Harun Demirtas: Sundhedsreformen mangler et vigtigt parameter – løn

KOMMENTAR: Ved at lukke regionerne giver Løkke dem skylden for de sidste års dårlige sundhedspolitik. Regeringen tager dermed afstand fra alt det, der er gået dårligt på sundhedsområdet i flere år, skriver Harun Demirtas. 

Ved sidste folketingsvalg blev valget afgjort af udlændingepolitikken. Folk stemte for en hård kurs, der førte til, at grænsekontrol, kvoteflygtningestop og i det hele taget en stram udlændingepolitik blev vores virkelighed.

Selvom man forventede, at velfærd og sundhed skulle prioriteres højere på dagsordenen, slog politikerne tilbage med, at den stramme kurs mod udlændinge også ville gavne velfærden, fordi man regnede med, at staten ville bruge de sparede kroner fra udlændinge på velfærd og et bedre sundhedsvæsen.

Men sundhedsvæsenet har ikke fået det kvalitetsløft, som regeringen stillede i udsigt.

Det ses blandt andet af, at flere sundhedsfaglige og ikke mindst patienterne hver dag gør opråb i aviserne og på de sociale medier, hvor deres hverdag, deres pres, svigt og evige dilemma bliver fortalt. Selv politikerne har reageret på de fleste af disse opslag.

Derfor er det nu ikke udlændingepolitikken, men velfærd – altså en realistisk politik, der kan redde sundhedsvæsnet – der vil afgøre det kommende folketingsvalg.

Ikke med urealistiske løfter som at stramme udlændingepolitikken og investere pengene i sundhed, men detaljer i kroner og øre. Detaljer, som danskerne gerne vil høre mere om. 

Og det giver god mening. For danskerne er godt mætte og nærmest ved at kaste op af snakken og de forfærdelige historier om udlændinge, som er de samme, uanset om det er de røde eller blå, der får regeringsmagten.  

Næste valg bliver de ældres, de syges, de pårørendes og ikke mindst sundhedspersonalets valg. Men også børnenes. Og det er glædeligt. Danmark har brug for at tale om disse emner, der i årevis har været nedprioriteret.

Ved dette valg hører man konstant om sygeplejersker. Mens man på arbejdspladser nærmest jubler, hvis man er en eller to sygeplejersker mere på en vagt, snakker politikerne nu om at skaffe flere tusinde sygeplejersker. Det er den største gave. Både til os ansatte og til borgerne. Derfor er jeg ret sikker på, at jeg nok ikke er den eneste sygeplejerske, der fik ekstra hjerteslag i brystkassen, da statsministeren lovede 2.000 flere kollegaer. Det har vi brug for.

Men jeg er meget overrasket over, hvordan vores politikere nærmest lukker øjnene for et af de vigtigste parametre, hvis de vil have vores stemmer:

Hvorfor taler ingen om lønningerne på sundhedsområdet? Frafald på uddannelserne, kollegaer, der forlader faget, og manglende attraktivitet af arbejdet og uddannelsen på grund af pres og effektiviseringer – det kunne man afhjælpe ved at hæve grundlønsniveauet for sygeplejersker og ikke mindst for sosu’er. 

Hvorfor er det en gråzone, som ingen politikere vil tale om? Det er et reelt problem, når vi i hovedstadsområdet har kollegaer, der ikke kan bo uden en roommate på grund af en dyr husleje, hvor de skal af med 10-11.000 kroner af deres udbetalte løn på 18-19.000 kroner – trods skiftende vagter og vigtige opgaver.

Det lå ikke i Løkkes pose. Men der lå faktisk noget andet.

Hans præsentation indeholdt dele af alt det, de sundhedsfaglige savner i dag. Altså flere kollegaer, kvalitet i plejen, behandling, men også mindre bureaukrati.

Selvom det at skrotte de folkevalgte i regionerne er tilbøjeligt til at blive opfattet som udemokratisk, ved vi også godt, der har været alt for meget bureaukrati og uansvarlighed på sundhedsområdet. Hverken som ansat eller patient er det nemlig i dag til at finde ud af, hvem der har ansvaret for de besparelser, der går ud over kvaliteten af pleje og behandling, og som er årsagen til de bagateller, patienterne dør af i dag.

