Kommentar af 
Henrik Dahl

Henrik Dahl: I sidste instans er det voldsmonopolet, der garanterer din ytringsfrihed

KOMMENTAR: Har demokratiet ikke en bevæbnet og viljestærk gren, der vil slå dets fjender tilbage, kan det ikke i længden bestå som en realitet – kun som et ideal eller en drøm, skriver Henrik Dahl (LA).

<b>VÅBENMAGT:</b> Skal vi garantere ytringsfriheden, er&nbsp;et troværdigt opbud af våbenmagt nødvendigt, mener Henrik Dahl.
VÅBENMAGT: Skal vi garantere ytringsfriheden, er et troværdigt opbud af våbenmagt nødvendigt, mener Henrik Dahl.Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix Ritzau
Henrik Dahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

På mit kontor på Christiansborg hænger en (utroligt vellignende i øvrigt) tegning af mig. Den er udført af den svenske kunstner med meget mere Lars Vilks og givet til mig som en gave, fordi jeg ved et par lejligheder har lagt hus til seminarer, hvor han var oplægsholder.

At invitere Lars Vilks som oplægsholder er ikke nogen ukompliceret sag. Uden at afsløre for mange detaljer om sikkerhedsopbuddet, kræver det både et hold af bevæbnede vagter uden for Christiansborg og et andet hold af ligeledes bevæbnede vagter på plads inde i bygningen. Ligesom det kræver, at samtlige mødedeltagere undergår en sikkerhedsprocedure, som i store træk ligner den, man bliver underkastet, når man skal rejse med fly.

Baggrunden er ikke hysteri. Det var Lars Vilks, der var målet for Omar el-Husseins angreb på Krudttønden i februar 2015, der kostede filminstruktøren Finn Nørgaard livet og sårede adskillige politifolk. Noget sådant må naturligvis ikke gentage sig. Derfor tager myndighederne ikke nogen chancer.

At det er beslutsomme og veltrænede mænd iført fragmentationsveste og automatvåben, der garanterer Lars Vilks ytringsfrihed, synes jeg nogle gange, man glemmer.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Debatredaktør: Søren J. Damm

Vold i tilstrækkelige mængder har igen og igen vist sig som fuldt tilstrækkeligt til at afmontere et demokrati med alt, hvad det rummer af rettigheder, idealer og værdier.

Henrik Dahl

I stedet tales der om ytringsfriheden, som om der fra den selv udstrålede en kraft, der var stærk nok til, at den altid vil gå sejrrig ud af konfrontationer med andre, der er modstandere af den.

I sådanne forbindelser tales ofte lidt diffust om, at vi skal ”værne” om ytringsfriheden eller ”stå sammen” om den, eller at vi ”ikke skal lade os skræmme” - undertiden med tilføjelsen ”af mørkemænd”.

Det forsvar, vi sætter i værk for at bevare vores idealer som realiteter, skal altid være proportionalt og skal altid stå under demokratisk kontrol. Men vi kan ikke klare os uden; det viser enhver erfaring gjort det seneste årti.

Henrik Dahl

Ud over Lars Vilks kender jeg et par stykker mere, der deltog i det fatale arrangement i Krudttønden. Og hvis jeg skal sammenfatte, hvad de har fortalt mig om at blive beskudt af en person, der har til hensigt at dræbe, så er det en frygtindgydende oplevelse. Af den slags hvor frygten ikke kan manes bort af højstemte erklæringer alene. Der skal mere til i form af et effektivt og troværdigt opbud af våbenmagt, som er så stort, at det kan tjene til at afskrække andre, der vil efterligne Omar el-Hussein.

Derfor tror jeg, det er vigtigt at droppe alle illusioner om, at vores demokratiske idealer i sig selv rummer en kraft, der kan afvise angreb på dem. Det gør de – hvis man skal sammenfatte de foreliggende, historiske erfaringer – ikke.

Vold i tilstrækkelige mængder har igen og igen vist sig som fuldt tilstrækkeligt til at afmontere et demokrati med alt, hvad det rummer af rettigheder, idealer og værdier. Konfronteres et demokrati med vold, er det derfor nødvendigt, at det selv er i stand til at mønstre en forsvarsmagt, der er stærkere og mere afskrækkende end den angrebsmagt, som vil det til livs. Sker det ikke, vil demokratiet gå under.

Det, jeg derfor opfordrer til, er en besindelse: På at vel er vores demokratiske idealer stærke. Men at selvom de er stærke i den betydning af ordet, der har en klang af ”inspirerende” eller ”motiverende”, har de ikke nogen videre styrke i den betydning, der klinger af ”magt” eller ”selvforsvar”.

Har demokratiet ikke en bevæbnet og viljestærk gren, der vil slå dets fjender tilbage, kan det derfor ikke i længden bestå som en realitet – kun som et ideal eller en drøm.

I forhold til de kræfter, der vil vores ytringsfrihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed og seksuelle frihed til livs, er det derfor utilstrækkeligt at besynge styrken i idealerne uden at tænke over de magtmidler, som er nødvendige for, at idealerne kan bestå.

Det er ikke vores idealer i sig selv, der har forhindret dødelige angreb på Politiken og Jyllands-Posten og som har forhindret dødelige angreb på de mange, der har behov for politiets permanente beskyttelse. Det er den fornødne projektion af magt, som idealerne begrunder, og som indtil videre – heldigvis – har virket tilstrækkeligt afskrækkende på demokratiets modstandere.

Det forsvar, vi sætter i værk for at bevare vores idealer som realiteter, skal altid være proportionalt og skal altid stå under demokratisk kontrol. Men vi kan ikke klare os uden; det viser enhver erfaring gjort det seneste årti.

Ligesom den viser, at forsvaret må være så tilpas afskrækkende, at det tager modet fra demokratiets fjender.

-----------

Henrik Dahl er folketingsmedlem for Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00