Jarl Cordua: Coronatruslen er en kæmpe stresstest af regeringen

KOMMENTAR: Regeringen har en mulighed for at vise, at den handler kompetent og i nationens interesse, når coronaudbruddet skal håndteres. Men andre politiske dagsordner risikerer at lide skibbrud, hvis epidemien fører til økonomisk krise, skriver Jarl Cordua.

Det er skrevet nogle gange, men denne regering har haft nogle forrygende første syv måneder. Dog har forløbet med udligningsreformen for første gang bragt regeringen i defensiven og truer med varigt at stemple Mette Frederiksens regering som en regering fuldstændigt overtaget af partiets skatteyderbetalte og meget selvbevidste spindoktorer – helt ude af kontrol.

Senest står regeringen også under anklage for også at sætte sig på den del af regeringens kommunikation, der hidtil har været varetaget af embedsmandsansatte pressefolk.

Det er i al fald sådan, man kan fortolke Finansministeriets nu afgående pressechef, Sigga Nolsøe, der på vej ud af døren fik sagt til Ritzau, at det var svært at fungere i hendes tidligere job, hvis ikke man var professionel socialdemokrat. Det var hun, må man forstå, ikke, og man kan kun gisne om den konkrete baggrund for udtalelsen.

Et gæt er, at regeringens spindoktorer blandede sig i hendes arbejde eller af bagvejen foreslog hende at passe sit arbejde på en måde, som hun selv mente overskred grænserne for, hvad hun kunne stå inde for som embedsmand. Formentlig fordi pressearbejdet efter hendes vurdering blev lige lovligt partipolitisk.

Indtil videre er der dog intet, der tyder på, at regeringen anerkender problemet.

Imidlertid er problemerne med udligningsreformen og selvskabte plager, hvor regeringen igen har bragt sig selv i en kattepine på grund af et embedsmandsnotat i Finansministeriet, og som igen har provokeret Venstre, pludselig gledet i baggrunden i de seneste dage. Det sker på grund af en helt anden og langt mere alvorlig situation, som vores land står i.

Det handler naturligvis om den mangesidede krise, som den såkaldte coronavirus nu har udløst over hele verden, og som i disse dage rammer Danmark med så stor kraft, at antallet af smittede danskere stiger med eksplosiv fart. På kun to dage gik vi i Danmark fra 30 tilfælde til 256 tilfælde.

Indtil videre er ingen døde, men potentialet i nedlukningen af Danmark ses med den første lukning af en skole og et gymnasium. Titusinder af kronisk syge og ældre er nu i akut fare for at bukke under for epidemien, hvis ikke man tager situationen alvorligt.

Mange spår oveni en dramatisk økonomisk nedtur for verdensøkonomien, der på nogle områder kan sammenlignes med finanskrisen i 2008-2009, og som vil ramme hele samfundet. Det vil med stor sikkerhed gå ud over den åbne danske eksportøkonomi og få konsekvenser for beskæftigelse, velfærd, opsparinger og investeringer. Måske flere år frem i tiden.

I centrum for at håndtere situationen står Mette Frederiksens regering, der nu i de kommende uger vil skulle fortsætte med at træffe nødvendige, men også dramatiske beslutninger for at sikre nationens sundhed og ikke mindst sikre kapacitet i sundhedsvæsenet til at behandle titusinder af alvorligt syge, der risikerer at dø af sygdommen, hvis den kommer helt ud af kontrol.

Det politiske ansvar for, at det ikke ender med en humanitær katastrofe i Danmark, hviler nærmest udelukkende på regeringen.

Der er derfor tale om en helt ekstraordinær situation, hvor regeringen opererer i et meget usikkert farvand, hvor den kan blive udsat for hård kritik undervejs, hvis der bliver begået eklatante fejlvurderinger undervejs.

