Hvornår er en borger enlig?

Af Hans Søie
Kommunaldirektør, Holbæk 

Virkeligheden i kommunerne er, at vi mødes af stigende krav om minusvækst, at vi må spare på skoler og plejehjem, og at vores medarbejdere konstant skal arbejde endnu mere effektivt. Samtidig udbetaler det offentlige hvert år milliarder af skattekroner til sociale bedragere. Det hænger ikke sammen.

Et velfærdssamfund bygger på, at dem med de bredeste skuldre tager hånd om de svageste, og at sociale ydelser udbetales til de borgere, der er berettigede til at få dem. I det lys er socialt bedrageri underminerende for velfærdssamfundet.

I den senere tid er socialt bedrageri kommet i søgelyset i en bredere offentlighed, men i kommunerne er problemstillingen velkendt. Vi har gennem mange år arbejdet målrettet på at komme snyderiet til livs og har blandt andet oprettet kontrolgrupper, der skal finde snyderne. Og vi har været dygtige til arbejdet.

Vi forventer, at ankenævnene indfører en praksis, der understøtter det landspolitiske ønske om at sætte en stopper for socialt bedrageri. Det må være et rimeligt krav både fra skatteyderne, fra vores medarbejdere, der gentagne gange oplever at blive underkendt af ankenævnene, og fra de borgere, der kommer i klemme mellem forskellige praksisser.

Hans Søie
Kommunaldirektør, Holbæk

Ingen tjekliste for enlighed
Kontrolindsatsen er koncentreret om "dobbelt forsørgelse" og "enlig-sager". På det seneste har kommunerne desværre oplevet at blive underkendt i en række enlig-sager. Overordnet er vi udfordret af, at der ikke findes en definition af, hvad det vil sige at være reelt enlig. Der findes ikke en tjekliste, der kan give et nagelfast svar: Enlig eller ikke-enlig. Når kontrolgruppen skal sandsynliggøre, at en borger ikke er reelt enlig, sker det ud fra en konkret, individuel vurdering, hvor en række forhold lægges til grund:

• Hvordan er de involverede personers indbyrdes forhold? Er der fx fælles folkeregisteradresse, bolig, økonomi, bankkonto, husholdning og fælles biologiske børn?
• Hvordan er boligforholdene hos den person, som menes reelt at leve sammen med modtageren af ydelserne?
• Hvordan er de involverede personers egen forklaring om deres forhold?
• Er der tale om tidligere ægtefæller eller samlevende par, der fortsat har hyppig kontakt og måske har fået børn sammen, efter at samlivet angiveligt skulle være ophørt?

Praksis vs. praksis
Lige netop opgaven med at sandsynliggøre, at en borger ikke er reelt enlig, har været mere end vanskelig, efter at Ombudsmanden udgav en redegørelse i april 2012. Siden da har ankenævnenes og Ankestyrelsens afgørelser nemlig afspejlet en ændret praksis, selvom lovgivning og praksis på området fortsat er uændret.

Det betyder reelt, at kommunerne i 1. instans træffer afgørelse i henhold til én praksis (den gældende), mens nævnene i 2. instans træffer afgørelse i henhold til en anden praksis. Det resulterer i et stort antal af omgjorte og hjemviste sager i mange kommuner. Vores virkelighed er altså, at vi af nævnene bliver mødt med øgede og ændrede krav til sandsynliggørelse, og at vi dermed har sværere og sværere ved at løfte opgaven vedrørende enligsagerne.

Landspolitisk fokus
Området har et berettiget landspolitisk fokus. Den forrige regering nedsatte som en del af Finanslovsaftalen for 2010 et tværministerielt udvalg, som skulle se på, hvordan indsatsen mod socialt bedrageri kunne styrkes. Statsminister Helle Thorning-Schmidt pointerede indsatsen i sin første nytårstale, og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har ligesom socialminister Karen Hækkerup bebudet en øget indsats mod socialt bedrageri.

Senest har medierne kastet sig over socialt bedrageri og ikke mindst DR's "Aktion sociale bedragere" har været løftestang for dagsordenen i den bredere offentlighed.

Sammenhæng, tak!
I kommunerne afventer vi, at det øgede fokus omsættes i en klar sammenhæng mellem de landspolitiske budskaber på den ene side - og på den anden side de krav om sandsynliggørelse af socialt bedrageri, som kommunerne skal leve op til.

Vi forventer, at ankenævnene indfører en praksis, der understøtter det landspolitiske ønske om at sætte en stopper for socialt bedrageri. Det må være et rimeligt krav både fra skatteyderne, fra vores medarbejdere, der gentagne gange oplever at blive underkendt af ankenævnene, og fra de borgere, der kommer i klemme mellem forskellige praksisser.