Ingen landbrugsrepræsentant i Europa-Parlamentet

EP-valg: For første gang i ti år blev ingen landmænd valgt til Europa-Parlamentet. Resultatet er skidt for landbruget og fødevareerhvervet, mener landmændskandidaterne fra V og K.
Bent Claudi Lassen (V) blev ikke valgt til Europa-Parlamentet. Han mener, at det er de kendte kandidater, der bliver valgt.
Bent Claudi Lassen (V) blev ikke valgt til Europa-Parlamentet. Han mener, at det er de kendte kandidater, der bliver valgt. Foto: Claudi.dk

Efter søndagens valg står det klart, at ingen kandidater med særligt kendskab til fødevarer og landbrugsforhold skal bruge de næste fem år på at tale landbrugets sag i Bruxelles.

Hverken Venstres kandidat, landmand og tidligere formand for Danske Slagterier; Bent Claudi Lassen, eller De Konservatives kandidat, godsejer og landmand; Christian Wedell-Neergaard, er blevet valgt til Europa-Parlamentet.

Et resultat, der skuffer de to borgerlige kandidater.

"Jeg synes, at det er ærgerligt, at der nu ikke i parlamentet sider en person med det dybdegående og brede kendskab netop til landbruget og fødevareområdet. Det er klart, at det vil stille hele fødevarehvervet vanskeligere, når der ikke er en person, der kender det i dybden," siger Bent Claudi Lassen.

Han bakkes op af Christian Wedell-Neergaard, der mener, at valgresultatet er problematisk for det europæiske landbrug.

"Jeg synes personligt, at det er skuffende, at jeg ikke er blevet valgt. For landbruget er det ærgerligt, fordi jeg lever med EU's landbrugsordninger ude i virkeligheden, og derfor ville jeg kunne komme med gode forslag til ændringer," siger han.

Det er klart, at det vil stille hele fødevarehvervet vanskeligere, når der ikke er en person, der kender det i dybden.

Bent Claudi Lassen
Venstre

De kendte ansigter vinder
Det er første gang i ti år, at Venstre ikke har fået valgt en kandidat til Europa-Parlamentet med særlig tilknytning til landbruget. Indtil nu har landmand Niels Busk siddet i parlamentet og før ham Niels Anker Kofoed.

Bent Claudi Lassen har da også kunne mærke en interesse for fødevarepolitiske spørgsmål og hans synspunkter i valgkampen, men han er ikke i tvivl om, hvorfor det ikke var nok i sidste ende.

"Valget viser jo, at det er spidskandidaten, en der har siddet der før og så en der vælges på grund af kendis-effekten, der har fået de afgørende stemmer. Vi må konstatere, at det er dem, der er kendte i forvejen, der slår igennem. Det overskygger min profil på fødevareområdet," siger han.

Både ham og Christian Wedell-Neergaard mener dog, at selvom det ikke er optimalt for landbruget, skal deres valgte kollegaer nok sørge for en fornuftig og afbalanceret fødevarepolitik i EU. Det skal de gøre, mens Bent Claudi Lassen herhjemme vil udvide sit repertoire af bestyrelsesposter, og Christian Wedell-Neergaard vil tilbage og passe sit landbrug.

"Landbruget er jo i krise for tiden, så det er nok meget klogt og fornuftigt at passe sin gård," lyder det.

Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00