Harun Demirtas: Jeg kan stadig huske min egen omskæring

KOMMENTAR: Menneskerettigheder kommer først - også før religion. Havde jeg selv haft muligheden for selv at bestemme, om jeg ville omskæres, havde det været et klart nej tak, skriver Harun Demirtas.

Jeg tror, vi aldrig har talt så meget om religion, som vi har gjort de sidste par år. Hvad Islam gør ved Danmark; den trussel, vi har følt mod vores fædreland, og som har fået os til at indføre 71 udlændingestramninger, efter at Danmark har oplevet en nationalistisk vitaminindsprøjtning.

Vi har haft mange uendelige diskussioner. Mange gange har vi måttet lægge øre til de mest ydmygende, sarkastiske debatter og høre på folks fordrejede forestillinger om, hvor meget en kvinde er undertrykt, fordi hun går i burka eller bare har et tørklæde på. 

Ethvert argument er blevet begrundet i vores dejlige og uopnåelige demokrati, som kun findes i de vestlige lande - aldrig i Mellemøsten.

Også af den grund lukkede vi lande med mellemøstlige demokratier ude af fællesskabet, som vi for eksempel har gjort med Tyrkiet i mange år i forbindelse med deres EU-medlemskab.  I årtier har vi kritiseret de lande for at være svage og for at følge religionens ord mere end demokratiets. Men er vi selv helt fejlfri i Danmark?

I disse dage diskuterer vi omskæring. Det hele er startet med folketingets demokratiske initiativ, borgerforslaget. Et initiativ, der skal sikre, at befolkningen får lidt mere indflydelse i folketingssalen, forudsat at man har fået 50.000 underskrifter på ens borgerforslag. Så kan forslaget måske blive vedtaget i Folketinget.

Det er ikke sket endnu. Man kan undre sig over, hvorfor man har fundet på dette system, hvis man alligevel ikke skal regne med at blive hørt af Folketinget, eller hvis der næsten ikke dukker nogen op, når ens forslag bliver drøftet i salen, men det lader vi ligge.

Det interessante er, at der lige nu er et borgerforslag, der går ud på at forbyde omskæring af drenge under 18 år.

Selv om borgerforslaget ikke har rundet 50.000 underskrifter endnu, er politikerne gået i gang med at diskutere forslaget og endda give udtryk for, om de vil stemme for eller imod. Da jeg selv kom i kontakt med forslagsstillerne fortalte jeg dem, at jeg støttede op om deres forslag og selvfølgelig synes, omskæring af børn skal forbydes.

Jeg kan stadig huske min egen omskæring som stor dreng - og de fire mænd, der sad på mine arme og ben, for at jeg ikke skulle løbe væk. Havde jeg den gang haft muligheden for selv at bestemme, havde det helt klart været et nej tak herfra.

Selv om jeg var ret overbevist om, at borgerforslaget ville blive vedtaget, er jeg nu kommet i tvivl om, hvorvidt det alligevel kommer til at ske, da flere politikere er usikre og ikke mener, det skal forbydes, da det ellers vil ende med, at jøderne eller muslimerne vil søge til andre lande.

Men hedder det egentlig ikke dobbeltmoral? 

Politikerne, der mente, at religionen ikke bør fylde i vores hverdag, eller at demokratiet ikke bør udvise religiøs tolerance, er pludselig blevet nogen, der gerne vil bøje demokratiet, der ellers beskytter ethvert menneskes ret til beskyttelse.

Dilemmaet, jøderne og muslimerne vil stå over for, er forståeligt nok. Men i stærke demokratier er demokratiet altså ikke noget, man kan bøje. Det er ens og gælder for alle og burde slet ikke give lov til, at mennesker bevidst udsættes for et overgreb som kønslemlæstelse.

I stærke demokratier følger man heller ikke religionens ord. Det er demokratiet, der gælder.

Forslaget er reelt og aktuelt nok. Tænk med den sunde fornuft.

Ethvert menneske, der kan tænke fornuftigt, vil mene, at man aldrig skærer i et raskt barn. Det er dette perspektiv, Folketinget bør handle udfra.

Omskæring er et overgreb på et barn. Det burde forbydes, indtil man er myndig, og initiativer for at undgå, at det i stedet sker i andre lande, bør desuden iværksættes.

--------

Harun Demirtas er tidligere flygtning. Han har arbejdet som sosu-hjælper, assistent og er i dag sygeplejerske. Harun har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgiver om HIV og AIDS. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd i kreds H.

Forrige artikel Jarl Cordua: Er OK18-kaninen ved at være fuldfed? Jarl Cordua: Er OK18-kaninen ved at være fuldfed? Næste artikel Anna Libak: Den danske model skal ikke belejres af musketerer Anna Libak: Den danske model skal ikke belejres af musketerer
Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.