Jarl Cordua: Blåt valgnederlag afgør rivalisering mellem DF og Venstre

KOMMENTAR: Med en halvering af DF og omtrent status quo i vælgeropbakning til Venstre bør der ikke længere være tvivl om, hvem der efter valget skal være førerhund i blå blok.

Meningsmålingerne viser fortsat klart, at det på valgdagen tegner til at blive en total afvisning af blå bloks fire år ved magten.

I stedet går vælgerne igen hen og stemmer på flere af de gamle partier, der tabte 2015-valget. Således tilsmiler vælgerlykken atter de engang så forkætrede eller latterliggjorte partier Radikale og SF og i mindre omfang Konservative. 

Man husker nok, at de store vindere af 2015-valget på borgerlig side blev Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Netop disse to partier, der i indeværende valgperiode har stået for den største uro i blokken, får nu massive klø af vælgerne. Kollektivt bør de fire blå partier nok erkende, at deres samarbejde – eller hvad man nu skal kalde det – i valgperioden har tæret på vælgernes respekt.

Præget, som den var af konstante indbyrdes armlægninger, magtdemonstrationer og voldsom uro under forhandlingsprocesser med et rend af dramaqueens med evindelig markeringstrang foran tændte tv-kameraer. Og kulminerende med de dilettantiske finanslovsforhandlinger i 2017, hvor LA truede med at stemme imod sin egen regerings finanslov.

Hele det menageri har simpelthen fået fyresedlen af vælgerne. Blå bloks partier var simpelthen for længe om at samle sig om noget, der kunne ligne et fælles projekt, og det, man endte med – sundhedsreform – tabte man fortællingen om og var uden større vælgerappel. Det bør mane til stor eftertanke i den borgerlige blok, når man efter valget skal til at formulere et troværdigt alternativ til S-regeringen, hvilket ikke bliver let.

Inden man når så langt, så skal 2019-valget først tabes og fordøjes. Det er sandsynligt, at de fire borgerlige partier bliver til seks og dermed sker der en atomisering og dermed en svækkelse af den borgerlige blok.

Formentlig vil der med tiden ske en samling omkring VKLA-partierne. De tre partier deler fælles politisk gods med nogenlunde konsensus om hovedspørgsmål som skat, EU og udlændinge. De vil dog næppe alle have styrke eller interesse i at samarbejde med en S-regering.

Man må forvente, at det især er Venstre og Konservative, der vil være interesseret, som det skete mellem 2011-2015. De to nyeste protestpartier på den yderste højrefløj vil blive isoleret og holdt ud i strakt arm.

Der vil ikke ske en tilnærmelse, medmindre Nye Borgerlige undervejs finder ud af i løbet af den kommende valgperiode, at en forudsætning for, at en ny borgerlig regering igen kan se dagens lys om fire år, er, at man dropper sine ultimative krav. På den anden side er det Nye Borgerliges eksistensberettigelse, som de ikke kan opgive. Stram Kurs betragtes som helt uden for rækkevidde, og det vil være farligt for de øvrige partiers troværdighed at søge enhver forståelse med cirkus Paludan.

Hvem skal så lede den blå blok i fremtiden? Ja, det bliver i al fald en Venstremand. Målingerne peger entydigt på, at vælgerne har afgjort striden mellem V og DF om, hvem der fremover skal være førerhund i blå blok.

Med en halvering af DF og omtrent status quo i vælgeropbakning for Venstre, så bør der ikke længere være diskussion om, hvem der er lillebror. DF’s snak om regeringsansvar handler nu kun om den meget teoretiske mulighed, om man vil indgå i en bred SOV-samlingsregering.

Forklaringen på DF’s fald fra tinderne er mange, men man kunne pege på, at Thulesen Dahl selv med næsten 21 procent af stemmerne fandt på alle mulige undskyldninger for ikke at påtage regeringsansvar i 2015.

Måske det blev opfattet som lidt for smart fedtspilleri og derfor netop én af grundene til, at vælgerne i stort antal forlader DF. Kun Venstre fremstår i blå blok, som det parti, der har styrke nok til at påtage sig opgaven med at formulere et regeringsalternativ til den kommende S-regering.

Afklaringen om, hvem der er førerhund i blå blok, er ikke en uvæsentlig landvinding for det hårdt plagede nuværende statsministerparti. Spørgsmålet er så, om Kristian Thulesen Dahl fremover vil acceptere sin plads i hierarkiet.

Mange vælgere fravalgte imidlertid Venstre tilbage i 2015 for at stemme på blandt andet DF, og de er endnu ikke vendt tilbage trods Lars Løkkes forsøg på relancering af sit projekt med storstilede planer og bemærkelsesværdige kovendinger.

Årsagen kan naturligvis være fravalg af regeringens politik og tilvalg af Mette Frederiksens velfærdsgavebod. Den kan også bunde i et simpelt fravalg af en politisk leder af Venstre, hvis fortid med sager kredsende om privatøkonomiske forhold gør det umuligt for disse vælgere at stemme på Venstre.

