Henrik Dahl: Med Machiavelli til gruppemøde

Hvis Niccolò Machiavelli blev genfødt i skikkelse af en dansk MF, vil jeg gætte på, han i løbet af kort tid ville blive vanvittig:

Mandag skulle han passe sin kreds på Sydfyn. Tirsdag skulle han først til gruppemøde, hvor der var en lang dagsorden. Efter gennemgang at weekendens hovedbestyrelsesmøde udbad sundhedsordføreren sig mandat til at forhandle en aftale om donorsæd på plads. Det gav anledning til et par lumre bemærkninger og lidt diskussion, og så var det mandat på plads. Trafikordføreren kunne berette, at forhandlingerne om nye cabotageregler ikke rokkede sig ud af stedet. Til gengæld var kulturordføreren kommet i mål med en stor aftale om fordelingen af tipsmidlerne, og det var jo glædeligt – alle klappede.

Så skulle Machiavelli i salen for at stemme om 14 lovforslag og så et par førstebehandlinger. Nye regler for autorisation af fysioterapeuter med videre og en justering af taksterne for kørselsrefusion til studerende. Det stemmer jo ikke sig selv igennem, og så gik den dag.

Onsdag skal han til møder og forhandlinger i diverse ministerier.

Likvidering af rivaler, nådesløs undertrykkelse af oprørske borgere og håndfast afværgelse af statskup er der langt imellem i dansk politik. Derfor ville den genfødte Machiavelli blive rastløs som MF.

Henrik Dahl

Torsdag mere gruppemøde og flere førstebehandlinger. Og så lige en stak beslutningsforslag fra Enhedslisten om fredagen, og det var den uge.

Likvidering af rivaler, nådesløs undertrykkelse af oprørske borgere og håndfast afværgelse af statskup er der langt imellem i dansk politik. Derfor ville den genfødte Machiavelli blive rastløs som MF og kun tænke på, hvor tidligt han kunne tillade sig at stikke fra Christiansborg for at komme komme hjem og se "House of Cards" (som han fejlagtigt ville betragte som et amerikansk dokumentarprogram).

Det tv-program, jeg selv i mit stille sind betragter som en dokumentarserie, er ikke ”Borgen” (som jeg finder temmelig urealistisk, fordi der er så få meningsløse lovforslag, så få langtrukne møder og så lidt papir i al almindelighed), men ”Yes, Minister”.

Det er næsten ikke til at sige, hvad der er mest realistisk i "Yes, Minister" – men jeg skal forsøge.

Systemernes egen-genererede, massive og uigennemtrængelige nonsens sidder for eksempel lige i skabet. Et ekstremt veldrevet og velfungerende hospital uden patienter, må jeg tilstå, at jeg aldrig har set i Danmark. Til gengæld har vi masser af udviklingsordninger til fremme af både dit og dat, hvor medarbejderne knokler fra morgen til aften, uden at de nogensinde bliver forstyrret af udefra kommende borgere og virksomheder, der har brug for hjælp.

Ministerens magtesløshed kan jeg også genkende fra hverdagen. Når det kommer til stykket, er sagen jo den, at det er umuligt at lave noget om. Lige meget hvor skævt alting så end går.

Ting, der er omfattet af et forlig, er der ingen, der orker at overveje at lave om på. Så skal man have fat på fem-seks-syv partier – og kun i drømme sker det, at man beder om at lukke et forlig op for at ændre én ting. Og alle bare siger, at det var da en strålende idé, og skal vi så ikke se at komme videre.

Ting, der kræver, at Kommunernes Landsforening udviser forståelse, kan man også glemme med det samme. Ligesom ting, der burde løses af de faglige organisationer – for slet ikke at tale om alt, hvad der afhænger af velvilje fra Finansministeriet.

Men det er stadig kun mindre forhindringer i forhold til embedsværket. Hvis man ikke sidder i regering og foreslår et eller andet, vil departementschefen forklare, at lige netop i dag forholder det sig tilfældigvis sådan, at verden er perfekt. Og derfor er der selvfølgelig ingen grund til at ændre tingene til det værre.

Hvis man til gengæld er i regeringsposition, lyder beskeden, at det er en interessant idé, men at det lige bliver nødvendigt at koordinere med EU og et par andre ministerier – herunder Finansen. Og så ved man selvfølgelig godt, at det heller aldrig kan blive til noget. Men at embedsmændene i det mindste er flinke nok til ikke at lade en tabe ansigt.

Sådan er det med magten i Danmark. Den ligger ikke hos nogen enkeltpersoner, men er nedlagt i institutionerne. Ikke i form af en stor plan om at styre landet i en bestemt retning. Men i form af en fast, fælles beslutning om aldrig at destabilisere systemet eller undergrave nogen afgørelser, der er truffet på et tidligere tidspunkt.

Og derfor er det hverken "House of Cards" eller "Borgen", der er min foretrukne, politiske tv-serie, men det uforlignelige dokumentarprogram "Yes, Minister".

......

Henrik Dahl er folketingsmedlem for Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.