Jarl Cordua: Alternativet er partiet, alle politikere flygter fra

KOMMENTAR: Virkeligheden og slitagen er ved at indhente Alternativet, som er ramt af mandefald. Det er et tegn på manglende troværdighed, robusthed og udholdenhed til at stå småkriser og kritik igennem, skriver Jarl Cordua.

Endnu et nyvalgt folketingsmedlem for Alternativet har kastet håndklædet i ringen. Roger Matthisen hedder han og har været birolle-skuespiller i et par danske søndags-tv-serier, og ifølge Altinget så vil aficionados af julekalenderen ”Nissernes Ø” også genkende ham som calypso-nissen ”Jo Jo”.

På Christiansborg er han nok mest kendt for birollen som oppositionens kælne udspørger i et samråd i januar i Folketingets Fødevareudvalg med Lars Løkke Rasmussen, der handlede om sidstnævntes private forbindelser til den såkaldte storfisker John-Anker Hametner.

Matthisens velmenende, men henset til situationen noget naive erklæringer, som han forklædte som spørgsmål, gav Løkke et sikkert tiltrængt pusterum fra de rigtig kritiske spørgsmål. Imens kunne alle, der fulgte denne del af samrådet, ud over at spilde deres tid, konstatere det, som langt senere gik op for manden selv:

"Personligt er jeg overbevist om, at jeg kan gøre mere uden for Borgen." Det skrev Matthisen i et afskedsbrev tirsdag. Næppe mange på Christiansborg vil modsige ham på det punkt.

Egentlig bør man lette på hatten over, at Matthisen har så megen selvindsigt til at se, at politik ikke var noget for ham, og at han næppe havde en kinamands chance for at gøre nogen forskel på Christiansborg. Det er han i øvrigt slet ikke ene om.

Matthisen blev så nummer fire i rækken ud af de ni folkevalgte alternativister, der blev valgt ind ved valget i 2015, som åbenbart allerede er slidt op, og som hellere vil noget andet end at sidde i Folketinget for Alternativet.

Først meddelte folketingsmedlem René Gade, at Folketinget ikke var noget for ham, når perioden er slut. Han lod forstå, at han risikerede at dø af iltmangel og ville gå i stå. Det i sig selv tjener ham til ære, at han har øje for den risiko. Der er helt sikkert mange andre i Folketinget, der for længst burde være nået til den erkendelse.

Gade, har man indtryk af, kan selv. Han kan sagtens tjene de samme penge og få en mindst lige så indholdsrig tilværelse uden for Folketinget. Det tror jeg desværre ikke gælder alle hans kolleger i Folketinget. Langtfra! Den kække Gade, har man indtryk af, er bevæbnet med en betydelig energi, og han er bestemt ikke dårlig i politiske debatter.

Han kan for eksempel lyde helt overbevisende, når det handler om at forsvare den noget bizarre beslutning, at han er gruppeformand, når alle ved, at han er væk lige om lidt, når folketingsvalget kommer. At han sidder på den post, giver kun mening, hvis gruppeformandsposten i Alternativet er reduceret til at være simpel mødeleder helt uden magtbeføjelser.

Men måske indså Gade som den første, at hans talenter og gåpåmod var spildt på et projekt som Alternativet, og kun respekten for vælgerne gør, at han sidder tiden ud.

Det er heller ikke længe siden, at det navn, der bredt vækker størst respekt på Christiansborg, Josephine Fock, dropper politik for at blive chef i Dansk Flygtningehjælp. Kun lige før at den røde opposition står til at generobre magten, hvis meningsmålingerne holder stik, så forlader partiets mest driftsikre parlamentariker politik.

Nu er chancen der ellers for at få reddet kloden fra klimakrisen og alt det andet, som er så vigtigt, siden det var så vigtigt at splitte rød blok yderligere op og skabe et helt nyt parti, Alternativet. Men nej. Det var til sidst vigtigere og sjovere at være chef og lønmodtager i en humanistisk hjælpeorganisation end at presse på for at få borgerløn og kødløse dage igennem hos Socialdemokraterne.