Det bliver ikke bedre af, at Løkkes image som magtpolitiker er tyndslidt efter at have været i front i mere end ti år, heraf de seks år som statsminister. Nogle gange vil vælgerne simpelthen bare have nogle nye folk til at regere dem, uanset om eftertidens historikere sikkert vil belønne Løkke med rosende ord om de store og ofte fornuftige reformer, som han fik gennemført i sin tid som politiker.

Med et forudsigeligt valgnederlag vil det være naturligt med et skifte på formandsposten i Venstre og som leder af blå blok, der kan sætte et nyt hold, en ny politisk linje og en ny strategi. Men selv hvis vælgerne demonstrerer dette ved massivt at fravælge blå blok, så er det ikke sikkert, at Venstres leder vil indse det, men i stedet forsøge at klynge sig til magten videre frem.

Alle ved, at Løkke vil gøre alt for at overleve. Dagligt demonstrerer V-formanden, at der er ikke det synspunkt, som han ikke er villig til at skifte ud for at fastholde regeringsmagten. Og en aldrig svigtende hårdnakket afvisning og fornægtelse af en stadigt mere påtrængende virkelighed med vælgeres Løkke-træthed og bevidst ignorering af en stadig tydeligere dyb længsel i partiet efter en ny V-leder helt ubelastet af gamle sager og upopulære beslutninger.

Apropos længsel efter ubelastede lederemner så kan Kristian Jensens forudsigelige kandidatur blive et problem.

For er han med de fatale beslutninger om Skat – som han blandt andet traf som skatteminister under Fogh og senest som finansminister, hvor han stod for at presse det upopulære omprioriteringsbidrag ned over den offentlige sektor – ubelastet i tilstrækkelig grad til, at vælgerne til sin tid ser ham som en person, som man kan sætte i spidsen for en eftertragtet fornyelse?

Kan Jensen i det hele taget samle blå blok, hvor man ved, at Kristian Thulesen Dahl nærer visse reservationer? Og hvor længe vil Løkke blive hængende? Skal Venstre ud i den pinagtige gentagelse som S med Nyrup efter det tabte katatrofevalg i 2001, hvor den tidligere statsminister ikke evnede at anerkende, at hans tid var forbi og derfor tog ud på en rundtur i landet med en dagbog for at samle indtryk blandt partiets medlemmer. Til sidst måtte hans egne med Lykketoft i spidsen trække håndbremsen på et internt møde i partiet og brutalt overbevise Nyrup om, at nu gik den altså ikke længere. Der spildte S et helt år.

Lars Løkke vil søndag sole sig i en forventelig valgsejr for Venstre ved europaparlamentsvalget, der nok sætter lidt fut i stemningen og i håb om den endnu udeblevne vælgerfremgang.

At vi nærmer os slutscenen i 2019-valgkampen ses også ved, at Venstre nu kaster alt ind på en annonce-kampagne, der skal afsløre Mette Frederiksen som camoufleret flygtningeven. Det sker naturligvis i håb om at forskrække vælgerne til at vende hjem til det blå lykkeland. Timingen og den skingre tone giver helt indlysende også kampagnen et skær af desperation, som vælgerne nok også evner at registrere.

Venstre har imidlertid intet valg med hensyn til at gøre forsøget. Alt må forsøges, indtil man har fundet noget, der virker på vælgerne. I mellemtiden er Løkke selv ved at kløjes i kovendingerne, hvorvidt flygtninge må lave mad selv på opholdsstederne eller ej. Det skifter lidt. Den ene dag er det ok, mens madlavning den næste dag nærmest truer med at undergrave dansk flygtningepolitik, som vi kender den.

Aflivningen af ’projekt blå blok’ sætter naturligvis også mere fokus på, hvad det er for indrømmelser, som Mette Frederiksen må betale til Radikale og Enhedslisten for magten. 

I sin iver for at forsikre vælgerne om, at der ikke kan rokkes ved den stramme udlændingepolitik, kom Frederiksen – presset i duel med og af Løkke – til at sige, at hun ikke sidder i regering for enhver pris, hvis en ny S-regering bliver presset til at føre en anden (mere lempelig) udlændingepolitik. 

Den melding vil blive tryktestet i tiden efter regeringsskiftet. Både af pressen og den nye opposition. Det ligner Mette Frederiksens eneste større fejltrin i denne valgkamp, fordi udsagnet har potentiale til mulig undergravning af hendes troværdighed, hvis eller når Frederiksen må give indrømmelser til sine støttepartier.

Præcis som det skete for tidligere statsministre, der kom til at udtale sig lige så kategorisk, og som sikkert siden kom til at fortryde det.

--------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jarl Cordua: Vi har næppe set Løkkes sidste politikskifte Jarl Cordua: Vi har næppe set Løkkes sidste politikskifte Næste artikel Vedby: Pandaerne markerer enden på venskabet mellem Danmark og Kina Vedby: Pandaerne markerer enden på venskabet mellem Danmark og Kina
Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.