Henrik Dahl: Den salafistiske sympatisørsump

Den salafistiske terror har været stigende i Vesten siden angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Derfor har den påkaldt sig politikeres og myndigheders løbende opmærksomhed i de samme dele af verden lige siden.

Men fra anslagene i januar 2015 i Frankrig, er terroren gået ind i en ny, mere intensiv fase. Angreb nærmer sig med faretruende hast en intensitet, så man overvejer at bruge udtrykket: at de er almindelige.

Og man takker sine foretrukne, højere magter, når man tænker på antallet af angreb, der er blevet afværget. For dersom de afværgede angreb var blevet til virkelighed, havde udtrykket ”almindelig” uden tvivl været på sin plads. Så kunne man med sindsro have sagt, at terror er en del af den Vesteuropæiske virkelighed.

Det kalder på overvejelser i to lag, så at sige. Det første lag er: Hvordan forholder man sig i det hele taget til terror?

Efter min opfattelse skal grænserne sikres så effektivt, som overhovedet muligt. Helst så jeg, at Europas ydre grænser udgjorde en effektiv barriere mod såvel salafistisk indflydelse som migration.

Henrik Dahl

I nyere tid er det ikke kun salafister, der har benyttet terroren som politisk metode. Separatistiske bevægelser, navnlig i Nordirland og i den spanske del af Baskerlandet, har været meget aktive. Det samme har politiske ekstremister på såvel højre som venstre fløj.

Det rejser spørgsmålet: Hvad kan og bør en retsstat foretage sig, når den trues af terror?

Den salafistiske terror i Vesteuropa stammer ikke fra Vesteuropa. Den udgår fra Mellemøsten og har bånd dertil, som aldrig er blevet kappet.

Henrik Dahl

Det andet lag handler om den specifikke trussel: Hvad gør vi i forhold til netop salafisterne? Som i nutiden suverænt er den største trussel mod borgernes sikkerhed. Ikke blot i de vestlige lande, men også i et tilgrænsende område som Tyrkiet og længere borte i for eksempel Egypten.

Hvad angår den generelle kamp mod terror, skal man – glædeligt – være opmærksom på, at den virker. Som den norske terrorforsker Thomas Hegghammer for nylig gjorde opmærksom på i Weekendavisen, er det simpelthen langt sværere at være terrorist i Vesteuropa, end det var tidligere.

Det er opmuntrende. Både fordi effekten af indsatsen altså er positiv, og fordi opgaven er med til at sikre, at det sker på et retsstatsligt grundlag faktisk – selvom tingene altid kan gøres bedre. –  Opgaven må siges at være løst.

Men alligevel: Hvis Danmark skal forbedre sin indsats mod terror yderligere, tror jeg ikke, vi kommer uden om at styrke den retsstatslige tilgang.

Det kan ske på mange måder, og jeg vil ikke lukke en diskussion for tidligt. Mulige veje kunne være at oprette særlige, statslige organer. For eksempel et organ, der havde et samlet overblik og en vis initiativret i forhold til det legale grundlag, legale procedurer med videre. Og et andet organ, der faktisk – og formentlig-  i fortrolighed – foretog en principiel prøvelse af de tiltag, der sættes i værk.

Men igen: Diskussionen skal ikke lukkes for tidligt. Det, jeg her skitserer, er meget åbne tanker, der hermed sættes i omløb.

En anden ting, man generelt kan lære af kampen mod terror, kommer fra Vesttyskland i 1970’erne. Dengang talte den daværende forbundskansler, Helmut Schmidt, om den såkaldte sympatisørsump.

I halvfjerdserne bestod sympatisørsumpen i Vesttyskland af utilpassede venstreorienterede. I dag består den frem for alt af utilfredse og utilpassede indvandrere fra The Greater Middle East.

Men en dræning af sympatisørsumpen er også uomgængelig i kampen mod enhver form for terror. Såvel fordi ingen stater kan stille fornøden overvågningskapacitet på benene til at overvåge sumpen, som fordi man altid bør foretrække blød magt frem for hård i de situationer, hvor der er et valg.

