”Hvis Løkkes mål var at skabe kant til rød blok, må man sige, det er lykkedes”

Siden regeringen i januar spillede ud med sit bud på et nyt sundhedsvæsen, har kritikken runget fra rød blok: Centralisering, centralisering, centralisering.

Nu ligger der en endelig aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Og hvad har man så gjort for at imødekomme kritikken om, at man flytter beslutningerne længere væk fra borgerne ved at nedlægge regionsrådene? Altingets sundhedsanalytiker, Ole Toft, forklarer:

”Det mest markant nye er, at man vil oprette 21 nye patient- og pårørenderåd. Alle kan stille op til dem, og rådene kan så fortælle det lokale sundhedsfælleskab, hvad de mener. Men det er vigtigt at bemærke, at patientrådene kun får høringsret – de kan altså ikke beslutte noget,” siger Ole Toft.

Dog skal én person fra hvert patient- og pårørenderåd sidde med i bestyrelsen for det lokale sundhedsfællesskab og får dermed direkte indflydelse.

De nye råd er samtidig ét af de største aftryk fra Dansk Folkeparti på den endelige aftale.

”Og så har Thulesen Dahl og kompagni fået regeringen med på at øge beløbet i den såkaldte nærhedsfond fra 6 til 8,5 milliarder kroner,” forklarer Ole Toft.

Svært at mane påstande om centralisering i jorden
Pengene i nærhedsfonden skal gå til at løfte den del af sundhedsvæsenet, som er tættest på borgerne. For eksempel skal de gå til uddannelse af flere praktiserende læger, flere akutberedskaber, mere sundhedspersonale, nye sundhedshuse og fri adgang til fysioterapi.

Kan blå blok så nu for alvor mane påstandene om, at det er en centraliseringsøvelse, i jorden?

”Det bliver svært, selv om regionspolitikerne heller ikke fylder så meget i danskernes bevidsthed. De 2,5 milliarder ekstra kroner er et væsentligt løft af nærhedsfonden, og man har ændret en smule i sammensætningen af, hvem der skal sidde og styre de 21 nye sundhedsfælleskaber og de fem sundhedsforvaltninger. Der kommer nu lidt flere borgmestre ind og dermed lokale kræfter. Men de nye patient- og pårørenderåd får ikke direkte magt over beslutningerne, og det vil de røde partier kunne kritisere,” siger Ole Toft. 

Han peger på, at professor i sundhedsøkonomi og -politik ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen har sagt til Berlingske, at patientrådene ”ligner lidt et figenblad”.

"Selvfølgelig er det bedre at have et sådant organ end overhovedet ikke at have politikere involveret. Men når man indfører dette, kan man måske også spørge, hvorfor man så ikke bare beholder regionsrådene," siger professoren til avisen.

Væk fra patienternes bermudatrekant
Hvad er ellers indholdet i reformen?

”Reformen er omfattende, når man tæller antallet af initiativer. Man kan dele de endelige tiltag op i tre typer: 1. Ændringer i strukturen – altså måden, man styrer sundhedsvæsenet på. 2. Tiltag, der skal løse kendte problemer som lægemangel. 3. Løfter om nye konkrete sundhedstilbud, for eksempel ventetidsgarantier for endnu flere patientgrupper og ret til to dages sygehusophold til alle førstegangsfødende,” forklarer Ole Toft.

Hvad er det for problemer, reformen skal løse?

”Man bliver helt forpustet, når man skal remse op, hvad den skal sikre.”

”Der er især fokus på bedre sammenhæng på patienternes vej rundt i det, man kalder de syges bermudatrekant: praktiserende læge, kommunernes sundhedstilbud og sygehusene.”

”Der er mere nærhed: Flere patienter skal behandles uden for sygehusene, både for at spare penge og for at lægge flere sundhedstilbud geografisk tættere på patienterne.”

”Og så skal kvaliteten af selve behandlingen blive bedre og mere ensartet. Det skal blandt andet ske med nedlæggelsen af regionsrådene og mere statslig styring. Det skal mindske de geografiske forskelle i kræftbehandlingen og ventetiderne på at blive undersøgt for en sygdom,” forklarer Ole Toft.