Jarl Cordua: Dårlig stemning i rundkredsen

”Enhedslisten i rundkreds.” Sådan beskrev Berlingskes Tom Jensen for nylig på Facebook rammende Alternativets politiske projekt. For Alternativet, som meget tit stemmer sammen med Enhedslisten, har med deres stemmeafgivning og deres konkrete politik vist sig at være ret så venstreorienterede, men måske på en blød facon, hvor de bruger lidt mere tid på at tale ud med hinanden og det bagland, som partiet gerne priser så højt.

Alternativet er med andre ord venstreorienterede, der ser et formål med at bruge megen tid på et politisk projekt, hvor alle i vælgerbasen af fremtidsbekymrede og indignerede skal kunne føle sig hørt og medinddraget og ikke kørt over, som man ellers hævder, at det forekommer i andre partiers mere lukkede processer. Det er meget vigtigt, at alle kan føle empati og føle sig godt tilpas, sådan at man udadtil kan fastholde billedet af en glad og lidt overstadig Uffe Elbæk, der inviterer alle med til den evige fest, hvor der danses og krammes til tonerne af disco-klassikeren ”Love is in the air”. 

Undervejs har nogen imidlertid kommet til at skubbe til pickuppen, hvor festen er stoppet undervejs.

I januar var der uro i partiet, hvor man på Facebook havde en heftig diskussion, hvor et hovedbestyrelsesmedlem undervejs blev beskyldt for at have lækket fortrolige oplysninger.

Alternativet er i større splid med sig selv, end offentligheden hidtil har været klar over, med klikedannelser og fraktioner, hvor der endda er udpeget en gruppe omkring Elbæk med tilnavnet ”boybandet”, der har sat sig for tungt på magten.

Jarl Cordua

Man kan så undre sig over, hvorfor man i det selverklærede åbne parti har brug for at operere med ”fortrolige” oplysninger. Undervejs gik bølgerne i al fald så højt, at partiets pressechef Magnus Haslebo fik denne svada med på vejen fra et af partiets medlemmer Birgit Bak: ”Generelt er min oplevelse desværre, at du (Magnus Haslebo, red.) ikke ønsker åbenhed eller samarbejde, men mere at blame og mistænkeliggøre dem, der ikke er enige med dig. Du er simpelthen ikke rar ved andre mennesker.”

Elbæk tog dengang afstand fra Haslebo, der åbenbart havde optrådt lidt for aktivt, men partistifteren fejede kritikken af med på vanlig kæk vis at gøre en dyd ud af nødvendigheden af uro - og fremhæve uroen i baglandet, som en positiv ting. Tværtimod ville Elbæk være bange for et parti, hvor der ikke var uro. 

Medlemsbasen er dog i det små ved at erodere, fordi flere undlader at betale kontingent.

Jarl Cordua

Det kan han så gå og glæde sig over nu, hvor det åbenbart pibler frem med historier blandt andet fra Altinget.dk, hvor det tyder på, at partiet er i splid med sig selv - og har været det længe. Det som man normalt vil betegne som en regulær krise. For lige nu har et par pinlige sager og skarp intern kritik tilsyneladende sat festen på standby.

Først blev det afsløret, at Alternativet, der ellers altid tordner mod skattely-landene, har fået over 400.000 kroner til deres partikasse, som stammer fra skattely-lande, som man ifølge Uffe Elbæk ”har overset”.

Man har brugt pengene, og i forvejen flyder bidragene ikke til partikassen i samme linde strøm som tidligere, så det er ikke lige til at finde pengene og evt. sende dem retur. Det sætter selvsagt partiet i et dilemma, hvor man er under beskyldninger for hykleri. Og det er selvfølgelig aldrig en rar situation, når man har bibragt offentligheden det indtryk, at man er et af den danske politiske kulturs mere ubesmittede alternativer.

I august kunne man pludselig læse om en større rokade på posterne, hvor de ellers umiddelbart ret driftssikre frontfigurer (i formandens åbenlyse fravær), daværende politiske ordfører Rasmus Nordquist  og gruppeformand Josephine Fock blev erstattet af andre og mindre erfarne kræfter.

Ifølge Jyllands-Postens politiske redaktør Marchen Neel Gjertsen, så er forklaringen den, at de to frontfigurer var en samspilsramt duo, der åbenbart ikke kunne få det til at fungere.

Set udefra virkede de to ellers rimeligt kompetente med hensyn til at skulle forklare partiets mange friske udmeldinger af egen avl. De to fejlede tilsyneladende også med hensyn til at fastholde begejstringen i partiet, som der er enighed om, at man gerne vil have tilbage.