Omvendt kan det også blive en mulighed for regeringen at vise, at den kompetent handler i nationens interesse trods indledende knubbede ord fra almindelige skeptiske danskere og kritiske meningsdannere med behov for at udstille deres manglende sundhedsmæssige indsigt.

Det er nok umuligt at undgå en fase, hvor allehånde meningsdannere får deres tid i medierne til at docere over for regeringen, at de enten har overdrevet situationen eller fralagt sig ansvaret ved ikke straks at udstede et påbud om at lukke større arrangementer med mange deltagere for at mindske udbredelsen af smitten.

Henset til situationen i Italien og den eksplosive fart i antallet af smittede i Danmark, så viser udviklingen, at regeringen på ingen måde overdriver de nye tiltag. Set i bakspejlet på udviklingen i de seneste dage så kan vi alle se, at den nok snarere har handlet lidt for langsomt og for slapt, dog uden at jeg som lægmand vil kritisere regeringen for det.

Coronaepidemien ændrer også dramatisk tonen og det politiske spil på Christiansborg.

Spørgetiden tirsdag i Folketinget viste med al tydelighed, at dansk politik er gået ind i en fase, hvor den almindelige politiske skyttegravskrig indtil videre bliver pakket ned.

Venstres Jakob Ellemann-Jensen og DF's Kristian Thulesen Dahl, der for to uger siden brugte statsministeren som boksebold efter den såkaldte mailgate, brugte i stedet spørgetiden i går til at forsikre Mette Frederiksen om deres fulde støtte til regeringens tiltag. I en national krisesituation står partierne på Christiansborg sammen. Det manglede også bare.

Kriser rummer som før nævnt farer for regeringer, hvor ministre risikerer at sige og foretage sig noget dumt. Det samme gælder i et vist omfang også for oppositionen.

Tag for eksempel Nye Borgerliges evigt bedrevidende spradebasse af en sundhedsordfører Lars Boje Mathiesen, der på Facebook på den ene side kritiserede medierne for hele tiden at bringe nye tal for smittede, men samtidig syntes, at regeringen håndterer situationen forkert ved ikke at lægge al information ud til offentligheden. Samtidig sammenlignede han coronavirus med dødeligheden for almindelig influenza.

Selv i en national nødsituation findes der altså folketingspolitikere, der forsøger at fiske i folkedybet med letkøbt kritik. Det bliver spændende her om nogle uger at vurdere lødigheden af disse slagfærdige "ekspertudsagn".

Indtil videre er det dog, som om regeringen efter en lidt famlende start har vundet troværdighed og tillid i offentligheden med sin stadigt mere klare kommunikation fulgt op af forståelige tiltag, som forsøger at tage hånd om krisen, og andre økonomiske tiltag, der støtter de skadelidte i erhvervslivet, der nu rammes af arrangementsaflysninger, og tiltag, der sikrer likviditet hos virksomhederne.

Udviklingen har vist sig at være med regeringen. Ret hurtigt er den alvorlige situation ved at gå op for selv de indledningsvist hårdeste kritikere.

Hvis regeringen bringer Danmark nogenlunde helskindet igennem krisen, så vil en driftssikker håndtering kunne omveksles til politisk goodwill på både den korte og lange bane.

Mange danskere vil om tre år stå i stemmeboksen og skulle bedømme denne regering, og formentlig vil dens håndtering af netop denne krise sidde i baghovedet hos en del tvivlende vælgere.

Især sundhedsminister Magnus Heunicke har på denne potentielt uhyggelige baggrund en gylden mulighed for at blive en politisk stjerne, der vil kunne give den politiske karriere et kæmpe puf fremad. Heunicke, der er journalistuddannet, har tidligere som trafikminister givet mange prøver på, at han er ganske effen til at bruge medierne i sin kommunikation.

Indtil coronavirussen stjal den politiske dagsorden, var Heunicke ellers først sat til at skulle forhandle ny sundhedsreform engang i 2022 og indtil da blot træde vande. I de næste mange uger vil sundhedsministeren sikkert gå hen og blive en politisk figur, hvor alle vil dvæle ved hans læber for nyt om situationen, og hvordan man bør forholde sig.