Når man retter blikket på regionerne, får man at vide, at det er Sundhedsministeriet, og retter man blikket på Sundhedsministeriet, får man at vide, at det er regionerne, der ikke kan løse problemerne og sidder på hænderne. Den magtkamp bør hverken syge eller ansatte forholde sig til. 

Der er i dag en evig tvivl om, hvem der for eksempel ikke gør det godt nok. Det er ikke til at finde svaret på i dagens Danmark.

Derfor er det mest interessante i dette udspil ikke, hvad Løkke siger, men hvilket signal han sender til Danmark. For det er i signalet, han gemmer sit svar til danskerne.

Selvom Løkke ikke siger det direkte, er lukningen af regionsrådene en kvittering for den dårlige sundhedspolitik, vi har set i Danmark de seneste år. Ved at lukke regionerne fortæller han dermed danskerne, at de bagateller, danskerne mister livet af, og de besparelser, der har været årsagen til, at mange af mine kollegaer er blevet syge og har forladt faget, er regionernes skyld. Regeringen tager dermed afstand fra alt det, der er gået dårligt på sundhedsområdet i flere år. 

Spørgsmålet er så, om det nye system vil fungere godt? Det er det, som kommer til at dele danskere. For vi ved, hvad vi har, men ved ikke, hvad vi får.

Derudover fortalte statsministeren også, at regeringen vil gøre sundhed nært. Det er både nyt og genkendeligt. De sundhedscentre eller lægehuse, Løkke taler om, er en model, Sverige kører med i dag.

Som pårørende til en mor, der bor i Malmø og har flere kroniske sygdomme, kan jeg fortælle, at det fungerer fremragende. Ikke, at de ansatte ikke har nok at lave. Men fra et patientperspektiv er det en god idé og nærmest en gave, at man ikke skal på et hospital, men kan tale med en læge, en sygeplejerske og få taget blodprøver på et lokalt center, der ligner et mini-sygehus, hvor de har ansatte som læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, laboranter, jordemødre, psykologer og fysio- og ergoterapeuter. Disse små centre i Sverige hedder Vårdcentralen, og i eksempelvis Malmø ligger de meget tæt.

Men om det vil give mening i Danmark, er et stort spørgsmål. For naturligvis skal nogen også ville arbejde på disse små centre. Når kommuner og regioner nærmest slås om de sundhedsfaglige, vi har i dag, vil man skabe endnu større konkurrence ved at øge arbejdspladsmulighederne. Jeg kan som sygeplejerske glæde mig over, at sygeplejerskerne vil få flere arbejdspladser at vælge imellem, men jeg kan også være bekymret for de arbejdspladser, der vil stå tilbage som mindre attraktive og vil køre med færre normeringer.  

Derfor er det også afgørende at høre, hvor mange små sundhedscentre man har tænkt at bygge, og hvordan man har tænkt at rekruttere sundhedspersoner til disse stillinger.

Selvom statsministeren talte mest om læger og sygeplejersker, er det også nødvendigt at tale om andre sundhedsfaglige som fysioterapeuter, jordemødre og sundhedsplejersker, som vi også mangler meget i dag. Der skal også øges dimensionering på disse uddannelser.

Ligesom disse uddannelser og arbejdspladser i det hele taget skal gøres attraktive. Derfor bliver det nu spændende at høre, hvad regeringens udspil bliver i forhold til indhold som vilkår, ressourcer, kompetencer, kvalitet i uddannelserne og ikke mindst løn til de ansatte.

Men alt i alt går vi et folketingsvalg i møde, der bliver afgjort af velfærd. Hvis Løkkes ønske om at nedlægge regionsrådene ikke var med i hans reform, havde han måske bedre kort på hånden.

-----

Harun Demirtas er tidligere flygtning. Han har arbejdet som sosu-hjælper, assistent og er i dag sygeplejerske. Harun Demirtas har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om hiv og aids. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd i kreds H samt bestyrelsesmedlem i Aids-Fondet. Kommentaren er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Sundhedsreformen

Forrige artikel Niels Jespersen: Alternativet på vej ud af Enhedslistens favntag Niels Jespersen: Alternativet på vej ud af Enhedslistens favntag Næste artikel Adam Holm frygter værdiskred: Polsk borgmester blev kaldt landsforræder – nu er han død Adam Holm frygter værdiskred: Polsk borgmester blev kaldt landsforræder – nu er han død