Her er Bo Smith-udvalgets anbefalinger

DOKUMENTATION: En retschef og større inddragelse af organisationer og eksperter er blandt Bo Smith-udvalgets anbefalinger til at forbedre det danske embedsværk. Få overblik her.

De senere år har der været stillet spørgsmålstegn ved, om embedsmændene holder fagligheden for lidt i hævd over for ministrenes politiske ønsker. Derfor blev Bo Smith-udvalget i maj 2014 nedsat til at give den offentlige forvaltning et grundigt eftersyn.
De senere år har der været stillet spørgsmålstegn ved, om embedsmændene holder fagligheden for lidt i hævd over for ministrenes politiske ønsker. Derfor blev Bo Smith-udvalget i maj 2014 nedsat til at give den offentlige forvaltning et grundigt eftersyn.Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Sine Riis Lund

Det seneste halvandet år har det såkaldte Bo Smith-udvalg taget temperaturen på det danske embedsværk.

Eftersynet kom i værk i maj 2014 efter længere tids debat, om embedsmændene generelt er blevet for føjelige over for ministrenes politiske ønsker og derfor ikke holder klassiske embedsmandsdyder som faglighed, lovlighed og sandhed i hævd.

Diagnosen er grundlæggende positiv, men udvalget, med tidligere departementschef Bo Smith i spidsen, har dog en lang række forslag til, hvordan centraladministrationen kan få det endnu bedre.

Anbefalingerne sigter overordnet mod tre mål.

- At embedsmændene bliver endnu skarpere på embedsmandsdyderne såsom lovlighed, sandhed og partipolitisk neutralitet.
- At embedsmændene tilpasser sine opgaver til de krav, som der stilles i dag.
- At sikre tilliden til det danske embedsværk ved hjælp af mere åbenhed og transparens.

Se de enkelte anbefalinger fordelt på de tre mål her: 

Kodeks med regler og normer for god embedsmandsadfærd
Udvalget foreslår:

• at der udarbejdes en kort lettilgængelig fremstilling af de regler og normer, der gælder for embedsmænd – et »kodeks«. Staten har allerede udarbejdet et kodeks, mens udvalget har lavet et udkast til kodeks for regioner og kommuner.
• at kodeks forankres bredt politisk, og at det anvendes aktivt i stat, regioner og kommuner.


Institutionelle løsninger
Udvalget foreslår:

• at ministerierne overvejer at etablere tværgående enheder, der kan hjælpe med tværgående initiativer og bedre betjene politikerne med dag-til-dag-politiske udspil.
• at de enkelte ministerier vurderer, hvordan opgaven med at gennemføre politiske beslutninger får tilstrækkelig opmærksomhed blandt lederne.
• at ministerierne med tilstrækkelig juridisk kapacitet sikrer sig, at udspil og initiativer altid overholder loven. Det kan være ved at ansætte en højt placeret retschef.

Løsninger med henblik på åbenhed og transparens
Udvalget foreslår:

• at i hvert fald større ministerier hvert år laver en faglig status, hvor man for eksempel påpeger væsentlige udviklingslinjer, vurderer effekten af gennemførte initiativer og gør sig tanker om udfordringer og muligheder.
• at nøgledata, analyser og andre relevante informationer i større omfang lægges på ministeriernes hjemmesider.
• at der i den indledende fase af større reformprocesser i øget omfang lægges op til en debat om det pågældende område, herunder ved afholdelse af konferencer og høringer.
• at ministerierne indfører pressebriefinger, hvor der orienteres om aktuelle spørgsmål, analyser og sager.
• at hvert ministerium laver retningslinjer for, hvordan henvendelser fra pressen skal besvares, så medarbejderne i konkrete sager kan bistå journalister med den bedst mulige faglige dækning af et aktuelt spørgsmål.
• at ministeriernes embedsmænd som led i den interne uddannelse lærer spillereglerne for samarbejdet med medierne.
• at der årligt udarbejdes og offentliggøres en redegørelse for ministeriernes arbejde med at sikre overholdelsen af regler og normer for embedsværket.

Derudover foreslår Bo Smith-udvalget at nedsætte to konkrete udvalg. Det ene udvalg skulle se på, om det er muligt at finde en mere hensigtsmæssig måde at undersøge sager på i det offentlige. Det andet udvalg skulle se på, om man i dag ansætter chefer på en tidssvarende måde, hvad angår risikoen for fyringer og degraderinger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Smith

ESS-chefforhandler, Styrelsen for Forskning og Innovation, formand, RUVU, Det Faglige Råd for National Koordination, fhv. departementschef, Beskæftigelsesministeriet
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1974)

0:000:00