J. Fock: Velfærdsstaten kunne ikke opstå med nutidens økonomiske tænkning

KOMMENTAR: Danmarks succes og velstand er et resultat af langsigtede investeringer i fællesskaber, uddannelse og grønne initiativer. De investeringer svigter vi desværre i disse år, skriver Josephine Fock, finansordfører for Alternativet.

Kan offentlige investeringer i skoler, infrastruktur og børnepasning betale sig økonomisk? En ny rapport fra AE-rådet, viser – surprise, surprise – at investeringer i klassiske velfærdsydelser som uddannelse og transportinfrastruktur er en god forretning, der stimulerer den økonomiske aktivitet i samfundet og skaber langsigtet økonomisk vækst. 

Det kommer næppe som en overraskelse for menigmand, at investeringer i fællesskabet betaler sig, men for regeringen og den dominerende tankegang i Finansministeriet burde resultaterne vække opsigt: Regeringen baserer nemlig sin økonomiske politik på en række regnemodeller, der antager, at offentlige udgifter dybest set er penge ud af vinduet.

Stik imod sund fornuft regner Finansministeriet således med, at danskernes produktivitet og arbejdsudbud er uafhængigt af, hvor god en uddannelse de får, hvilken infrastruktur virksomhederne har til rådighed, hvorvidt nybagte forældre kan få billig børnepasning osv. Som AE-rapporten demonstrerer, er dette beviseligt forkert og fører til systematisk misvisende analyser af, hvordan forskellige politikker påvirker økonomien. 

Konkret viser rapporten, at hvis man medregner langsigtede effekter på danskernes arbejdsudbud og produktivitet, er offentlige investeringer ofte mere end selvfinansierende. Det viser rapporten blandt andet med beregninger på tre infrastrukturprojekter.

Rapporten viser også, at investeringer i uddannelse betaler sig big time: Når unge uden uddannelse tager en erhvervsfaglig uddannelse, øger det deres sandsynlighed for at komme i arbejde med cirka 50 procent.    

Rapporten er langtfra første gang Finansministeriets tvivlsomme regnemetoder kommer i fokus. Eksempelvis dedikerede de økonomiske vismænd et kapitel i forårets vismandsrapport til emnet. I Sverige og Norge er man også opmærksom på problemet, men i modsætning til her i Danmark har vores nabolande simpelthen valgt ikke at regne med dynamiske effekter af skattelettelser for at undgå skævvredne og misvisende beregninger. Det kunne vi da godt lade os inspirere af herhjemme.

Og sådan har det faktisk været i Danmark, indtil for fem år siden, hvor Finansministeriet under den daværende S-SF-R-regering begyndte at finansiere politiske udspil med dynamiske effekter af lavere overførsler og skattelettelser, men uden at medregne effekterne af bedre uddannelse, renere miljø eller stærkere socialt sikkerhedsnet. Grundlæggende medtager man kun positive effekter af at skære ned i velfærdsstaten, men udelader de positive effekter af at investere i den. Hvis man som samfund konsekvent vurderer politiske tiltag skævt, vil samfundet også bevæge sig en skæv retning.

Sandheden er nemlig, at hvis Finansministeriet havde brugt deres nuværende regnemodeller for 100 år siden, var velfærdsstaten som vi kender den aldrig blevet til. Danmarks moderne historie handler om et lille land, der har opbygget en generøs velfærdsstat, hvor høj velstand og social- og miljømæssig bæredygtighed går hånd i hånd.

Danmarks velstand er ikke kommet på trods af høje offentlige udgifter og miljømæssig skånsomhed. Den er et resultat af mange års investeringer i fællesskaber og statsunderstøttet udvikling af grønne teknologier. Hvis det forrige århundredes økonomiske tænkning havde været lige så ensidig som den er i dag, kunne det moderne Danmark aldrig være blevet opbygget.

Derfor skal vi begynde at tænke økonomi og politik på en ny måde. Et spædt første skridt er at forbedre og opgradere de eksisterende regnemodeller, så de i højere grad kommer til at afspejle virkeligheden. Det kræver, at vi begynder at undersøge og medregne de langsigtede økonomiske effekter af sociale og grønne investeringer.

Men det er mindst lige så vigtigt, at vi husker at løfte blikket fra den økonomiske bundlinje, og at vi begynder at give den sociale og den grønne bundlinje den opmærksomhed, de fortjener. Vi skal ikke ønske os økonomisk vækst, hvis det sker på bekostning af vores velbefindende, vores meningsfulde fællesskaber, vores miljø eller vores klima.

Det, vi kan måle og veje, kommer ofte til at fylde mere i vores bevidsthed end det, der ikke kan sættes tal på. Men meget af det, der giver livet værdi, kan ikke opgøres i mængder. Derfor er det afgørende, at vi ikke blot kritiserer den økonomiske tænkning, når den bliver for ensidigt skævvredet til fordel for skattelettelser og velfærdsforringelser. Vi skal samtidig vedvarende minde os selv om, at den økonomiske tænkning har sin tid og sit sted, og at den aldrig må blive de eneste briller, som vi betragter verden igennem.

----------

Josephine Fock er medstifter af partiet Alternativet og partiets finansordfører. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

 

Forrige artikel Maria Gjerding: Myter om økologi skader debatten Maria Gjerding: Myter om økologi skader debatten Næste artikel Espersen: Arrogant, kulturradikal ånd gennemsyrer ”Historien om Danmark” Espersen: Arrogant, kulturradikal ånd gennemsyrer ”Historien om Danmark”
Kåre Mølbak er Mette Frederiksens corona-spåmand

Kåre Mølbak er Mette Frederiksens corona-spåmand

PORTRÆT: Imens Søren Brostrøm er blevet en folkehelt, har Statens Serum Instituts faglige direktør Kåre Mølbak stort set undgået rampelyset. Det på trods af, at han er en af regeringens centrale rådgivere, og ham, der i sidste ende er ansvarlig for de data, Mette Frederiksen handler på.