Kommentar af 
Henrik Dahl

Henrik Dahl: Sund fornuft at genoptage enkeafbrændinger i Mandark

KLUMME: I paralleluniverset Mandark har landets integrationsminister nu lovet hjælpeorganisationerne ikke at skride ind over for tvangsafbrændinger af levende enker.

Traditionelle enkeafbrændinger er nu igen tilladt i Mandark, skriver Henrik Dahl.
Traditionelle enkeafbrændinger er nu igen tilladt i Mandark, skriver Henrik Dahl.Foto: Polfoto
Henrik Dahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I landet Mandark* kan det nu for alvor føles, at der gennem halvtreds år har været en kraftig indvandring fra Indien. Flere og flere enker beder nemlig via deres familier om at blive brændt levende på et bål af sandeltræ sammen med deres afdøde ægtemand.

Efter kraftigt pres fra oppositionen forbød integrationsministeren for halvandet år siden enkebrændinger. Men det faldt medarbejderne ved Mandarks Røde Kors og medarbejderne i Mandarks justitsministerium for brystet.

– Det er vigtigt, at alting går efter reglerne, forklarede en afdelingschef i Justitsministeriet mig på betingelse af anonymitet sidste år og fortsatte:

– Jeg har godt lagt mærke til, at integrationsministeren prøver at gøre dette til en sag om at sætte ild til en levende kvinde og lade hende brænde de fem-ti minutter, det tager at lide en smertefuld død. Men det viser jo med al ønskelig tydelighed, at hun ikke er jurist.

Fakta
*Mandark er et mindre kongerige i et parallelt univers. Vi vil fremover bringe nyheder derfra, hvis der skulle indtræffe noget af interesse for folk i Danmark, meddeler Henrik Dahl (LA).

Den nye drejning i sagen, som på det seneste har sat sindene i kog, er, at embedsmændene i Justitsministeriet nu i et samarbejde med dagbladet Politiken og det fremstormende parti Verdensfjern Alliance (VA) har fået sagen rejst i Mandarks parlament.

– Vi er hverken tilfredse med integrationsministerens mangel på respekt for indisk kultur eller med hendes mangel på respekt for mansk forvaltningstradition og internationale aftaler, forklarer den politiske ordfører for VA.

"Jeg har længe troet, det var en menneskerettighed ikke at blive tvunget til at lide en helt ekstremt pinefuld død, udtalte Integrationsministeren for nylig ved en pressekonference. Men heldigvis er jeg blevet klogere."


Mandarks integrationsminister

Flere borgerlige medier har betvivlet sundheden i ræsonnementet, men den politiske ordfører for VA er helt sikker i sin sag.

– Jeg har godt hørt den påstand, at adskillige enker er kede af at skulle forlade livet, og at nogle af dem ligefrem er bange for, at det gør ondt at blive brændt levende. Men det skyldes rygter, der ene og alene er opstået som følge af integrationsministerens ulovlige administration, siger ordføreren og tilføjer:

– Nu gennemføres der partshøringer, hvor familien efter indisk skik er til stede. Og der giver samtlige enker udtryk for, at de er glade for at skulle brændes, så universets orden ikke bliver forstyrret.

Konfronteret med kritikken fra alliancen Mandarks Justitsministerium-Politiken-VA, og efter en kritisk rapport fra Mandarks ombudsmand, har integrationsministeren nu rettet ind.

– Jeg har længe troet, det var en menneskerettighed ikke at blive tvunget til at lide en helt ekstremt pinefuld død, udtalte integrationsministeren for nylig ved en pressekonference.

– Men heldigvis er jeg blevet klogere. Det strider imod Mandarks internationale forpligtelser at handle ud fra en kombination af medfølelse, almindelig moral og sund fornuft. Derfor har jeg straks beordret myndighederne til at undlade dette.

– I stedet har jeg udsendt en instruks, som fastslår, at Mandarks lovgivning og hensynet til den almindelige sædelighed ikke må overtrumfe formaliteter, abstrakte regler og embedsværkets vilje.

– Derfor glæder det mig også at kunne meddele, at efter min ulovlige opbremsning af enkebrændinger vil den første enke i henhold til forvaltningsloven og de internationale konventioner allerede blive brændt i næste uge.

– På grund af ophobningen af ikke-brændte enker forventer jeg, at det vil fortsætte året ud med en takt på omkring én enke pr. uge.

Den politiske ordfører for VA har ikke ønsket at medvirke direkte til denne artikel. I stedet skriver hun i en mail, at hun er glad for, at formaliteter og principper igen er ophøjet til den værdighed, de fortjener.

 

----------

Henrik Dahl er folketingsmedlem for Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Dahl

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (LA), MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

0:000:00