Ledelsen blev lagt i hænderne på bl.a. en ny gruppeformand René Gade, der allerede har bebudet, at han ikke genopstiller, hvilket er ret usædvanligt, da en afgående politiker ikke just er kendetegnet ved den store pondus, når der allerede er sat slutdato på hans virke. En situation, hvor Gades magtposition bedst beskrives med det amerikanske udtryk ”a lame duck”.

Men nu er det jo Alternativet, vi har med at gøre, og de hævder, at man forvalter og udøver magt på en anderledes måde, hvor man altid gerne kækt eksperimenterer for at gøre andres tidligere dårlige erfaringer igen - og igen.

Dertil kom valget af Carolina Magdalene Maier som politisk ordfører, som tidligere har gjort sig bemærket som undervisningsordfører ved at foreslå historie, naturfag og samfundsfag afskaffet i Folkeskolen. For nylig søsatte hun endnu et vidtgående forslag, der ville tvinge både offentlige og private virksomheder med mere end 1000 ansatte til at åbne deres bestyrelser for hvem som helst, der som ”samfundsrepræsentant” havde gennemgået en endnu ikke udviklet bestyrelsesuddannelse. Og en stemmeret i bestyrelserne skulle sikre dialogen mellem almindelige borgere og eliten i virksomhederne.

Umiddelbart lignede det et angreb på den private ejendomsret, og selvsagt var erhvervslivet ikke begejstret for det opsigtsvækkende forslag, og de beskrev det  som ”noget vrøvl”. Det er dog ikke det samme som, at forslaget ikke har klangbund på venstrefløjen, hvor man er i konkurrence med SF og Enhedslisten om vælgerne - og blandt de efterhånden mange, der hidser sig op over ekstreme lønninger til erhvervslivets top og deres ikke altid lige etiske dispositioner.

Etisk og pæn opførsel er ellers noget Alternativet har stillet vælgerne i udsigt, at man kan levere på. Og længe har man også været de pæne i klassen, der ikke optræder unødigt bissede over for politiske modstandere eller deltager i ”julelege”, hvor formålet er let gennemskueligt politisk drilleri uden sagligt formål.

I Folketingsgruppen holder man stadig stien ren, men for nyligt blev det afsløret, at et af partiets kandidater ved kommunalvalget i København har deltaget i en meget hård, personhetzkampagne kendt som ”Anna Ansvarsløs”-kampagnen med falske valgplakater vendt mod den daværende radikale borgmester i København, Anna Mee Allerslev, fordi flere især på venstrefløjen mener, at hun har kørt en for hård linje i aktiveringsindsatsen overfor langtidsledige. Det mener Å-kandidaten Troels Christian Jakobsen berettiger kampagnen, der derfor ifølge ham ikke konflikter med partiprogrammets punkt 2, der lover en ”ny politisk kultur” og generel afstandtagen til mudderkastning. Partiets ordfører Carolina Magdalene Maier har nøjedes med at tage afstand, og Jakobsen er fortsat kandidat. Alt tyder derfor på, at Alternativet ikke har tænkt sig at sætte sig igennem overfor sine egne, der deltager i mudderkastning. Man aner her noget konfliktskyhed.

Det bliver heller ikke nemmere at fastholde billedet af de ”rene og ranke”, når Alternativet på deres Twitter-konto for nyligt viste sig for hurtige på aftrækkeren og viderekolporterede oplysninger på Twitter om regeringens afgiftspolitik på elbiler, som viser sig ikke at være rigtige, og som man bare havde taget for gode varer uden at tjekke efter selv. Carolina Magdalene Maier lover dog ifølge Berlingske, at der nu strammes op, mens det engang så uplettede parti bliver udsat for hård kritik for at udbrede ”Fake News”. Et ord som Maier i øvrigt selv bruger til at beskrive fadæsen. 

Vælgermæssigt er der næppe meget at bekymre sig om lige nu. Partiet ligger omkring de fem procent i gennemsnit altså cirka på valgresultatet. Faktisk står Alternativet overfor at høste frugterne ved kommunalvalget, hvor der er store forventninger til flotte resultater især i København og de store byer.

En måling har vist opbakning til liste Å på syv procent i Århus, og i denne uge viste en måling 10 procent i København, der vil kunne sikre partiet den første borgmesterpost til Niko Grünfeld, der tilhører partistifterens netværk - blandt andet som tidligere ansat hos Kaospiloterne og medlem af partiets hovedbestyrelse.