Eller også er forklaringen den enkle, at Fock har indset det håbløse i foretagendet, og at partiet er på en kurs, hvor hendes kræfter er bedre brugt et andet sted.

Det var i øvrigt under Fock som finansordfører og gruppeformand og med Rasmus Nordqvist som politisk ordfører, at Alternativet for alvor begyndte at agere som et normalt politisk parti, der indgik aftaler med regeringen, og som på den måde fik en smule indflydelse, henset til at der er tale om et mindre parti i oppositionen.

Respekten steg for Alternativet. Men pludselig fragik begge fra posterne, og siden er Nordqvist blevet partiets EU-spidskandidat. Han genopstiller dog også til Folketinget, og det valg kommer formentlig nogle måneder inden. Så Nordqvist får travlt. Man må sige, at Alternativets vælgere er meget forstående, hvis de blankt accepterer at stemme på en folketingskandidat, der allerede har meddelt, at han egentlig hellere vil i EU-Parlamentet.

Det er i øvrigt stadigvæk lidt af en gåde, hvorfor det ellers udadtil succesrige makkerpar Fock og Nordqvist stoppede i sommeren 2017. Fock sagde noget tid efter, at det hang sammen med håndteringen af en personalesag på sekretariatet. Nordqvist derimod var helt uenig. Vi må vente på forklaringen, når biografierne ankommer om mange år.

Da Fock for noget tid siden bebudede, at hun stopper i Folketinget, så var man da ude i, at det kun var et job, som 4. suppleanten var interesseret i. Også selv om at denne i mellemtiden havde meldt sig ud af partiet. Nu er vi dog tilbage ved 3. suppleanten, som naturligvis også er helt grøn, og nu kun har få måneder at få sikret ”giftfrie grøntsager” og flere cykelstier til erstatning for bilerne, som han har som mærkesager. Det virker ikke overbevisende, når ikke engang suppleanterne står i kø for at blive folketingsmedlem for Alternativet.

Måske handler den manglende lyst til at fortsætte i Folketinget om partiets formelle leder og stifter, Uffe Elbæk, som allerede sidste år pludselig bebudede, at han gerne ville forlade posten som politisk leder i næste valgperiode. Siden da har han dog erklæret sig som statsministerkandidat, hvilket skabte så megen røre, at partiets ellers hensygnende opbakning i meningsmålingerne pludselig rettede sig.

Spørgsmålet er, hvad Elbæk skal finde på at sige næste gang, målingerne falder.

Man har efterhånden indtryk af, at virkeligheden og slitagen er ved at indhente Alternativet. Først har der været en række ubehagelige personalesager sidste år, som ikke ligefrem gav positiv presse. Til gengæld fik man et ganske pænt kommunalvalg, hvor man især bragede frem i København, de store byer, men også de steder af landet, hvor der findes mange glaspustere og keramikere. Det vil sige Sydfyn, Fanø og Bornholm.

Spørgsmålet er dog, om resultatet ikke kunne have været endnu bedre, for i modsætning til folketingsvalget kom Alternativet ikke gennem kommunalvalget uden skrammer. Der var undervejs omtale af bizarre personalelege på Christiansborg, og lokalet, hvor man skulle holde valgfest i København, gav også anledning til almindelig underholdning.

Alternativet var, til trods for den ubetingede vælgersucces, begyndt at blive til grin. Samtidig kunne pressen – især Jyllands-Posten – berette om de første magtopgør, både på sekretariatet på Borgen og i Alternativets gruppe på Københavns Rådhus, både før, under og efter valgkampen.

Det hele kulminerede i et mindre internt oprør mod Niko Grünfeld, der hellere ville være borgmester for kulturen end have maset med at være kontanthjælpsmodtagernes og sygedagpenge-modtagernes borgmester og skærme dem fra kommunens emsige kontrolregimente.

Borgmester Grünfeld rodede sig for nylig ud i en række mindre sager om påstået CV-fusk, lidt ekstravagant og ikke-klimavenlig kontormøblering til 130.000 kroner inklusive moms. Måske var indretningsarkitekten på opgaven lidt for tæt på. I sig selv ikke sager, der burde kunne vælte en lidt mere koldblodig, nøgternt tænkende og ikke mindst erfaren politiker. Grünfeld var ingen af delene.

