Kommentar af 
Søren Søndergaard

I 'Klovn' orker Casper ikke "almindelige" danskere – har vores medier og politikere det også sådan?

Det bliver sværere og sværere for hr. og fru Danmark at se sig selv i både nyheder og politiske udspil, selvom medier og politikere har travlt med at kloge sig på den "almindelige" danskers meninger og behov, skriver Søren Søndergaard.

Christiansborgpolitikerne bør tale om, hvad de politisk vil gøre for den brede befolkning, der passer deres og gør, hvad de skal, uden hverken at betale topskat eller have råd til aktier, skriver Søren Søndergaard.
Christiansborgpolitikerne bør tale om, hvad de politisk vil gøre for den brede befolkning, der passer deres og gør, hvad de skal, uden hverken at betale topskat eller have råd til aktier, skriver Søren Søndergaard.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Søren Søndergaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Familien Danmark. Hr. og fru Danmark. Hr. og fru Fladskærm.

En kær familie har mange navne, og det må man sige, at den danske familie også har fået igennem årene, når de presses ind i de politiske kommentatorers og analytikeres beskrivelse af dette og hint i dansk politik, og der skal laves et passende billede på, hvad "den almindelige dansker" måske eller måske ikke måtte mene.

Det spøjse er, at der i al almindelighed er forbavsende lidt politisk fokus på netop den såkaldt almindelige danske familie. Det er dem, der står op hver dag og tager på arbejde. Klipper deres hæk, passer deres trappeopgang til repos, kører på storskrald og i det hele taget får tingene til at glide.

Mange af dem betaler blodigt i skatter og afgifter, ikke mindst for tiden, fordi familien har behov for to biler og ikke lige bor i fornuftig afstand til kollektiv transport. De fleste ved vist godt, at udgiften til en tankfuld benzin eller diesel er eksploderet.

Som Casper Christensen siger i et ældre afsnit af evighedsserien 'Klovn': "Almindelige mennesker? Nej, vi gider altså ikke have almindelige mennesker med"

Søren Søndergaard
Tidligere pressechef, Dansk Folkeparti

De gode, arbejdsomme familier er blandt de 400.000 danskere med gasfyr. Det gasfyr, der engang var hot og indtil for nylig blev lovprist, men som nu er en kvælende møllesten om halsen på familieøkonomien.

Familierne har til gengæld statsminister Mette Frederiksens (S) ord for, at regeringen desværre ikke kan hjælpe dem, og de har forundret set til, når skiftende politikere fra flere partier har forklaret, at "det godt nok nu bliver lidt teknisk (politikernes nye, friske vending, når der er noget fætterforklarmigrøv, der skal bortforklares), men altså fjernelse af afgifterne vil bare hjælpe Putin".

Så med andre ord er beskeden klar: Betal, og se glade ud. Også selvom den almindelige børnefamilie bliver lænset for noget, der ligner 30.000 til 40.000 kroner ekstra alene i år.

Familien må lige klare det hele selv. #Samfundssind. Det blev moderne under coronakrisen, så vi kan lige tage en tur til med det der samfundssind her under krigs-, energi- og forsyningskriserne, der forunderligt nok er ramlet sammen og blander sig med den endnu ikke overståede sundhedskrise, som vi også nok skal høre mere til, så snart bladende på træerne begynder at bliver brune.

Det er altid noget, at der foreløbigt er historisk høj beskæftigelse. For udgifterne for den almindelige familie stormer i vejret på alt fra mælk og smør til benzin og gas. For ikke at nævne, at renterne også stiger i et interessant tempo, så lånene bliver dyrere. Det der popmusik med, at "det skal ikke være dyrere at være dansker," er afskaffet.

Det er stjernemeget dyrere at være dansker. Det er sket på rekordtid. Og det er mere end vanskeligt at spotte det parti, der vil gøre noget reelt og mærkbart effektivt ved det på vegne af hr. og fru Hårdt Arbejde.

Læs også

Og mens hverdagen bliver lidt mere trang – for en del mennesker en hel del mere trang, end de reelt kan magte – kan den hårdtarbejdende og nu også økonomisk hårdtprøvede familie følge med i nogle medier, der kører sommerserier om den ene efter den anden, der "er stået af ræset" og nu ikke mere gider timetælleri, tidlige mødetider eller arbejdssedler, hvor opgaverne hober sig hurtigere op, end timetallet på en uge kan gabe over. En virkelighed, rigtig mange i det arbejdende Danmark dagligt står over for.

Det er selvfølgelig nok også både sjovere og lettere for en redaktion at finde alle disse spændende mennesker, der skifter deres jobtrummerum ud med mere frihed og luft under vingerne. Det er også lettere at beskrive end almindelighed. For er dagens dont og den daglige trummerum for en almindelig familie i grunden en journalistisk indsats værd?

