Debat

ITD: Ændringer i godstransportloven er skadelige for branchen

DEBAT: Den nye aftale mellem regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation giver 3F monopol på transportområdet. Det gør skade på konkurrencen, mener Carina Christensen.

Ændringerne i godskørselsloven er ikke gavnlige for transportbranchen, mener Carina Christensen. 
Ændringerne i godskørselsloven er ikke gavnlige for transportbranchen, mener Carina Christensen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Carina Christensen,
Direktør i ITD

Transportminister Benny Engelbrecht (S) skriver i Altinget 18. september, at det er en klokkeklar prioritet for regeringen at sikre ordnede forhold på vejtransportområdet.

Den prioritet er vi i ITD helt enige med regeringen i. Vi er også enige med transportministeren i, at da der er tale om grænseoverskridende arbejde, skal kampen for ordentlige arbejdsvilkår ikke kun kæmpes i Danmark, men også i EU, og vi er – som regeringen – klar til at begynde herhjemme.

Konkret peger transportministeren på, at han nu vil ty til lovgivning. Det sker på baggrund af et forslag fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der skal sikre danske løn- og arbejdsvilkår på transportområdet for udenlandske chauffører.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

I ITD ønsker vi helt som DA og FH at sikre ordnede forhold på vejtransportområdet, så konkurrencen foregår på lige lønvilkår, når der udføres cabotagekørsel og kombinerede transporter af udenlandske chauffører.

Så langt så godt.

Vi ser alene forslaget til ændring af godskørselsloven som DA’s og FH’s forsøg på at varetage deres egne organisationspolitiske interesser.

Carina Christensen
Direktør, ITD

Når det kommer til valg af metoder til at nå målet, så slipper enigheden desværre op. 

3F-monopol
Transportministeren har tilkendegivet, at han – for at sikre danske lønvilkår for udenlandske chauffører, når de kører cabotage og kombineret transport i Danmark – nu vil følge DA’s og FH’s forslag og gennemføre en ændring af den danske godskørselslov.

Ændringen af godskørselsloven vil indebære, at alle danske vognmænd, som ikke har en 3F-overenskomst – det gælder for eksempel medlemmer af ITD Arbejdsgiver eller KA – altid skal følge omkostningsniveauet i 3F-overenskomsten.

Ifølge DA/FH-forslaget er det nemlig ”repræsentativiteten på lønmodtagerside, der er afgørende for, om lovens krav er opfyldt”, og da 3F – ifølge eget udsagn – har en overenskomstdækning på 86 procent, så er 3F uomtvisteligt den mest repræsentative lønmodtagerpart.

De danske vognmænd, som ikke har en 3F-overenskomst, skal i forbindelse med ansøgninger om godskørselstilladelser kontrolleres og dokumentere, at de aflønner på 3F-niveau. De skal også (løbende) dokumentere overholdelse af vilkårene for tilladelsen ved at indsende ansættelseskontrakter og/eller lønsedler.

Læs også

Modsat skal de virksomheder, som har en 3F-overenskomst, ikke have kontrolleret deres faktiske lønudbetalinger. De skal blot tilkendegive på tro og love, at de følger niveauet, og deres arbejdsgiverforening skal bekræfte medlemskabet.

Alternativt skal de blot indsende dokumentation for overenskomstdækningen. Samlet set bliver det altså dyrere og forbundet med langt flere administrative byrder, hvis man ikke har en 3F-overenskomst, og DA/FH-forslaget vil dermed ultimativt medføre et de facto monopol til 3F på transportområdet.

Frie og fair lønaftaler
I ITD arbejder vi for frie og fair lønaftaler, og vi går varmt ind for ordentlige løn- og ansættelsesvilkår. Men vi mener, at monopol er skadeligt for transportbranchen på den lange bane.

Derfor vil vi også bekæmpe et monopol med alle midler. Vi mener også, at DA’s og FH’s forslag til ændring af godskørselsloven klart bryder med den praksis, som Højesteret har lagt for dagen med NORTRA-dommen i 2015.

Vi ser alene forslaget til ændring af godskørselsloven som DA’s og FH’s forsøg på at varetage deres egne organisationspolitiske interesser.

Ved overenskomstforhandlingerne i 2017 indgik 3F aftaler med arbejdsgiverne, hvor begge parter – både lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer – forpligtede sig til at arbejde aktivt for at komme tilbage til den retstilstand, der gjaldt før NORTRA-dommen.

3F har siden arbejdet indædt på at få et lovfastsat monopol på vejgodstransportområdet. Hvis de nu sammen med DI og ATL lykkes med det – med hjælp fra S-regeringen – vil det være til meget stor skade for hele det danske transporterhverv, hvor det frie valg og markedskræfterne sættes ud af kraft. 

Det skal fungere i praksis
I ITD er vi stærk optaget af, at der sikres bedre arbejdsvilkår for chaufførerne, og vores håb er fortsat, at alle parter på vejgodstransportområdet kan samarbejde om at finde bæredygtige løsninger. Vi kæmper for markant øget kontrol af, at forholdene i transportbranchen er i orden.

Det helt afgørende for os er dog, at kontrollen skal kunne fungere i praksis – og ikke kun på papiret. I forhold til kontrol af udenlandske chaufførers lønniveauer ligger der en helt særlig udfordring i, at myndighederne skal kunne kontrollere og håndhæve reglerne, når de for eksempel skal indhente lønsedler og anden dokumentation hos de udenlandske virksomheder.

Det må og skal der findes effektive løsninger på – inden man blindt tyer til nye virkningsløse regler. Regeringen har nedsat et lovforberedende udvalg, der inden december skal komme med forslag til, hvordan DA’s og FH’s forslag til ændring af godskørselsloven kan omsættes til lovgivning.

Her har man valgt udelukkende at invitere DA og FH med til bordet. Det er efter vores opfattelse ikke den rigtige fremgangsmåde. Vi bør i transportbranchen samlet og effektivt kunne samarbejde om at skabe ordentlige forhold for chaufførerne.

ITD står fortsat klar til at bidrage konstruktivt i arbejdet. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

Carina Christensen

Adm. direktør, erhvervsorganisationen Grakom
cand.negot. (SDU 1998)

0:000:00