Han var først og sidst en glad amatør, som aldrig fandt en udvej af krisen, men til det sidste fortsatte med at bortforklare og stille sig helt uforstående overfor kritikken. Under alle omstændigheder blev det åbenbart for meget for baglandet, der mere eller mindre tvang borgmesteren væk fra posten efter kun ét år. Gad vide, hvor få fejltrin efterfølgeren kan tillade sig, før han eller hun bliver væltet af sine egne?

I det hele taget har sagen om Grünfelds antageligt ikke-bæredygtige kontor fyret op under debatten om, hvorvidt Alternativets folkevalgte skal "praktisere det, man prædiker". Senest forsvarer partiets politiske ordfører i Folketinget, Carolina Magdalene Maier, sig med, at hun "ikke er en hellig ko", når hun flyver på alt andet end klimavenlig dykkerferie sydpå med familien.

Sagen med Niko Grünfeld minder på nogle punkter om den sag, som væltede Uffe Elbæk som radikal kulturminister i sin tid. En relativ lille sag voksede sig større, fordi man ikke forstod situationens alvor og traf forkerte beslutninger undervejs.

Var ministeren ikke inhabil i beslutningen om, at ministeriet holdt vel mange møder på gøglerskolen AFUK, hvor Elbæks ægtefælle arbejdede? Sådan lød kritikken. Og i et berygtet samråd trak Elbæk med sine håbløse svar nærmest bukserne ned på sig selv. Før sagen fandt sin afslutning, hev Elbæk selv i håndbremsen og forlod ministerposten. Af hensyn til sin mand, lod han forstå, selv om det var Elbæk selv, der blev kritiseret. Statsrevisorerne frifandt Elbæk i hovedanklagen fire måneder senere. 

Det er med andre ord ikke megen stamina, som Alternativets folkevalgte historisk set kan opvise.

Man kan kun have respekt for al den energi og entusiasme, der har skabt og båret partiet. Det kniber dog mere med at mobilisere respekt, når alle kan konstatere, at Alternativets folkevalgte tilsyneladende mangler snilde i situationen og robusthed og udholdenhed, når tingene spidser til. 

Hvis den politiske kamp for Alternativet handler om at redde klimaet og kloden, så bør man nok i det mindste virke lidt troværdig, fremvise et minimum af selvopofrelse og forsøge at stå de småkriser og den kritik, der naturligvis følger med, igennem.

I sagen med Grünfelds afgang så man i øvrigt de sikre tegn på panik og krise i et politisk parti pible frem, hvor de ellers normalt så altfavnende alternativister lod forstå, at pressen og kommentatorerne med deres kritiske spørgsmål og kommentarer enten ikke forstod noget eller ligefrem var drevet af onde hensigter.

Og pludselig forsvandt ”åbenhed” også som central værdi, da kandidatfeltet som Grünfelds afløser forpligtede hinanden på ikke at ville kommunikere med pressen i den interne valgkamp.

Så i stedet for at Uffe Elbæk og hans tropper danser rundt til ”Love is in the air”, så burde de nok til næste landsmøde prøve i stedet med Billy Oceans firserklasser ”When the going gets tough, the tough get going”. Bare til inspiration.

-------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Stine Bosse: Der er ingen grund til at frygte en flygtning Stine Bosse: Der er ingen grund til at frygte en flygtning Næste artikel Lars Aslan: Fuld plade hos Alternativets bullshit-bingo Lars Aslan: Fuld plade hos Alternativets bullshit-bingo
Gyser i Strasbourg: EU's nye topchef risikerer stadig at snuble på målstregen

Gyser i Strasbourg: EU's nye topchef risikerer stadig at snuble på målstregen

TOPJOB: Efter sidste uges møder i Europa-Parlamentet er utilfredsheden med Ursula von der Leyen så udbredt, at tyskeren ikke kan være sikker på at blive godkendt som EU-Kommissionens nye formand. Hun kan blive stemt snævert igennem eller vraget ved en afstemning tirsdag – eller det hele kan blive udskudt.