Harun Demirtas: Løhde og Ziegler optrapper konflikt mod danskernes vilje

En undersøgelse, Gallup har lavet for Berlingske, har vist, at 57 procent af danskerne mener, at de offentligt ansatte får for lidt i løn. Samtidig mener 43 procent, at arbejdsgiverne har hovedansvaret for den voldsomt optrappede situation i overenskomstforhandlingerne lige nu.

Dette takker jeg danskerne for – jeg, som en offentligt ansat, der har arbejdet i en langsomt druknende sundhedssektor. Danskernes opbakning til offentligt ansatte bekræfter mig i, at der stadig er håb.

Som sosu-hjælper, sosu-assistent og sygeplejerske har jeg altid kæmpet for at gøre mine fag attraktive og bekæmpe alle de barrierer og fordomme, der måtte være i disse fag. Selv måtte jeg forsvare over for min mor, der, ligesom jeg, stammer fra Tyrkiet, hvorfor jeg ikke ville arbejde i et pizzeria ligesom hendes brødre, og jeg måtte insistere på at være i syge- og ældreplejen.

Som mange andre vidste hun ikke, hvad jeg dagligt lavede, og gik derfor ud fra den status, som disse fag har i samfundet. Havde jeg været læge, ville hun have stået stolt frem og sagt: Min søn er læge! Men det var svært for hende at stå frem og sige, at jeg passede på de syge og ældre, når hun blev spurgt.

For det er der ingen anerkendelse i i det danske samfund. Og faktisk mente hun tit, at jeg kunne tjene meget mere i et pizzeria, hvilket gav store diskussioner mellem mig og hende.

Jeg stod i mange situationer, som rigtig mange danskere ville synes, var grænseoverskridende.

Danskernes opbakning til offentligt ansatte bekræfter mig i, at der stadig er håb.

Harun Demirtas
Sygeplejerske

Det var mig, der passede og plejede fru Jensen i hendes mest sårbare situationer. Det var mig, der børstede hendes proteser, og det var mig, der skiftede hendes ble. Blufærdigheden stod altid og truede, men jeg tillod mig også at bekæmpe den, så fru Jensens integritet ikke blev krænket.

Det var mig, der gav hende bad, det var mig, der vaskede hendes hår, og det var mig, der gav hende make-up på. Men det var også mig, der stod og informerede hendes pårørende, ligesom det også var mig, der kiggede til hende i hendes sidste dage for at opfylde min sidste pligt, da hun lå med en overfladisk respiration, og det var tid.

Selv om jeg havde en lav løn, så det var svært at klare mig alene, og jeg på tidspunkter måtte dele min lejlighed for at klare udgifterne, så havde jeg altid en følelse af, at jeg gjorde en forskel, som de fleste mennesker satte pris på. Og de, som ikke anerkendte det endnu, ville gøre det med tiden, når vi nåede målet. Også min mor.

Tit tænkte jeg på, hvad der skulle til for at få anerkendelsen. Der er ingen penge, der kan erstatte de momenter, jeg har oplevet i dette system.

Jeg har oplevet mange dage, hvor borgerne ikke fik nok hjælp på grund af travlhed. Men jeg har heldigvis også haft nogle skønne dage, som er uerstattelige.

Jeg har som sygeplejerske modtaget syge børn, hvor hele systemets repræsentanter kastede alt, hvad de havde i hænderne for at redde deres liv. Jeg har set jordemødre og sygeplejersker græde med forældrene for at dele sorgen og byrden. Og læger gå stuegang og bede forældre om at gå hen og spise deres frokost, mens de kunne holde øje med deres barn. Jeg har mødt patienter gå anspændt til psykolog og komme helt lettet tilbage efter bare en halv times snak med dem, så de igen kunne rumme endnu mere. 

Jeg har mødt socialrådgivere, der kom dagen efter indlæggelserne for at sørge for, at forældrenes økonomi hang sammen under indlæggelsen. Jeg har set mennesker løbe frem og tilbage for at redde menneskeliv og gøre livet på de mest frygtelige tidspunkter lidt mere overkommeligt. Mennesker, der har valgt disse fag til for at gøre en forskel i livet. Alt sammen for at hjælpe.

Derfor betyder det faktisk meget at få anerkendelse og opbakning fra befolkningen i disse dage, hvor ministre og politikere, der forhandler vores overenskomster, gør emner som frokostpausen for statsansatte, arbejdstidsaftalen for lærerne, ordentlige vilkår for seniorerne, så de kan holde ud at være på arbejdsmarkedet, til en diskussion, der er svær at opnå enighed om.

Vi er mange, der i årevis er blevet svigtet med lav løn, blevet set på som et ”hjælpefag” i stedet for et ”forsørgerfag”, bundet fast i gamle traditioner. Og selvom ingen penge kan erstatte de essentielle momenter, jeg de sidste ni år har oplevet i sundhedssektoren, er det altså vigtigt.

Derfor kæmper jeg og andre offentligt ansatte i fællesskabet for bedre løn, vilkår og arbejdsmiljø, så vi kan sikre, at alle bliver anerkendt for det, de laver, bryder tabuer, fordomme og gamle traditioner. Så ingen af dem, der gør en kæmpe indsats for samfundet, lades i klemme, mens de betvivler, om de valgte det rigtige fag, fordi deres kvalifikationer og arbejde ikke anerkendes og tydeliggøres i samfundet.

I dag har min mor indset det. 

I dag taler hun ikke om andet end overenskomsten og mener, at vi må blive ved med at kæmpe for vores kæmpe bidrag til samfundet. Selvom hun aldrig har forstået, hvad overenskomsten går ud på, slår hun fast på sin egen måde: I har det så hårdt. Det skal kunne betale sig.

Nu mangler vi at få anerkendelsen fra innovationsministeren og politikerne. For det vil være på sin plads at lade befolkningens ønsker og prioriteringer afspejle i folkevalgtes handlinger. Sådan burde det i hvert fald være i demokratiske lande. 

Kære Danmark, det er befriende at have jeres opbakning. TAK.

-----------

Harun Demirtas er tidligere flygtning. Han har arbejdet som sosu-hjælper, assistent og er i dag sygeplejerske. Harun har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om HIV og AIDS. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd i kreds H.