Hedegaard: Hvornår erkender ministerierne klimaudfordringerne?

Af Connie Hedegaard
Formand for miljøfonden KR Foundation, tidligere konservativ minister og klimakommissær i EU

"Klimamål hindrer ikke vækst" gjaldede overskriften på Altingets artikel 27. februar, hvor miljøvismand Eirik Schrøder Amundsen forleden uddybede konklusionen fra de økonomiske vismænd:

"To graders-målet vil ikke hindre fortsat økonomisk vækst - tværtimod... Det, vores beregninger viser, er, at der ikke kun er en omkostning ved målet - der er også en gevinst ved at undgå de store skader, som ellers ville komme."

Lige præcis. Det koster også ikke at gøre noget.

Markedet er godt til rigtig mange ting, men det udmærker sig ikke først og fremmest ved at tænke langsigtet. Det kræver ofte også politik.

Connie Hedegaard
Tidligere konservativ minister og klimakommissær i EU

Med denne udmelding er vismændene herhjemme på linie ikke bare med utallige rapporter og analyser fra OECD, Verdensbanken, den Internationale Valutafond, det Internationale Energiagentur, the New Climate Economy, anført af Mexico's tidligere præsident Calderon, EU-Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank... og mange, mange andre. Man lægger sig også i slipstrømmen fra Nicholas Sterns ni år gamle banebrydende arbejde.

Prisen for inaktivitet
Den tidligere cheføkonom i Verdensbanken og professor ved London School of Economics Sir Nicholas Stern præsenterede allerede i oktober 2006 den rapport, der lige siden har været referencepunkt i debatten: "The Economics of Climate Change" med et klinkende klart budskab, der snart nåede verden rundt: JA, det koster at gøre noget ved klimaforandringerne, JA selvfølgelig er den grønne omstilling ikke gratis, men den er bydende nødvendig for vores fremtidige velfærd. For - og det var det nye - det koster også ikke at handle. Ikke mindst på længere sigt vil omkostningerne ved 'business as usual' vokse.

Hvordan kan systemerne blive dygtigere og hurtigere til at indoptage nye erkendelser? Og hvordan kan vi forkorte tiden, der går, fra vi bredt i samfundet erkender noget nyt, til vi formår at omsætte ny viden og indsigt til ny handling.

Connie Hedegaard
Tidligere konservativ minister og klimakommissær i EU

"Den største markedsfejl nogensinde" kaldte rapportens forfattere det faktum, at markedet ikke selv formår at tage højde for klimaudfordringen, blandt andet fordi man kun i meget begrænset omfang straffes for at sløse med de fælles (fossile) ressourcer, og fordi forureningen fra dem ikke er prissat, som det burde være. Takket være Stern-rapporten blev "the cost of inaction" hurtigt en integreret del af den internationale klimadebat.

Økonomiske ministerier som stopklods
Det vil sige, det blev især en del af miljø- og klimaministrenes debat. I rigtig mange økonomiske ministerier verden over lod man som ingenting. Man fortsatte 'business as usual', og man argumenterede aldeles traditionelt, og det hjalp selvfølgelig ikke, at den økonomiske krise kom galopperende ganske kort tid efter og lagde så rigeligt beslag på tankevirksomheden. Mange ministre og embedsmænd fik hænderne fulde af udfordringerne her og nu. Endnu en gang vandt 'short term thinking' over 'long term thinking'.

Sådan kan vi ikke ret godt blive ved, når vi har langsigtede udfordringer, der bare SKAL findes løsninger på. Markedet er godt til rigtig mange ting, men det udmærker sig ikke først og fremmest ved at tænke langsigtet. Det kræver ofte også politik. Derfor er det så vigtigt, at de vismænd, der skal rådgive politikere og embedsmænd om, hvad der skal være pejlemærkerne i den økonomiske politik, nu melder så klart ud: 'Det der med klimaet' går ikke væk, og det bliver ikke billigere at løse klimaudfordringerne, hvis vi venter med at tage fat.

Vismændenes primære ærinde er at plædere for en øget global indsats, hvad der i sandhed også er brug for. Men deres konklusion bør også have betydning for, hvordan de hjemlige økonomiske ministerier lægger politikken til rette, så investeringer fra nu af helt konsekvent målrettes den fremtid, der kommer.

Fra viden til handling
Nu er spørgsmålet så bare: Hvis det tog ni år (!) at få Stern-rapportens konklusioner til at gå rent ind hos de hjemlige vismænd, hvor lang tid endnu skal vi så vente, før vismændenes erkendelse konsekvent afspejles i for eksempel de økonomiske ministeriers embedsværk og modeller? Hvor mange flere såkaldt "vækstpakker" vil vi se ØGE frem for at mindske CO2-udslippet?

Det er faktisk en af de helt store udfordringer i klimadebatten både her og hisset: Samtidig med at vi véd, at tidsfaktoren er afgørende for, hvorvidt vi når at håndtere klimaforandringerne, mens vi stadig kan gøre det med relativt overskuelige midler, ja, så tager det i bogstaveligste forstand år at få viden, indsigt og nye erkendelser til at flytte fra periferien til den økonomiske politiks mainstream. Hvordan kan systemerne blive dygtigere og hurtigere til at indoptage nye erkendelser? Og hvordan kan vi forkorte tiden, der går, fra vi bredt i samfundet erkender noget nyt, til vi formår at omsætte ny viden og indsigt til ny handling.

Det er ikke svært at forstå, at den enkelte embedsmand, der har rigeligt at gøre med dagen og vejen, ikke af sig selv magter at tænke tingene på en ny måde. Men hvor lang tid skal der gå, før vismændenes gode råd og analyser afspejles i mainstream oplæg fra for eksempel de økonomiske ministerier? Forhåbentlig kan mindre end ni år gøre det...