Hvert fjerde anbragte barn har forsøgt selvmord

SELVSKADE: 28 procent af de anbragte børn og unge har på et tidspunkt forsøgt at tage deres eget liv, viser nye tal. Systemet er ikke godt nok, siger ekspert.

Modelbillede.
Modelbillede.Foto: Torben Christensen/Scanpix
Lasse Lange

Anbragte børn og unge er stærkt overrepræsenterede, når det kommer til selvmordsforsøg.

28 procent af de 18-årige, der er eller har været anbragt, fortæller således, at de på et tidspunkt har forsøgt at begå selvmord.

Dermed er det fem til seks gange mere sandsynligt, at anbragte børn og unge forsøger selvmord end andre børn og unge.

Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort forskningsrapport fra SFI, som børne- og socialminister Mai Mercado (K) har refereret over for Folketingets socialudvalg.

Fakta
Har du selvmordstanker, så kontakt Livslinien på 70 201 201 eller livslinien.dk

“Det er et meget nedslående resultat,” siger SFI-forsker Rikke Fuglsang, der er med til at udarbejde rapporten.

“Desværre er det ikke så overraskende, for de anbragte børn er de mest udsatte i vores samfund og har ofte oplevet nogle voldsomt ubehagelige ting i en virkelig ung alder,” fortsætter hun.

Det er tydeligt, at vi som system ikke hjælper de anbragte børn og unge godt nok.

Rikke Fuglsang
Forsker, SFI

Systemet er ikke godt nok
Undersøgelsen er lavet ved, at SFI har spurgt godt og vel 1.087 18-årige, der har været anbragt uden for hjemmet, om det på et tidspunkt har forsøgt selvmord. Det samme spørgsmål har SFI stillet 4.279 ikke-anbragte 18-årige.

Mens 28 procent af de anbragte børn og unge i undersøgelsen har forsøgt selvmord, er det fem procent af de øvrige børn og unge, der har forsøgt at tage deres eget liv.

Undersøgelsen viser desuden, at de anbragte børn også er overrepræsenterede, når man ser på hvor mange af de unge, der blot har overvejet selvmord eller selvskadende adfærd.

Hele 44 procent, næsten halvdelen, af de anbragte børn og unge har således overvejet eller udøvet selvskadende adfærd, mens tallet for kontrolgruppen er 18 procent.

Og den store overrepræsentation af anbragte børn og unge i statistikken betyder, at der må gøres noget, mener Rikke Fuglsang fra SFI.

“Det er tydeligt, at vi som system ikke hjælper de anbragte børn og unge godt nok,” siger Rikke Fuglsang.

Det er dog svært at sige hvad der skal gøres, mener hun.

“Der er helt klart behov for en styrket indsats. For selv om der er mange, der gør en stor indsats, så er det tydeligvis ikke nok. Det er dog svært at sige, hvad der konkret skal til,” siger Rikke Fuglsang.

Personale skal uddannes bedre
Hvad der er behov for, har de anbragte børns egen forening imidlertid et bud på.

“Det er nødvendigt med en bedre uddannelse af de psykologer og pædagoger, der har med de anbragte børn og unge at gøre,” mener Bente Nielsen, der er næstformand i TABUKA – Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte.

Hun er selv tidligere anbragt og arbejdet med anbragte børn gennem sit virke som psykoterapeut.

“De anbragte børn har ofte været udsat for nogle helt forfærdelige overgreb i hjemmet, som man slet ikke begriber. Det kan være meget voldsomt for de psykologer, pædagoger og andre voksne, der skal hjælpe de anbragte børn og unge,” siger Bente Nielsen.

“Hvis de voksne skal kunne klare opgaven med at hjælpe de unge, bliver vi nødt til at klæde dem ordentligt på. Derfor bliver vi nødt til at styrke uddannelserne. Det bør ikke være tilladt at arbejde med anbragte børn og unge, hvis ikke man er specifikt trænet til opgaven,” fortsætter hun.

Selve anbringelsen kan være svær
Heller ikke Bente Nielsen fra foreningen for anbragte er direkte overrasket over de nedslående tal.

“Det kommer desværre ikke bag på mig,” siger Bente Nielsen.

Hun vurderer, at der er flere årsager til, at de anbragte børn og unge i så høj grad ender ud i selvmordsforsøg.

“De anbragte børn har ofte været udsat for nogle helt forfærdelige overgreb i hjemmet. På den måde kan det, der er årsag til anbringelsen, også give anledning til, at de unge ender i så svære problemer, at de forsøger at tage deres eget liv,” siger Bente Nielsen.

Selve anbringelsen i sig selv kan dog også have noget at skulle have sagt, mener hun.

“Alene det at blive anbragt uden for hjemmet er et meget stort indgreb, som kan være svært at håndtere,” siger Bente Nielsen.

Rikke Fuglsang fra SFI supplerer.

“Det er ikke tilfældigt, hvem der ender med at blive anbragt. Det er gerne de ting, der er årsag til, at de bliver anbragt, der gør at de er mere udsatte i forhold til selvskade og selvmordsforsøg,” siger SFI-forskeren.

50 børn og unge har i perioden 2009 til 2014 begået selvmord. Heraf var de syv anbragt uden for hjemmet samme år som selvmordet blev begået. Det oplyser børne- og socialminister Mai Mercado på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik.

Altinget ville gerne have spurgt børne- og socialministeren om hvad hun vil gøre for at forhindre selvmord og selvmordsforsøg blandt anbragte børn og unge, men det har desværre ikke været muligt inden deadline.

Rapporten fra SFI ventes at udkomme i løbet af 2017.

 

Har du selvmordstanker, så kontakt Livslinien på 70 201 201 eller livslinien.dk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bente Nielsen

Næstformand, Tabuka, fhv. leder, Baglandet
familieterapeut (The Kemplerinstitut of Scandinavia 2001)

Mai Mercado

MF (K), fhv. gruppeformand (K), fhv. børne- og socialminister
cand.scient.pol. (SDU 2008)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024