Iben Thranholm om Stram Kurs: Det handler ikke om islam. Det handler om vores eget åndelige vakuum

INTERVIEW: Stram Kurs ønsker ikke at forbyde islam eller lægge vægt på folks etniske ophav, selvom det fremgår af partiets hjemmeside. Det siger Iben Thranholm, der har meldt sit kandidatur for at italesætte det "åndelige vakuum, som suger islamismen ind".

Stram Kurs' nyeste kandidat, Iben Thranholm, (Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix).
Stram Kurs' nyeste kandidat, Iben Thranholm, (Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix).
Anders Redder

For en uge siden var Stram Kurs' nyeste spidskandidat – journalist og teolog Iben Thranholm – ikke på talefod med Rasmus Paludan.

Tværtimod sablede den kendte kristne højrefløjsdebattør sin nye partileder ned i et blogindlæg på udfordringen.dk.

Paludans projekt var et udtryk for ”ekstrem tomhed”.

Stram Kurs var også ”en tynd floskel om mest mulig lykke til flest mulige etniske danskere”, lød det fra Iben Thranholm i indlægget.

Jeg har ikke hørt Rasmus Paluden sige, at hvis man ikke er født af danske forældre, så kan man ikke få lov at bo her. Jeg ved ikke, hvor du vil hen med det spørgsmål.

Iben Thranholm, teolog, debattør og Stram Kurs-kandidat

Få timer senere havde hun Rasmus Paludan i røret.

”Han ringede til mig straks efter udgivelsen og fortalte, at han opfatter sig selv som en god kulturkristen. Jeg gentog, hvad jeg havde skrevet. Rasmus Paludan gav mig ret og tilbød mig at komme ind og fylde den tomhed ud, som jeg beskrev,” siger Iben Thranholm.

Efter lidt betænkningstid kom svaret.

Iben Thranholm sagde ja, meldte sig ind i partiet og blev fredag formiddag præsenteret som det nyeste skud på stammen i Stram Kurs’ kandidatkatalog.

Handler ikke om islamkritik
Iben Thranholm er ud over Rasmus Paludan det hidtil mest prominente navn i det højreradikale partis kandidatkatalog.

Trods partiets åbenlyse fokus på islamkritik afviser Iben Thranholm, at hun vil være ”en del af koret af islamkritikere, som siger alt muligt negativt om den religion”.

I stedet har hun meldt sit kandidatur for at tilføre en søjle til Stram Kurs' politik, der handler om kristendommen og de danske værdier.

”Jeg har længe kritiseret højrefløjen for en retorik, hvor de kun kan identificere, hvad de ikke kan lide. Den blinde plet i islamdebatten er det underskud af værdier, vi har i Danmark. Vi har et åndeligt vakuum, som suger islamismen ind og gør, at islam er en hurtigst voksende religion,” siger Iben Thranholm.

”Vi kan lave nok så mange stramninger, asylstop og hjemsendelser. Det løser ikke problemet, hvis ikke vi italesætter det åndelige vakuum og besinder os på vores egne værdier. Derfor stiller jeg op.”

Er Rasmus Paludan enig med dig i, at stramninger og hjemsendelser er ligegyldige, hvis ikke det følges op med værdikamp?

”Rasmus Paludan har givet mig ret i, at islamisme, parallelsamfund og kriminalitet har noget at gøre med vores eget værditab. Han tilbød mig at komme ind og fylde den værdimæssige tomhed ud. Det er det, jeg er til for i partiet,” siger hun.

Afviser partiets etniske dimensioner
Iben Thranholm meldte sig først ind i Stram Kurs i morges.

Hun kender efter eget udsagn til de andre kandidater og partiets politik, men har ellers ”overhovedet ikke” haft noget med Stram Kurs at gøre før.

Ifølge partiets hjemmeside bekender Stram Kurs sig til "etnonationalistisk utilitarisme". Det betones også, at den "etnonationale homogenitet" i Danmark skal genoprettes.

Det lyder ikke kun som en værdikamp – men også som en kamp om etnicitet. Er du enig?

”Jeg mener, at man bliver nødt til at have nogle bestemte værdier, hvis et folk skal fungere harmonisk. Det multikulturelle projekt, som venstrefløjen har forsøgt at sætte i søen i årtier, er mislykkedes.”

Jeg spørger dig ikke om værdier, men om den etniske homogenitet, som I omtaler på jeres hjemmeside. Vil du have en etnisk homogen befolkning?

”Nej, ikke nødvendigvis.”

Det står ellers på jeres hjemmeside, at det er en del af jeres politik?

”Stram Kurs handler ikke om, hvilken hudfarve man har. Det handler om, hvilke værdier man har. Man kan sagtens bo i Danmark og have en anden hudfarve og religion. Hvis bare man er med på, at der er nogle ufravigelige værdier i Danmark. Eksempelvis, at Koranens anvisninger ikke står over grundloven.”

Så jeres politik handler ikke om etnicitet, men om sindelag?

”Ja. Det handler dybest set om, hvilke værdier vi har. Det er det, der skaber et folk.”

Og du er sikker på, at Rasmus Paludan er enig med dig i det?

”Ja, det er jeg ret sikker på. Det er lige meget, om folk er fra Filippinerne, Ghana eller Sydamerika. Det vigtige er, at vi deler noget grundlæggende fælles, så vi kan bygge en kultur sammen,” siger Iben Thranholm.

Grunden til, at jeg spørger, er, at der på jeres hjemmeside er en betoning af det etnisk danske. Hvordan forstår du den betoning?

"Jeg har sagt, hvordan jeg fortolker det. Jeg har ikke hørt Rasmus Paludan sige, at hvis man ikke er født af danske forældre, så kan man ikke få lov at bo her. Jeg ved ikke, hvor du vil hen med det spørgsmål,” siger Iben Thranholm. 

Vil respektere grundloven
Den kendte debattør giver på førstedagen for sit kandidatur også sin egen fortolkning af det islamforbud, som Stram Kurs ifølge hjemmesiden går ind for.

Ifølge den nye kandidat er linjen ”islam skal være forbudt i Danmark”, som fremgår af partiets hjemmeside, til fortolkning.

”Islams udtryk skal forbydes. Men vi kan ikke gå ind og finde ud af, hvad der foregår i folks hoved. Vi har allerede et burkaforbud, og vores politik er egentlig bare en forlængelse af det,” siger Iben Thranholm.

Hun nævner foruden burkaforbuddet også aftalen om hadprædikanter, som regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vedtog i 2016.

Det er den slags, Stram Kurs ifølge Iben Thranholm vil have mere af.

”Vi ser allerede mange af de her ting. Så vores politik er ikke noget helt nyt.”

Det er vel på alle måder helt nyt, at flere hundrede tusinde danskere med anden etnisk baggrund skal sendes hjem, hvis de bekender sig til islam?

”Det kommer jo an på, hvordan de fortolker islam. Det er ikke sådan, at fordi du er muslim, så bliver du smidt ud. Det handler om, at man overholder grundloven og har vilje til at integrere sig.”

Jeres islamforbud bliver af juridiske eksperter set som grundlovsstridigt. Overholder I selv grundloven?

”Ja. Og selvfølgelig vil vi respektere det, hvis vores politik bliver kendt grundlovsstridig. Det ville da være fuldkommen sindssygt at have et parti, der går imod grundloven. Det har ingen gang på jorden,” slutter hun.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Iben Thranholm

Debattør, forfatter, fhv. informationschef, Den katolske Kirke i Danmark, fhv. folketingskandidat (Stram Kurs)
cand.theol. (Københavns Uni. 1999)

0:000:00