Endelig kommer vi på det helt generelle plan ikke uden om et større bevidsthed om de krav, sikringen af statens og borgernes sikkerhed stiller.

Det siges ofte, at vi ikke må noget som helst for konventionerne. Det er i et vist omfang sandt. Som politiker føler man ofte, at flere ting, end godt er, bliver bestemt ved det, sportsfolk kalder ”skrivebordsafgørelser”, end de bliver bestemt ved egentlige, politiske afgørelser.

Men sagen er også den, at for eksempel Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (specielt artiklerne 8, 9, 15, 16 og 17) giver temmelig vidtgående beføjelser, hvis først det er statens og borgernes sikkerhed, der står på spil.

Skønt den afgørelse ved Østre Landsret om familiesammenføring, der netop er faldet ud til statens fordel, byggede på EMRK’s artikel 8, kan og bør der tankes langt mere i disse baner.

Dette var så at sige de generelle overvejelser over terror. Derfor vil jeg nu vende mig mod den salafistiske terror.

Den salafistiske terror i Vesteuropa stammer ikke fra Vesteuropa. Den udgår fra Mellemøsten og har bånd dertil, som aldrig er blevet kappet.

For at forhindre terror mere effektivt i fremtiden, tror jeg ikke, vi kommer uden om at afskære de eksisterende bånd så godt, vi kan. Det gælder i høj grad pengestrømme fra eksempelvis Golfstaterne. Men det gælder også tilrejse af salafister og deres sympatisører.

Og hermed kommer vi heller ikke uden om et af tidens helt store spørgsmål: Sikring af grænserne.

Efter min opfattelse skal grænserne sikres så effektivt, som overhovedet muligt. Helst så jeg, at Europas ydre grænser udgjorde en effektiv barriere mod såvel salafistisk indflydelse som migration. Jeg mener også, man bør satte kraftigt ind på at gøre dette til virkelighed.

Men indtil den dag, hvor det faktisk er virkelighed, skylder vi som ansvarlige danske politikere, borgerne at gøre en meget kraftig, national indsats for, at der ikke opholder sig personer på statens territorium, som er farlige eller på anden måde uønskede.

Her må det være sådan, at statens og borgernes sikkerhed tillægges en form for forrang over mindre væsentlige – trods alt – interesser som handlens eller bekvemmelighedens.

I forhold til de sikkerhedstrusler, der allerede findes inden for landets grænser, er det bedste, vi kan gøre, at håndhæve den eksisterende terrorlovgivning mere konsekvent, end vi gør i dag. Den er faktisk ganske skrap. Så hvis vi kan hæve risikoen – set fra den potentielle terrorists synspunkt – for at blive afsløret, er det godt.

Et kildent spørgsmål er dog: Hvad gør vi med udlændinge, der dømmes efter terrorlovgivningen, men som af praktiske årsager ikke kan udvises? Her tror jeg, en vigtig opgave for det organ for retsstatslig medholdelighed, jeg beskrev ovenfor, ville være at se på acceptable modeller for permanent tilbageholdelse.

De overordnede mål for dansk antiterrorpolitik bør være liberale: at der ud over at være mindre terrorisme om for eksempel ti år, også bør være mere ytringsfrihed, mere forsamlingsfrihed, mere religionsfrihed (hvilket også indbefatter mindre antisemitisme) og mere offentlig orden, end der er i dag.

Som Thomas Hegghammer har påvist i andre sammenhænge: Det er ikke sandt, at terroren er en funktion af Vestens handlinger. I fortiden er der begået fejl, som skaber grobund for terror. Men antiamerikanismen i Mellemøsten er ældre end den tunge, amerikanske tilstedeværelse. Og den religiøst motiverede jihad har ikke noget med os at gøre – ud over, at vi eksisterer som frie, ikke-muslimske mennesker.

Separatisterne var modstandere, man kunne tilbyde en aftale i bytte for mindre terror. Salafisterne er en eksistentiel fjende i den forstand, at vi ikke kan tilbyde dem noget i bytte for fred, som vi ønsker at tilbyde. Eftersom det eneste, der giver en varig fred med salafister, er underkastelse.

.......

Henrik Dahl er folketingsmedlem for Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.