Kommentar af 
Henrik Dahl

Henrik Dahl: Venstrefløjens mosegaffel

KLUMME: Venstrefløjens fraværende evne til at løse problemer om offentlig ledelse forudsiger uhyrlige problemer for en eventuelt fremtidig socialdemokratisk ledet regering, skriver Henrik Dahl.

En smuk, gennemarbejdet anretning - sekundet før venstrefløjen ankommer med mosegaffel og ketchup.
En smuk, gennemarbejdet anretning - sekundet før venstrefløjen ankommer med mosegaffel og ketchup.Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Henrik Dahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvordan tror De, kokke og tjenere på Geranium ville have det, hvis en gæst bestilte dagens menu - men i stedet for at spise retterne en ad gangen (og for hver ret ofre, hvad det nødvendigvis kræver af tid og opmærksomhed for at yde den retfærdighed), så mosede de små kunstværker med en gaffel, og mosede hver ny ret sammen med den forrige, og til sidst forlangte ketchup til at overhælde det hele med?

Det skal jeg sige Dem. De ville have det sådan, som jeg havde det i fredags, hvor nogle af landets på området mest indsigtsfulde mennesker bidrog til en høring om offentlig ledelse (jeg kan blandt andre nævne Sophie Løhde, Morten Østergaard, Allan Søgaard, Adam Wolf, Lotte Bøgh Andersen og Lene Holm Pedersen), og den yderste venstrefløj i den efterfølgende paneldebat frem for alt havde den pointe, at der skulle afsættes flere penge til den offentlige sektor.

Hvad med balancen mellem styring og ledelse? Flere penge. Hvad med Folketingets ansvar for, at ledelsesrummet ofte bliver meget lille? Flere penge. Hvad med forslaget om at lade sig inspirere af Sverige, når det gælder samarbejde mellem offentlige og private aktører? Flere penge. Hvad med forskellen på de bedste og de dårligste offentlige institutioner på samme område? Flere penge. Hvad med reformer af New Public Management? Flere penge.

Den venstreorienterede mosegaffel kværner og smadrer ned gennem argumenterne og tallene og tankerækkerne og eksemplerne og forslagene og de indhøstede erfaringer og forvandler det hele til grød og roder det sammen og hælder sluttelig et krav om flere penge ud over alting.

Og således bliver al anstrengelse af tanken og al umage og al omhu gjort til ingenting – hvad enten det er Geraniumkokkene, det går ud over i mit eksempel, eller forvaltningseksperterne, det går ud over i virkeligheden. Anstrengelsesfrugterne ligger knuste foran én – overhældt med ketchup eller med øko­nom­iske krav – og intet fornuftigt kommer ud af al den møje, der er lagt i at frembringe noget ekstraordinært.

Socialdemokratiet får et hyr med sit parlamentariske grundlag, når de en dag overtager regerings­magten.

Vel slår de sig på brystet, når de er i opposition, og kræver eksotiske skatter og keynesiansk politik (altså sådan noget, hvor udgifter konsekvent omtales som investeringer – uden man dog kan få noget at vide om forrentningen). Men vi kender dem jo så godt, som Manchester United kender Liverpool, og når det kommer til stykket, så retter de ind efter Finansministeriet og De Radikale (ikke nødvendigvis i den rækkefølge), når magten er inden for rækkevidde.

Men de resterende støttepartier? Der lover det ikke godt, hvis man kan konkludere noget fra høringen forleden.

Alternativet mener ikke, at kommunerne bør være underlagt nogen form for økonomiske restrik­tioner.

SF mener noget, som var svært at blive klog på midt i ordførerens talestrøm. Men som tilsyneladende ikke er, at den økonomiske ramme er nogenlunde givet, eller at der findes et stort forbedringspotentiale ved at se på afregulering, bedre ledelse og mindre spild.

Og Enhedslisten mener for det første, at Folketinget ikke har noget som helst ansvar overhovedet for, at det offentlige sander til i regler. Og for det andet, at sektoren er fuldkommen økonomisk udsultet.

Hvordan Socialdemokratiet og De Radikale vil indlede en samtale med deres parlamentariske grundlag om deres første finanslov, gad man godt overvære i al hemmelighed.

”Tak for, at I kunne komme til denne orientering om næste års finanslov. For ikke at gøre mødet længere end højest nødvendigt, er der nogle ting, I skal vide, og som ikke står til diskussion. Den første er, at budgetloven stadig eksisterer, og at vi ikke kommer til at ændre den. Den anden er, at det ikke er muligt at sætte skatterne op. Jo – man kan godt sætte dem op i teorien. Men det vil blive modsvaret af krav om mere frihed i stedet for lønforhøjelse, sort arbejde og skatteunddragelse. For som alle ved: Ting, man beskatter, får man mindre af. Og det gælder også arbejde. Derfor vil I se, at den samlede stigning i det offentlige forbrug næste år er på 0,5 procent. Og så til spørgsmålene. Og det er vist Alternativet først….”.

Sådan vil det gå. Med noget, der ligger så tæt på naturlovenes regelmæssighed, at det ikke er værd at diskutere forskellene.

Findes der overhovedet økologisk fair trade-kaffe nok i hele verden til alle de samtaler, en socialdemokratisk ledet regering kommer til at tage med sit parlamentariske grundlag?

Henrik Dahl

Så ét er, at vi naturligvis er nødt til at drikke en del kaffe med vores parlamentariske grundlag for at sikre, at alle ønsker bliver opfanget og forstået. Men findes der overhovedet økologisk fair trade-kaffe nok i hele verden til alle de samtaler, en socialdemokratisk ledet regering kommer til at tage med sit parlamentariske grundlag? Det er i højeste grad, hvad man kalder et åbent spørgsmål.

.....

Anstrengelsesfrugterne ligger knuste foran én – overhældt med ketchup eller med øko­nom­iske krav – og intet fornuftigt kommer ud af al den møje, der er lagt i at frembringe noget ekstraordinært.

Henrik Dahl
MF, LA

Henrik Dahl er folketingsmedlem for Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Dahl

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (LA), MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00