Som Casper Christensen siger i et ældre afsnit af evighedsserien 'Klovn': "Almindelige mennesker? Nej, vi gider altså ikke have almindelige mennesker med". Det er jo skidesjovt og spot on i situationen. Men det er ikke underligt, at familien i stort omfang dropper traditionelle medier. Eller i det mindste i større grad tror mindre på dem.

Det er ikke sådan, at de her mennesker hver aften sidder og er sure og forurettede. Det er de næppe. Men forståelsen er nok beskeden

Søren Søndergaard
Tidligere pressechef, Dansk Folkeparti

For hvad har det egentlig med de almindelige skaffedyr at gøre – dem, der går på arbejde hver dag, klipper deres hæk, betaler deres regninger, passer forældremøder, foreningsmøder, idræt og deres bedsteforældre – at nogle står af ræset, realiserer sig selv, pensionerer sig som 50-årige og den slags?

Ikke en dyt. Fred være med dem, og de er da gode historier, men den almindelige familie spejler sig ikke i det. Og man skal ikke undervurdere den effekt, som det har at mene sig overset, overhørt eller kørt over.

Det er ikke sådan, at de her mennesker hver aften sidder og er sure og forurettede. Det er de næppe. Men forståelsen er nok beskeden for, at politikerne nu igen mener, at det er en løsning på den galopperende vækst i danskernes samlede gæld til det offentlige – der er fordoblet på få år og i juli passerede svimlende 145 milliarder kroner – bare at sløjfe den.

Det er skattegæld, ubetalte togbilletter, børnepenge og hustrubidrag og den slags, der ikke er betalt, og hvor det offentlige – det vil sige alle os andre – har lagt ud.

Den samspilsramte, hårdtarbejdende og hårdtprøvede familie, der nu også er lidt undrende, betaler nemlig selv sine fart- og parkeringsbøder. Måske under stille protest, men betalt bliver de. Eventuel skatterestance afregnes – måske over nogle måneder. Men den betales.

Nu kan de så se til, mens man på Borgen udfolder alskens argumenter for at sløjfe gælden, som "alligevel ikke kan kradses ind", som en radikal politiker formulerede det. Hvad konsekvenserne skal være for dem, der slipper for at betale, har ikke været foldet ud i debatten endnu. Det får næppe nogen konsekvens, og dét har familien regnet ud.

Det politiske landkort står over for et skred i de tektoniske vælgerplader, og jeg tror, at det vil være vakst, hvis nogle partier begyndte at tage hr. og fru Hårdt Arbejde mere alvorligt

Søren Søndergaard
Tidligere pressechef, Dansk Folkeparti

Familien, der nok er ved at være lettere træt, økonomisk banket og ret forundret, kunne i den samme augustuge på forsiden af Børsen og Berlingske læse to artikler med hver deres bimlende alarmklokker.

Den ene forside kunne berette om voldsomme problemer med at finde de godt 57 milliarder, som Folketinget aftalte med regeringen i forsommeren – altså for kun få måneder siden – der skal bruges til grøn omstilling, fordi finansieringen via pensionsmidler ganske enkelt næppe kan tilvejebringes. Hvor skal pengene så komme fra?

På den anden kunne man læse KL-formand Martin Dam (V) advare med gult om, at velfærdsstaten er ved at kollapse. Det skyldes, at der ganske enkelt er for få, der bidrager, og for mange Christiansborg-ambitioner om, hvem der skal modtage så og så meget.

Det sker, uden at det samme Christiansborg kerer sig meget om reformer, der kan skaffe de ekstra penge, men tværtimod i lyntempo laver aftaler, der koster milliarder og atter milliarder.

Det politiske landkort står over for et skred i de tektoniske vælgerplader ved det kommende folketingsvalg. Og jeg tror, at det vil være vakst, hvis nogle partier begyndte at tage hr. og fru Hårdt Arbejde mere alvorligt.

Tale om, hvad man politisk vil gøre for dem, den brede befolkning, der passer deres og gør, hvad de skal, uden hverken nødvendigvis at betale topskat eller have råd til aktier eller sommerhuse. At have fokus på mere, end hvordan man giver gratis tandpleje til unge, velfungerende voksne.

De vakse partier vil i stedet bruge energien på at betrygge hr. og fru Hårdt Arbejde i, at der faktisk findes og kan formuleres en vision for, hvordan fremtidens Danmark ser ud.

Ikke bare frem til næste valgdag, men langt ind i børnebørnenes voksenliv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Søndergaard

Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti
journalist (DJH 1987)

0:000:00