og endda faktisk synes, man kan give den en bestemt form og fortolke det på sin egen måde.

Da jeg – på demokratisk vis – startede med at skrive et indlæg for Jyllands-Posten, hvor jeg fortalte om min proces mod at blive dansk statsborger, var det et forsøg på uden at gå meget i detaljerne om processen at fortælle lidt om, hvor uoverskueligt systemet er. Det er faktisk frygteligt svært at komme igennem det.

Jeg skrev indlægget med håbet om at skabe et mere nuanceret debat og diskussion om det. For udmeldingerne fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti om denne proces er ikke helt rigtige.

I min fortolkning af demokratiet udelukker man ikke hinanden fra en demokratisk samtale. Og samtaler tager man i øvrigt ikke for at blive enige. Men for at være mere oplyst om hinandens holdninger.

Harun Demirtas

Mange tænker måske, at det sværeste i hele statsborgerskabsprocessen er den danskheds-test (indfødsretstest), man tager på 20 minutter, som har afgørende betydning for, om kan blive dansk statsborger. Men jeg vil mene, at indfødsretstesten har været noget af det nemmeste under min proces.

Det er alt det andet, man skal have styr på, som sætter ens tålmodighed på prøve. Spørgsmål, man ikke kan få svar på på hjemmesider, eller telefonopkald, der nok bliver besvaret, men hvor man efter have at lagt på ikke står på et mere oplyst grundlag end før. Det er frustrerende.

En frustration, som jeg tænker får flere mennesker til at give op undervejs, fordi de ikke gider eller orker at slås med systemet. 

Tænk en gang: Kan du selv huske de præcise datoer for dine sidste 12 års rejser? Det skal man i sin ansøgning skrive. Selv hvis man har taget et weekendophold med kæresten, som de fleste meget spontant gør, skal man huske at gemme dokumentation for det. For hvad nu, hvis ministeriet spørger efter det?

Det er alle de små formaliteter, som sætter maskineriet i gang i ministeriet, men som også sætter de enkelte ansøgere på ekstra arbejde uden nytte. 

Indlægget om ansøgningsprocessen har fået Mette Thiesen fra Nye Borgerlige til at skrive et modsvar til mig på Jyllands-Posten. Det synes jeg er helt fair. Men Mette Thiesens holdninger og udtalelser om mig er så usande, at jeg på et tidspunkt har tænkt: Gad vide, hvordan hun fortolker demokratiet?

Jeg er nysgerrig. Man kan sagtens have forskellige holdninger og fortolkninger om alt. Fordi det er det, demokratiet gør muligt.

Men jeg vil gerne høre hendes argumentation for, at hun kan fremhæve sig som demokrat og bruge sin ret til at ytre sig, dog uden omtanke for, hvad hun overhovedet udsatter den anden for? For jeg opfatter hele debatten udemokratisk.

Dette svar kan jeg kun få, hvis Mette Thiesen vil deltage i et demokratisk samtale. Men det har hun desværre valgt at sige nej til alle steder.

Mette Thiesen har i både sine indlæg og opslag på sociale medier udtrykt, at jeg skulle være en islamist, og hun har fremstillet mig på en måde, som slet ikke passer.

Men interessant nok har hun stadig ikke haft et behov for hverken at komme med dokumentation eller beviser for sine påstande om mig. Det at kunne dokumentere sine påstande er i min optik i stærke demokratier noget, man bør bestræbe sig efter som politiker, hvis man vil stå endnu stærkere og troværdigt.

Mette Thiesen har tværtimod valgt at takke nej til at mødes med mig hos TV 2, og hun har ikke mindst forhindret mig i at kunne kommentere på opslagene, hvor hun omtaler mig, ligesom hun heller ikke har svaret på noget, jeg har skrevet, selvom jeg for en god ordens skyld gav hende mulighed for det ved at tagge hende i alt, hvad jeg skrev om og til hende.

I min fortolkning af demokratiet udelukker man ikke hinanden fra en demokratisk samtale. Og samtaler tager man i øvrigt ikke for at blive enige. Men for at være mere oplyst om hinandens holdninger. Præcis noget, som Mette Thiesen trænger til.

For Mette Thiesen lytter ikke. Hun skjuler og sletter kritiske kommentarer, der kommer fra almindelige mennesker, og i værste fald blokerer hun andre personer, som jeg er blevet det.

Hun har ret til at ville sige nej til mit statsborgerskab, og det må hun gøre, så længe hun vil.

Jeg vil bare gerne vide, hvad hendes partis politik omkring statsborgerskabet er. For jeg mener, at det er selvmodsigende at fremhæve sig selv som demokrat og samtidig at ville udelukke mig fra dansk statsborgerskab, kun fordi jeg også på demokratisk vis kommer til orde og udtrykker min uenighed med Nye Borgerlige.

Det vækker min nysgerrighed om, hvad Nye Borgerlige egentlig tror, at demokrati er. Det er ikke kun min egen nysgerrighed, som er blevet vakt. Det er også sket hos mange politikere og debattører, som har sagt fra over for Mette Thiesen.

-----

Harun Demirtas er tidligere flygtning og arbejder til daglig som sygeplejerske. Harun Demirtas har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om hiv og aids. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd kreds H samt bestyrelsesmedlem i Aids-Fondet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.