Holstein: Det er den definitive begravelse af Alternativet 

KRISE: Uffe Elbæk og folketingsgruppen kunne af flere grunde ikke leve med Josephine Fock som leder. Med én mand tilbage på Borgen, er der reelt ingen chance for, at partiet overlever, vurderer Altingets politiske kommentator. 

Foto: Mette Rosendahl/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

En ventet katastrofe. Sådan betegner Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, den situation, Alternativet står i, efter at partiets stifter og tidligere leder Uffe Elbæk mandag eftermiddag har meddelt, at han og tre folketingsmedlemmer forlader partiet. 

“Ganske som ventet har folketingsgruppen reageret meget hurtigt, efter at et flertal i hovedbestyrelsen besluttede at bakke Josephine Fock op. Det var den ventede katastrofe. Et flertal i gruppen kunne simpelthen ikke leve med Fock som leder,” siger Holstein. 

Han kalder det “en dødsdom over Alternativet”, da et snævert flertal i partiets hovedbestyrelse lørdag valgte at udtrykke fortsat tillid til Josephine Fock. Med Elbæk og de tre folketingsmedlemmers afgang har partiet nu kun Torsten Gejl tilbage i Folketinget. Josephine Fock er ikke selv folkevalgt. 

“Enhver kan nu se, at partiet under ingen omstændigheder kan køre videre. Der er nul procents chance for, at det kan overleve det her. Når der kun er ét medlem tilbage, og den tidligere leder har meldt sig ud, er det den definitive begravelse af Alternativet,” vurderer Erik Holstein. 

Hvorfor kunne Elbæk og de andre medlemmer ikke leve med Josephine Fock som leder? 

“Der er politiske modsætninger, men det er ikke dem, der er dominerende. Det er de personlige uenigheder, som går mange år tilbage,” siger Holstein. 

Fock var det værste valg for Elbæk
Han peger på, at Josephine Fock ville lægge partiet tættere på regeringen i klimaforhandlingerne, end Elbæks kandidat til lederposten Rasmus Nordqvist ville. Men at de personlige uenigheder blev det afgørende.

“Det handlede om forskellige syn på ledelsesstil. Det handler også om, at Josephine Fock tydeligvis nogle gange har vist sig ude af stand til at styre sit temperament. Der er jo efterhåmden kommet mange eksempler frem på, at hun har overreageret, at hun har råbt ad folk og den slags. Det passer jo ikke med et parti, der har en politisk kultur, hvor man siger, at man skal have en god tone, at man skal tale pænt til hinanden, og hvor der skal være ”love in the air”. Hun har ikke lige frem levet op til de idealer om, hvordan man behandler hinanden," siger Erik Holstein.

"Uffe Elbæk har haft svært ved at leve med, at den kandidat, han mindst af alle ønskede skulle overtage hans post som leder, endte med at vinde," siger Holstein:

"Elbæk havde håbet på Rasmus Nordqvist, og han kunne leve med Theresa Scavenius. Josephine Fock var det værste valg, set fra Elbæks synspunkt.” 

Josephine Fock blev valgt som Alternativets nye leder 1. februar, men har måttet kæmpe for sit politiske liv næsten fra begyndelsen. Det begyndte, da Information bragte et portræt af hende, hvor flere anonyme kilder kritiserede Fock for at være aggressiv, intimiderende og ikke at kunne styre sit temperament. 

Læs også

Stadig perspektiv i mærkesagerne
Men hvad nu med selve det ”alternative” projekt? Er det mon dødt, eller vil andre overtage det? 

Erik Holstein vurderer, at der “i høj grad” stadig er perspektiv i flere af Alternativets mærkesager.

“Hvis man skal gøre boet op efter Alternativet, må man sige, at partiet har sat sit præg på dansk politik,” siger han og peger på klima, 30-timers arbejdsuge og borgerforslag som områder, hvor partiet har sat aftryk.

"Det bærer blandt andet en del af æren for at bringe klima højt op på dagsordenen. Det var Alternativet, der i begyndelsen stod alene på målet om at reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent – på det tidspunkt, syntes alle andre, det var rablende vanvittigt. Det var også dem, der begyndte at tale seriøst om en 30-timers arbejdsuge. Alle andre rystede på hovedet, men de rammer noget i befolkningen,” siger Erik Holstein.

“Flere af elementerne i deres politik er nogle, man sagtens kan forestille sig etablerede eller måske nye partier kan bringe videre,” vurderer han.

Alternativet havde også et ideal om medlemsdemokrati, og at politik skulle skabes fra bunden. Hvordan står det til med det nu, hvor nærmest hele partitoppen forkaster medlemmernes valg af leder? 

"Det her er jo et klart nederlag for den meget demokratiske proces, hvor man omstændeligt har holdt valg i flere omgange for at hylde medlemsdemokratiet. Det er en falliterklæring, at den tidligere ledelse ikke kan acceptere udfaldet,” siger Erik Holstein.

Elbæk og Nordqvist har et medansvar
Han mener, at tidligere leder Uffe Elbæk og tidligere politisk ordfører Rasmus Nordqvist har et stort medansvar for det kaos, partiet er kastet ud i.

"Når de nu havde de indvendinger mod Josephine Fock, skulle de være kommet frem med dem i valgkampen. Det havde gjort valgkampen mere beskidt, men til gengæld havde de undgået et efterspil, som er blevet helt katastrofalt. De skulle have sagt fra i tide,” siger den politiske kommentator. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Josephine Fock

Fhv. politisk leder, Alternativet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1993)

0:000:00