IMR: Behov for stabile løsninger på flygtningesituation

Niklas Kabel Pedersen
Programleder for MENA, Institut for Menneskerettigheder

I en tid hvor Danmark og Europa står overfor vor generations største udfordring i forhold til flygtninge og migration, må vi tage et skridt tilbage og spørge os selv, hvorfor folk flygter, og hvad de flygter fra. Dernæst må fokus være på, hvordan vi bedst kan imødekomme denne udfordring.

En grundforudsætning for Danmarks engagement i Mellemøsten og Nordafrika bør være, at den mest effektive måde at tackle situationer, som den nuværende flugt og migrationskrise på, er ved at understøtte etableringen af samfund, der tillader befolkninger at leve i fred og med positive fremtidsperspektiver. Med andre ord må vi fokusere på de dybere årsager til de nuværende udfordringer og ikke kun symptomerne.   

Udviklingspolitik
Der er to væsentlige forudsætninger for at engagere sig udviklingspolitisk: For det første skal man have en klar forestilling om, hvilken forandring man vil opnå med sine aktiviteter. For det andet må man have gjort sig tanker om, hvilke forudsætninger, der er nødvendige for at opnå denne forandring. Med sit dialog- og reformfokus har Det Arabiske Initiativ (DAI) haft pejlemærker i Mellemøsten og Nordafrika og sigtet på at understøtte en demokratisk udvikling i regionen. Efter 12 år med DAI giver det dog god mening gennem den nuværende debat at gentænke de rationaler, der lægges til grund for et fortsat dansk engagement i en volatil region.   

Gennem Danmarks etablerede partnerskaber i regionen har et fremtidigt Arabisk Initiativ en vigtig rolle at spille i understøttelsen af disse langsigtede reformprocesser med borgerne og mennesket i fokus. Det vil være både i Danmarks og regionens interesser.

Niklas Kabel Pedersen
Programleder for MENA, Det Arabiske Initiativ

Først og fremmest er det nødvendigt at overveje, hvad vi overhovedet mener med regionen Mellemøsten og Nordafrika – det såkaldte ”MENA”. Hvilke rationaler ligger til grund for en regional strategi og hvilke lande skal i så fald være med? Skaber vi merværdi ved at tænke de forskellige lande som en samlet region? Jeg mener, der er gode grunde til at fokusere regionalt, men efter 12 år bør vi klart identificere fællesnævnere baseret på kulturel sammenhæng (sprog, religion og historie), politisk gensidig afhængighed og fælles sikkerhedsudfordringer.

Det vil styrke rationalerne for vores engagement. En sammentænkt regional dansk indsats vil have større effekt, da vi kan tilskynde partnere til at udveksle erfaringer og opbygge regional synergi ved skabelsen af foregangslande – Tunesien er allerede på vej til at blive et sådant foregangsland.      

Understøt samfundsinstitutioner
Det internationale samfund fokuserer lige nu på at håndtere den aktuelle massemigration til Europa. Et mål bør her være at understøtte stabilitet i Mellemøsten og Nordafrika. Det er dog vigtigt at forstå, at fysisk sikkerhed ikke alene skaber stabilitet. Befolkningers tillid til deres stater og brug af fredelige midler til meningstilkendegivelse afhænger af, hvorvidt de føler sig beskyttet mod arbitrære og undertrykkende beslutninger og handlinger.

Muligheden for at udøve indflydelse på den politiske beslutningsproces er også et vigtigt element. Det er sund fornuft, men også klart reflekteret i FN's netop vedtagne “Sustainable Development Goals” (SDGs). Især SDG 16 fokuserer på vigtigheden af effektive og inkluderende samfundsinstitutioner – eksempelvis folkevalgte forsamlinger, selvstændige domstole og troværdige politistyrker. Danmark var med til at vedtage målene – derfor bør vi også arbejde seriøst for, at de bliver opnået.

Siden 2011, har landene i Mellemøsten og Nordafrika udviklet sig forskelligt. Det har vist os, hvor kompleks overgangen fra revolution til reel reform er. Staternes og befolkningernes udfordring har været at etablere og udvikle nationale institutioner, der kan understøtte politiske reformer og social stabilitet.

Institut for Menneskerettigheder har i de seneste år arbejdet i Mellemøsten og Nordafrika med støtte fra Det Arabiske Initiativ – især i Egypten, Libyen, Tunesien og Yemen. Formålet har netop været at støtte udviklingen af institutioner, der har fokus på at beskytte borgernes rettigheder og behov og hverken er korrupte eller diskriminerer. Sådanne institutioner vil kunne understøtte udvikling af sociale og politiske vilkår, der giver befolkninger en vis tryghed og stabilitet samt på sigt leverer reform. Det er vi så langt fra i mål med – men vi er på vej.

Mennesker i fokus
Fremskridt og effekt er desværre svære at måle og evaluere endnu. Som med alle samfundsforandringer tager de tid og vil ikke kunne påvises med videnskabelige sammenligninger som noget af kritikken mod initiativet går på. Det er derfor netop her, de definerede forestillinger om årsagssammenhæng er vigtige, og her kan Det Arabiske Initiativ vise sin styrke. Med klare målsætninger, bestemte ideer om forandringssammenhænge og fleksible indsatsmuligheder vil Danmark kunne adskille sig fra andre lande og gøre en forskel.       

At imødekomme befolkningernes krav om retfærdighed og værdighed kræver dialog mellem stat, regering og civilsamfund med fokus på, hvordan en retsstat, menneskerettigheder og folkelig deltagelse sikres. Reformer der inddrager befolkningen kan opfylde disse krav, men folkeoplysning om vigtigheden af og konsekvenserne ved demokrati i en national kontekst er ligeledes vigtig.

Gennem Danmarks etablerede partnerskaber i regionen har et fremtidigt Arabisk Initiativ en vigtig rolle at spille i understøttelsen af disse langsigtede reformprocesser med borgerne og mennesket i fokus. Det vil være både i Danmarks og regionens interesser.