Heunicke og regeringen har indtil videre afholdt sig fra indbildskhed i stil med Boje Mathiesen og andre verdenskloge, men fremstår helt anderledes ansvarlige.

Der er berettiget håb om, at de centrale ministre i de næste uger vil tone egoet ned og i stedet vise sig som alvorlige driftssikre typer, der vil træffe og kommunikere beslutninger stående på skuldrene af lægevidenskaben, eksperterne på sundhedsområdet og det faglige beredskab, der i årevis har trænet til situationen.

I de næste mange uger bliver der derfor omvendt næppe brug for ministres freestyling og spontane partiegoistiske initiativer udtænkt i særlige rådgiveres giftblanderi i en tid, hvor måske titusinder af danskeres liv står på spil.

Klarer Heunicke og regeringen denne test, så vil de til sin tid sikkert også blive belønnet af danskerne med konkret vælgertillid i form af stemmer.

Den nemmeste og på sigt mest fornuftige strategi for regeringen er derfor at fortsætte med at kommunikere klart til danskerne på baggrund af fakta og lægevidenskabens anbefalinger og afstå fra ethvert tilløb til smartness. Det samme gælder i øvrigt for oppositionen.

Regeringen bliver dog også stresstestet på en anden måde. Coronavirus-epidemien risikerer at erodere store dele af regeringens politik.

En økonomisk nedtur skaber behov for at stimulere erhvervsliv og dansk økonomi med træk på de offentlige kasser. Det mindsker mulighederne for at udbygge velfærdsstaten med en tilbagetrækningsreform for "Arne" og hans ligestillede. Er det i denne økonomiske situation, at man yderligere beskatter bankerne, der i forvejen slås med negative renter og begrænsninger på udlånsmuligheder? Det er det næppe.

Klimadagsordenen, som ifølge regeringens parlamentariske bagland kan true regeringens liv, indebærer også tiltag, der vil gør det svært for erhvervslivet på et tidspunkt, hvor hårde tider står for døren som følge af en recession i verdensøkonomien.

Alt andet lige mindsker coronaepidemien regeringens handlemuligheder med sit parlamentariske grundlag. På den anden side lover den borgerlige opposition regeringen støtte til ethvert tiltag, der vil kunne holde hånden over dansk økonomi og erhvervsliv.

Men hvad bliver reaktionen så hos Radikale, SF og Enhedslisten, hvis regeringen prioriterer at holde hånden under den økonomiske vækst fremfor klimaplan, der i al fald på den korte bane vil sætte bremseklodser på erhvervslivet? Vil de acceptere en mindre ambitiøs udgave, end de i sin tid blev lovet?

Indtil situationen med coronasmitten er bragt under kontrol, vil regeringen dog få ro til at fokusere på at løse denne ekstraordinært store opgave, der i den kommende tid muligvis vil teste landets sundhedsmyndigheder til bristepunktet. Måske vil det blive opgaven, som denne regering vil blive husket for i historiebøgerne i al fremtid.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Carolina M. Maier: Alternativets kollaps er som en græsk tragedie Carolina M. Maier: Alternativets kollaps er som en græsk tragedie Næste artikel Mattias Söderberg: Sådan får klimahandlingsplanen global effekt Mattias Söderberg: Sådan får klimahandlingsplanen global effekt
Støjberg efter to dage i retten:

Støjberg efter to dage i retten: "Jeg tror ikke, der er flere spørgsmål i verden"

INSTRUKSKOMMISSIONEN: Der kørte to spor i sagen om adskillelsen af ægtepar med mindreårige asylansøgere: Inger Støjberg spillede hård negl politisk, men administrerede i virkeligheden helt efter loven. Sådan lyder venstrepolitikerens egen forklaring, men den havde udspørgeren i Instrukskommissionen meget svært ved at tro på.