Debat

Idrætsforbund: OL er meget mere end sport – det er fredslege

DEBAT: Trods dopingskandaler skal vi huske os selv på, at sporten er en anledning til at sætte fokus på fred, dialog og samarbejde mellem kulturer og lande, skriver Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund.

Sporten kan forene os i en tid, hvor den globale samtale ofte kan falde på konflikter, mure og besynderlige tweets, skriver Niels Nygaard.
Sporten kan forene os i en tid, hvor den globale samtale ofte kan falde på konflikter, mure og besynderlige tweets, skriver Niels Nygaard.Foto: /ritzau/Cornelius Poppe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niels Nygaard
Formand for Danmarks Idrætsforbund

Fredag går en af verdens største begivenheder i gang, når de olympiske lege starter i Sydkorea.

17 danske atleter vil konkurrere blandt de i alt 3.000 atleter fra 90 nationer. Danmark stiller med den næststørste vinter-OL-trup nogensinde.

Det er dog kun lykkedes én gang før at vinde en medalje ved et vinter-OL. Det skete i 1998 i Japan, hvor curlingkvinderne med skipper Helena Blach Lavrsen tog en sølvmedalje hjem.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Selvom vintersportsgrenene ikke er vores stærkeste discipliner, kan vi alligevel godt glæde os til konkurrencerne, hvor vi stiller op i curling, freestyle (halfpipe ski), langrend, alpint skiløb og speedskating. Målsætningen er, at curlingherrerne slutter i topseks og fanebærer og speedskater Elena Møller Rigas også slutter i topseks.

Statsorganiseret dopingbrug eller individuel snyd?
Desværre er det heller ikke ved dette OL kun sporten, der er i centrum, når Sydkorea åbner dørene for hele verden.

Vi får fælles globale oplevelser og samtaleemner hjemme i stuerne, på Facebook og på skisportsstederne. Det vil minde os om, at sporten er noget af det, som kan forene os i en tid, hvor den globale samtale ofte kan falde på konflikter, mure og besynderlige tweets.

Niels Nygaard
Danmarks Idrætsforbund

Igen har det russiske dopingprogram været et samtaleemne op til legene, ligesom op til Rio-legene. Denne gang på grund af afgørelsen fra den internationale sportsdomstol, CAS, der har givet medhold til 28 af de 39 russiske atleter, som har appelleret de livstidskarantæner, de blev idømt af IOC for dopingmisbrug i forbindelse med vinter-OL i Sochi.

Det er vigtigt at understrege, at CAS ikke har taget stilling til, om der har været et statsdopingprogram i Rusland. Det er nemlig godt dokumenteret i de to McLaren-rapporter (rapport om doping i russisk idræt udarbejdet af den canadiske advokat Richard McLaren og offentliggjort i 2016, red.).

Men CAS har vurderet, at der ikke har været beviser nok mod de 28 atleter i de enkelte sager. Afgørelsen viser, hvor svært det er at gå fra at bevise kollektiv statssnyd til individuel snyd. Og i dette tilfælde har det ikke været muligt at løfte bevisbyrden i alle sagerne.

Derfor viser afgørelsen også, at det nok havde været den bedste beslutning at suspendere den russiske olympiske komite inden Rio-legene, som vi i Danmarks Idrætsforbund allerede dengang var fortalere for. Der er ingen tvivl om, at der har været et orkestreret russisk dopingprogram.

Der må ikke være tvivl om den røde linje
Dopingens klamme spøgelse skal bekæmpes med alle midler.

Vi skal aldrig acceptere, at nogen kan snyde sig til succes, ovenikøbet med stærke helbredsmæssige konsekvenser for de unge atleter. Fair play og rene atleter er grundlæggende værdier, som de olympiske lege bygger på. Atleterne er vigtige rollemodeller for ungdommen, for sporten og for landet. Det har vi en forpligtelse til at understøtte som idrætsorganisationer og gøre opmærksom på, når tingene kommer ud af kurs.

Vore samfund skal bygge på gode og ordentlige værdier, og atleterne må aldrig komme i tvivl om, hvor den røde linje går. Derfor skal snyd, doping og misbrug af enhver art bekæmpes. Og den kamp fortsætter vi.

Mere end sport
Pyeongchang-legene vil dog heldigvis gå over i historiebøgerne for noget andet også – den begyndende dialog mellem Sydkorea og Nordkorea.

OL er nemlig mere end sport. Det er også et fredeligt møde mellem kulturer og lande. Det er blevet understreget gentagne gange af et tæt samarbejde mellem IOC og FN med en global våbenhvile lige op til legene, hvor alle medlemslande opfordres til at lægge konflikter til side og bruge sporten som en anledning til at sætte fokus på fred, dialog og samarbejde.

Det stammer helt tilbage til det antikke Grækenland i det niende århundrede f.Kr. med tre kongers underskrifter til at lade atleter, familier og pilgrimme rejse til de olympiske lege og efterfølgende kunne returnere sikkert.

Denne antikke våbenhvile har IOC og FN taget op i nyere tid og genbekræftet. Derfor så man også flygtninge deltage under det olympiske flag ved sommerlegene i 2016. Og forud for vinterlegene i Pyeongchang har IOC været særdeles aktiv i at gøre det muligt for Nordkorea at stille op, selvom vi var langt forbi deadline for tilmelding.

Derfor er legene, vi står over for, også blevet døbt Fredslegene. For hvem havde troet for bare få måneder siden, at Sydkorea og Nordkorea ville marchere ind på stadion sammen og stille op med et fælles hold i ishockey for kvinder?

Fra fredag og tre uger frem vil sportsudøvere konkurrere om de eftertragtede OL-medaljer.

Vi får fælles globale oplevelser og samtaleemner hjemme i stuerne, på Facebook og på skisportsstederne. Det vil minde os om, at sporten er noget af det, som kan forene os i en tid, hvor den globale samtale ofte kan falde på konflikter, mure og besynderlige tweets.

Jeg håber, at rigtig mange vil følge med og heppe på de danske atleter, som lige nu er ved at indfinde sig i OL-byen sammen med resten af verdens atleter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Nygaard

Formand, DIF & Team Danmark Kommerciel, bestyrelsesmedlem, musikspillestedet Train, Club La Santa, Krogagerfonden fhv. formand for Dansk Idrætsforbund (DIF)
student (Skive Gymnasium 1972)

0:000:00