Hjemløseforening: Vi skal holde fast i coronakrisens åbenbaringer

Af Ask Svejstrup
Sekretariatsleder, Sand

”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget,” fristes jeg til at sige, når jeg ser tilbage på, hvad coronakrisen indtil nu har afsløret i hjemløseverdenen.

Vi var ikke mange timer inde i nedlukningen, før myndighederne viste sig særdeles handlekraftige på hjemløseområdet. Der blev lavet sygeafsnit, karantænepladser, nødpladser, lavet forholdsregler for boformerne for hjemløse.

Det eneste, der manglede, var en testpraksis – ligesom for alle andre borgere. Den kom så senere, også på hjemløseområdet.

Nedlukningen har også betydet nedlukning af jobcentrene. Fraværet af kontrollen, pisken og systemtænkningen har været en velsignelse for hjemløse.

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder, Sand

Hvis kommunerne skal finde løsninger, som de blev pålagt at gøre, kan de gøre det. Og gøre det ekstremt hurtigt.

Det har vi taget til efterretning, og vi forventer, at undskyldninger for ikke at gøre noget på hjemløseområdet, fordi ”det kan vi ikke bare lige gøre”, ikke bruges i fremtiden. Når staten sætter sig for, at der skal handles, og pålægger kommunerne nogle opgaver, så findes der løsninger.

Vores bønner er blevet hørt
Løsningerne blev ikke bare dikteret fra oven. Der fandt en dialog sted. I hvert fald med de hjemløses landsorganisation, Sand. Vi blev ringet op af socialminister Astrid Krag (S) umiddelbart før nedlukningen og spurgt ind til behov på hjemløseområdet. Dialogen har fortsat lige siden.

Vi har også været i dialog med flere kommuner og med KL for at finde praktiske løsninger på eksempelvis, hvordan hjemløse skal hæve penge i banken, når hævekortet er smidt væk og bankerne er lukkede.

Sand har i to årtier prædiket brugerinddragelse. Vores bønner er i den grad blevet hørt i denne tid. Lad dette være en fast praksis også i fremtiden.

Krisen har blotlagt kendt problem
Hvis man ser sagen fra den anden side med de mere negative briller, kan man hævde, at hvis bare kommunerne havde haft det akutberedskab, som loven siger de skal have, og hvis staten (Socialministeriet) havde insisteret på, at loven blev overholdt, havde der stort set ikke været behov for at lave nødpladser.

Hvis man havde haft en tilstrækkelig kapacitet på området, eksempelvis kun 85 procents belægning på landets boformer, som Socialstyrelsen tidligere har anbefalet, ville der være plads til, at alle hjemløse kunne komme ind og få en plads på et herberg og blive isoleret, hvis der var behov for det.

I stedet har man bevidst undladt at have pladser nok og kommet afsted med det. Det bør der ændres på i fremtiden.

Hjemlæse overholder ikke forskrifter
Værestederne – hjemløses dagligstue – har været savnet. Ensomheden hersker. Der er ikke længere et sted, hvor man kan mødes med andre ligesindede, få et bad, få vasket tøj og et godt måltid.

Værestederne har været kreative. Der er blevet smurt sandwichs, som er blevet stukket ud af vinduet eller afleveret der, hvor man vidste folk holdt til. Hjemløse har da også samlet sig i små grupper, som de plejer, og som de altid har gjort.

Der er ikke blevet holdt afstand efter forskrifterne, men forskrifter er aldrig helt blevet fulgt af hjemløse, og som de siger:

”Det er ikke sådan nogen som os, der har været på skiferie i Italien eller mænger os med folk, der har”.

Og det har de jo ganske ret i. Hvilket i øvrigt er et held, for hjemløse har ved gud en masse af de sygdomme, der gør, at man defineres som værende i risikogruppen.

Problemstillingerne er ikke nye
Nedlukningen har også betydet nedlukning af jobcentrene. Fraværet af kontrollen, pisken og systemtænkningen har været en velsignelse for hjemløse. Det beskrives som en lettelse, som giver mod på livet igen.

Som en kvinde har beskriver det:

”Jeg har haft det bedre end længe. Bare det, at jobcentret ikke ringer og stiller krav og spørger: 'Har du nu fået ordnet det og det? Har du talt med din læge?' Det, at der er ro, betyder, at jeg rent faktisk har talt med min læge. Der er blevet ro og overskud til at gøre nogle af de her ting”.

En anden hjemløs siger:

”Jeg er næsten flov over at sige det, men jeg har det virkelig godt i den her tid. Der er mere ro på. Det er godt når man har angst”.

Vi har andre eksempler på, at folk kontakter kommunen, fordi de gerne vil i en eller anden selvvalgt aktivering eller i misbrugsbehandling eller noget helt tredje. De er blevet motiverede til at gå i den retning, som jobcentrene har tudet dem ørene fulde med.

Nu henvender de sig, fordi de er motiverede. Jobcentrenes manglende evne og vilje til at motivere er ikke ny. Det er ingen af de problemstillinger, jeg har fremhævet her. De er blotlagt af en krise. Lad hverken dem eller brugernes løsningsforslag fordufte, når krisen afblæses.