Man går til valg på et program, der i sin substans er klassisk venstreorienteret med massive offentlige udgifter til sociale tiltag og ”bæredygtige” projekter, men hvor retorikken er mere rund og omfavnende, sammenlignet med Enhedslistens. Dertil kommer rene overbudsforslag som 30-timers arbejdsuge og borgerløn, som kommunalbestyrelserne ikke har mandat til at beslutte. Men den slags urealistiske slagvarer er Alternativet heller ikke ene om at levere. Dem har andre partier også på hylderne, og vælgerne er formentlig ligeglade.

Værst er det imidlertid, når pressen i breve fra medlemmerne kan læse med i den ret krasse kritik af partiets lokale afdeling i København, som vel udgør flagskibet i partiets kommunalvalgskampagne. Her har lokalbestyrelsen ifølge et referat på partiets hjemmeside måttet forsvare sig i en mistillidsafstemning, som man ikke vandt overbevisende.

Kritikken i det interne brev fra Stine Bardeleben Helles, som Altinget offentliggjorde i sidste uge, går på, at Alternativet har forbrudt sig mod yderligere et af partiets egne dogmer om respekt for de demokratiske processer. Anklagen går på topstyring, eller snarere ”fjernstyring” fra sekretariatet på Christiansborg, der åbenbart helt har sat sig på partiets valgkampsplanlægning i højborgen København.

Set fra et normalt strategisk perspektiv er det sikkert meget klogt, at de mest kreative og kloge mennesker, partiet kan stampe op af jorden, hjælper med det. Problemet opstår, hvis de lokale medlemmer mener, at de helt har overtaget styringen. I hvert fald droppede Stine Bardeleben Helles sit kandidatur til kommunalvalget i konsekvens af det, som hun betegner som ”gammel politisk kultur” og “kammerateri og misbrug af indflydelse.”

Kritikken rammer også partiets håb i København, Niko Grünfeld, der åbenbart allerede ses som arvtager efter den 63-årige parti- og projektleder, som flere tilsyneladende ser som en, der er på vej væk og videre til sit næste projekt.

Den nyeste kritik har også afsløret, at Alternativet er i større splid med sig selv, end offentligheden hidtil har været klar over, med klikedannelser og fraktioner, hvor der endda er udpeget en gruppe omkring Elbæk med tilnavnet ”boybandet”, der har sat sig for tungt på magten. Det scenarie er på ingen måde alternativt. Tværtimod, så lyder det som en kritik, man ofte hører i de traditionelle partier, når nogen synes, at partiledelsen lytter til de forkerte, træffer beslutninger uden at inkludere tilstrækkeligt med medlemmer, og hvor fraktioner i partiet får sarkastiske øgenavne.

Måske kan oplevelsen af, at Alternativet er ved at tilegne sig rollen som traditionelt parti med magtkampe og intriger, forklare den tabte gejst blandt nogle af de stadigt mange medlemmer. Medlemsbasen er dog i det små ved at erodere, fordi flere undlader at betale kontingent.

Ekstra Bladet mener, at Alternativet slet ikke har de ekstraordinære indtægter, som de havde tidligere, og har overbudgetteret med bidragene fra glade støtter, der i 2016 kun var en tiendedel af det budgetterede. Det har næppe hjulpet på humøret hos evt. støtter, at der har været omtale af, at pengene tidligere kom fra blandt andet skattelylande.

Med 1,2 millioner kroner i underskud i 2015, så skal Alternativet nu sætte tæring efter næring, ligesom det sker for alle andre stagnerende partier, medmindre Elbæk genfinder evnen til at få private donorer til at sponsorere projektet. Det har blandt andet betydet, at Alternativet ikke længere som lovet kan betale aflad eller ”klimabetaling” på 171.000 kroner, i forhold til hvor meget driften af partiet betyder i CO2-udledning, men må nøjes med 91.000 kr. Selv Alternativet har indset, at man nogle gange må ”spare på klimaet”.

Foreløbig er Elbæk ude på en tre uger lang kampagne - den såkaldte ”Tour de håb” - over hele landet frem mod kommunalvalget for at tale håbet op hos vælgerne på områder som klima og miljø. Så slipper han også i mellemtiden for at forholde sig til de stadigt flere sager, hvor man gør sig i noget andet, end det Alternativet prædiker - nemlig samarbejdsproblemer, frustrationer og kritikken på Christiansborg om topstyring og kammerateri.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.