I januar var den politiske opbakning væk: Nu sælger Ørsted alligevel Radius

FRASALG: Energiselskabet Ørsted har indgået aftale med SEAS-NVE om at sælge Radius for 21 milliarder kroner. Ørsteds frasalg blev ellers indstillet, efter Socialdemokratiet gik imod et salg i januar. Enhedslisten kalder frasalget en sejr.

Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Ørsted har solgt sin eldistributionsforretning, Radius, til den andelsejede energi- og fibernetkoncern SEAS-NVE.

Fakta
Ørsted sælger

Det tidligere Dong, nu Ørsted, har tre dele af virksomheden til salg: den danske eldistributionsforretning, privatkundeforretningen for el og gas samt udendørsbelysningsforretningen. 
  • Eldistributionsforretningen – i datterselskabet Radius – har cirka en million elnetkunder i københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland. Kunderne forsynes via et elnet på cirka 19.000 km.
  • Privatkundeforretningen sælger el til cirka 733.000 elkunder og gas til cirka 91.000 gaskunder samt gasfyrsservice til cirka 40.000 kunder.
  • Udendørsbelysningen driver og vedligeholder cirka 160.000 gadelamper i 15 sjællandske kommuner.  
  • De tre områder udgjorde i 2017 5,6 pct. (1,3 mia. kr.) af Ørsteds driftsindtjening (EBITDA) og 9,6 pct.(6,7 mia. kr.) af den investerede kapital.

Kilde: Ørsted

Det oplyser Ørsted i en meddelelse til fondsbørsen onsdag.

Ørsted sælger i samme handel også sin privatkunde- og udendørsbeslysningsforretning til SEAS-NVE, og tilsammen løber det op i 21,3 milliarder kroner.

Aftalen er blevet indgået på baggrund af et uopfordret, ikkebindende tilbud, som Ørsted modtog fra SEAS-NVE i anden halvdel af juni 2019, oplyser Ørsted.

Med Ørsteds globale ekspansion inden for vedvarende energi er vi ikke længere den rette ejer af Radius og den danske privatkunde- og udendørsbelysningsforretning.

Henrik Poulsen
Ørsteds koncernchef

Blev bremset i januar
Ørsteds bestyrelse besluttede allerede i juni 2018, at denne del af virksomheden skulle sælges fra. Salgsprocessen blev dog indstillet i januar 2019, da der ikke var den fornødne politiske opbakning til at sælge fra, efter SF og Socialdemokratiet trak deres støtte.

De skete blandt andet med henvisning til, at Radius ikke måtte ende hos en udenlandsk kapitalfond.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, forklarede det dengang med, at elnettet er ”kritisk infrastruktur, der skal bevares under demokratisk kontrol”.

Både SF og Socialdemokratiet var dog åbne for, at Radius kunne være ejet af forbrugerne eller en konstruktion, hvor staten ejer mindst 50 procent.

I januar mødte SF og Socialdemokratiets beslutning skarpe kommentarer fra daværende finansminister Kristian Jensen (V).

”Ørsted er i gang med en grøn omstilling og har brug for kapital. Om det er Ørsted, der ejer Radius, eller andre, er lige meget, for forholdene for forbrugerne er reguleret,” sagde Kristian Jensen til Ritzau.

Ikke længere den rette ejer
Ørsteds koncernchef, Henrik Poulsen, er glad for aftalen med SEAS-NVE.

”Med Ørsteds globale ekspansion inden for vedvarende energi er vi ikke længere den rette ejer af Radius og den danske privatkunde- og udendørsbelysningsforretning,” siger Henrik Poulsen i en pressemeddelelse, hvor han fortsætter:

”Aftalen er attraktiv for Ørsteds aktionærer og sikrer et godt fremtidigt hjem for kunderne og vores dygtige medarbejdere. Provenuet, vi får fra salget, vil vi bruge til at fortsætte vores globale investeringer i grøn energi."

Glæde hos Enhedslisten
Også hos SVE-NVE er der tilfredshed med udsigten til at overtage Radius og omkring 750 nye medarbejdere.

”Det er svært at styre begejstringen en dag som i dag. Med købet har vi skabt et historisk stærkt udgangspunkt for SEAS-NVE. Vi bliver ikke blot større, men vigtigst af alt stærkere. Det kræver volumen og skala at drive og udvikle kritisk infrastruktur som elnettet samt at udvikle store kundeporteføljer og nye smarte, teknologiske løsninger. Købet sikrer fortsat faldende tariffer, samtidig med at vi får en stærkere muskel til at drive energisystemet i en grønnere retning,” siger administrerende direktør for SEAS-NVE Jesper Hjulmand i en pressemeddelelse.

Også hos Enhedslisten er der glæde over Ørsteds frasalg.

”Det er rigtig godt, at elnettet, som forsyner en million hjem i københavnsområdet og omegn, forbliver demokratisk ejet. Enhedslisten har kæmpet hårdt for, at det ikke skulle ende hos en kapitalfond, og det var netop på grund af Enhedslistens forslag, at Folketinget slog fast, at kritisk infrastruktur skal blive på fællesskabets hænder. Så i dag er vi rigtig glade,” siger Enhedslistens finansordfører, Rune Lund, i en pressemeddelelse.

Handlen er betinget af konkurrencemyndighedernes og Energistyrelsens godkendelse. Handlen forventes af Ørsted at være afsluttet i første halvår 2020.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rune Lund

Fhv. MF (EL)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00