Harun Demirtas: Politikerne fortæller mig og Mohammed, at vi er uønskede

KOMMENTAR: Når vi taler integration i Danmark, handler det om at definere, hvem der er "god nok" til at bo i Danmark. Det skaber manglende tillid til et system, der ikke viser udlændinge tillid og anerkendelse, mener Harun Demirtas.

Politikerne har skabt et passivt aggressivt system, der køligt fortæller os, der er kommet fra udlandet, at vi er uønskede.

Jeg bliver provokeret, hver gang politikerne taler om “integration” i Danmark og peger på nogen som ”de gode” og de andre som ”ikke gode”. Jeg har aldrig kunnet lide ordet integration, for det tillader samfundet at se på en som mig og ud fra et excelark vurdere, om jeg er god nok til at bo i Danmark.

Ofte, når jeg diskuterer integration og de strenge krav, der bliver stillet til en udlænding i Danmark, for eksempel for at kalde sig dansk, får jeg at vide, ”jamen, du ved godt, at det ikke handler om dig. Du er en af de gode”.

Når man fordyber sig i, hvad der egentlig ligger i, at ”du er god nok”, finder man nogle usynlige kriterier og pligter for udlændinge over for samfundet. De eksisterer også for Niels og Jens, men bliver kun gjort synlige for mig og Mohammed, fordi samfundet ikke har behov for at stemple andre end os som ”gode nok”.

Når Niels og Jens går på arbejde, gør de det ikke for at overbevise nogen om, at de holder af deres land, men mere for at tjene penge nok til at kunne klare sig og have brød på bordet. Når Mohammed og jeg gør det, så bliver vores arbejde fortolket og set ud fra et skema – og kvitteret med et bevis på, at jeg holder af Danmark, selvom jeg rent faktisk også arbejder med samme intention som hele den danske befolkning og Niels og Jens. 

Hvem har givet samfundet ret til at stemple mig og putte mig i en kasse?

Og hvis det skal danne et grundlag for, om man overhovedet er et godt menneske, der fortjener at bo i kongeriget, hvem er det i så fald, der afgør kriterierne for at blive set som ”den gode”?

Problemet for Mohammed og mig er, at kriterierne ikke bare er usynlige. De skifter også hele tiden form og strenghed. 

Hver gang politikerne åbner munden, skaber de forvirring om, hvad integration betyder. Den ene dag er det nok at have et arbejde og tale dansk, men næste dag skal man også smide tørklædet, og den tredje dag skal man også fejre kristne højtider, selvom man er muslim. Hvad er næste skridt? Er det at tvinge muslimer til at spise svinekød foran Integrationsudvalget?

Der er ingen tvivl om, at politikerne bevidst undlader at definere integration præcist. Så kan de blive ved med at lege med det ord, så det altid bliver tilpasset deres aktuelle politik. Men hvorfor ikke droppe ordet integration, der har mistet sin betydning for mange af os og bare forvirrer, og i stedet indføre ordet medborgerskab?

I integrationsdebatten gør man i dag ikke andet at stille krav den ene vej uden at stille sig selv det kritiske spørgsmål, hvad samfundets og politikernes rolle er.

Det er forkert. Til gengæld er det både individets ansvar over for samfundet og samfundets ansvar for individet, man taler om i medborgerskabet. At individet skal gøre sit bedste for at bidrage til samfundet, men at samfundet også skal forholde sig til individet og befolkningssammensætningen og sikre, at alle kommer med og bliver hørt og set.

Det er med samfundets ansvar for den enkelte og den anerkendelse, der følger med, at den enkelte kan få lyst til at elske et land og gøre mere for at bidrage.

Og det er præcist her, jeg mener, politikerne spiller three monkeys og undgår at se sandheden.

Hvordan kan ens kærlighed til Danmark blive større, når systemet smider ens venner, bekendte eller måske familier ud på gaden, fordi de ikke bryder sig om ens postnummer?

Hvordan kan man have tillid til et system, der ikke erklærer tillid til dig eller vil høre din stemme og udelukker dig fra demokratiet, så din stemme ikke eksisterer i en stemmeboks, og du nærmest skal runde trediverne, før du kan få et statsborgerskab, selvom du er født og opvokset i landet – mens en nordmand eller svensker kan få indfødsret efter blot tre års ophold i landet uden sprogtest og blive lukket direkte ind i demokratiet?

Hvordan kan man tale om, at den enkelte skal tage ansvar for samfundet, når samfundet kun er passivt aggressivt imod en, hver gang man møder systemet, og man indirekte får fortalt, at man er uønsket? Når landets repræsentanter fortæller en, de ikke er noget værd og har behov for at skabe ”de gode ” og ”de dårlige”, men ikke ”os”.

-----

Harun Demirtas er tidligere flygtning. Han har arbejdet som sosu-hjælper, assistent og er i dag sygeplejerske. Harun har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om hiv og aids. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd i kreds H samt bestyrelsesmedlem i Aids-Fondet.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Michael Kristiansen: Man kan godt føre stram udlændingepolitik med en ordentlig tone Michael Kristiansen: Man kan godt føre stram udlændingepolitik med en ordentlig tone Næste artikel Niels Jespersen: Med brændte fingre rækker SF atter ud efter indflydelse Niels Jespersen: Med brændte fingre rækker SF atter ud efter indflydelse