Hvad vil du egentlig opnå med alle de voksenskældud, Mette Frederiksen?

Herren ser til den ringe, står der i passivt aggressivt korsstingsbroderi i en ramme på min væg.

Det stammer fra de tider, hvor man ikke kunne forvente meget af tilværelsen. Hvor Gudfrygtigheden, ydmygheden og selvkontrollen var det, man realistisk kunne stræbe efter. I mangel på så meget andet jordisk. I dit ansigts sved skal du spise dit Brød. Første Mosebog lægger ikke fingre imellem.

Og det gør vores regering heller ikke. Under denne uges statsministerielle skideballe til befolkningen lærte vi, at det var en misforståelse, at arbejde skal være lystbetonet. Og at det ikke er sådan, at man skal kunne unddrage sig forpligtelsen til at arbejde. ”Alle voksne skal stå op om morgenen og bidrage til dette her samfund ved at gå på arbejde,” lød det fra statsministeren.

Tidligere tiders politikere ville vide, at jo større behovet er for at banke tanken om fællesskabet ind i hovederne på befolkningen, jo ringere har fællesskabet det med at fungere i praksis.

Anne Sofie Allarp

Pandemien synes at have været fødselshjælper for Mette Frederiksens indre calvinist. Men hvad betyder det egentlig for os som samfund, når den politiske ledelse bruger sin tid og energi på at udstikke retningslinjer for befolkningens moral, værdier og følelser?

De fleste af os går jo netop ikke på arbejde for ”fællesskabet, samfundet og kollektivets” skyld. Vi går på arbejde for vores egen skyld, og oftest fordi vi skal forsørge os selv og vores familier. Når vi sætter os til rette om aftenen i sofaen, er det ikke med en kærlig tanke til velfærdsstaten, kollektivet eller statsministeren for den sags skyld.

Mange af os ville faktisk gerne arbejde mindre, hvis det var muligt. Men udsat for nogle af Europas højeste priser på dagligvarer og boliger i de større byer, slider vi os op i højt beskattet lønarbejde, af hvilket vi også skal spare op til at kunne klare perioder uden for arbejdsmarkedet.

Og mange af os kunne ikke drømme om at betale til en udhulet, antikveret, og ikke mindst frivillig social sikringsordning, bare fordi en tilfældig beskæftigelsesminister mener, det er usolidarisk at lade være.

Tidligere tiders politikere ville nok koncentrere sig om at tilrettelægge sikringsordningerne således, at flest muligt faktisk fandt dem tiltrækkende at deltage i, og overlade moralprædiken og voksenskældud til andre. Tidligere tiders politikere ville vide, at jo større behovet er for at banke tanken om fællesskabet ind i hovederne på befolkningen, jo ringere har fællesskabet det med at fungere i praksis.

Den gode borger i socialdemokratisk optik er den kridhvide arbejderhelt med Kansas-jakke, smørkage og leverpostejmad og en lige vej fra vugge til grav i et guldrandet Institutions-Danmark. 

Anne Sofie Allarp

Men ikke politikerne i denne tid, som har frygteligt travlt med at forklare os, hvem der er de gode borgere og hvem, der er de dårlige borgere, og hvor uovertruffen en kultur og et fællesskab sidstnævnte besudler. På pressemøder, på tv og på de sociale medier, tilsat alvorlig mine og panderynker.

Politikerstanden er et løbende kommentarspor af værdidommere, der fremhæver nogle og udskammer andre blandt os. I regeringens tilfælde tilhører de sidstnævnte oftest toppen eller bunden af samfundet. Og den gode borger i socialdemokratisk optik er den kridhvide arbejderhelt med Kansas-jakke, smørkage og leverpostejmad og en lige vej fra vugge til grav i et guldrandet Institutions-Danmark. 

Den moralske domfældelse er ikke unik i historien selvfølgelig. Formand Mao dyrkede også arbejderhelten under den kinesiske kulturrevolution, ligesom andre kommunistiske og socialistiske regimer har slået ned på eliten og heltegjort arbejderen.

Fascistiske regimer har slået ned på politiske fjender og intellektuelle og heltegjort den gifte mand, den hjemmegående kvinde og den traditionelle familiestruktur.

Etnisk og kulturel og anden mindretalsidentitet har også historisk været genstand for politisk udgrænsning og domfældelse. Og alle samfund nedlægger via loven retningslinjer for menneskelig adfærd.  

Men der er grund til at være på vagt.  

For med politikernes værdidommene følger, at nogle borgere er rigtige og andre er forkerte. Og heraf følger, at kollektivet kan acceptere, at de forkerte søges presset til at blive rigtige på forskellige måder.

Som for eksempel når et mindretal af kontanthjælpsmodtagere med ”integrations-behov” nu skal sættes til at samle skrald op fra standene, trods det, at kommunerne ikke finder, at det tjener et sagligt formål. 

Og med de statslige værdidomme bevæger vi os også tilbage imod det, vi som civilisation gjorde op med i tidligere århundreder, da vi vendte os imod statens påtvungne moral.

Privatlivets fred, trosfriheden, individualismen, minoritetsrettigheder og evnen til at definere sit eget spor og søge sin egen lykke, er blandt de værdier, vi har kæmpet for som frie og lige individer i et frit samfund. Også som deltagere i en gensidigt forpligtende velfærdsstat.

Når Christiansborg erstatter politik med selfie-moral og værdi-ortodoksi, synes det at pege i en lidt anden retning.