Jarl Cordua: De politiske kamæleoner skifter farve før valget

Regeringen forsøger sig med charmeoffensiv over for offentligt ansatte vælgere. Imens har Mette Frederiksen problemer med at forholde sig til Inger Støjbergs seneste symbolpolitiske påhit.

Hvis nogen skulle være i tvivl om, at valget er ved at nærme sig, så skulle de have set regeringens pressemøde tirsdag. Det var et sjældent set ufokuseret pressemøde, der mere lignede en politisk købmandshandel med alle mulige politiske meldinger på flere områder end en anledning til at markere, at regeringen nu gjorde en særlig indsats på et afgrænset område.

Regeringen forsøger dertil i stigende grad at tage farve i forhold til de politiske vælgergrupper, som de især appellerer til. Det er især offentligt ansatte mænd og privatansatte kvinder, der er optaget af velfærdsforbedringer.

Selvfølgelig havde man inviteret pressen til at høre innovationsminister Sophie Løhde (V) berette om den længe bebudede afbureaukratiseringsreform, som hun mener, over de næste fire år kan fremtrylle fire milliarder kroner.

For alle os, der ikke just elsker bureaukrati, er det sød musik i ørene. Desværre skræmmer fortidens politisk bebudede opgør med folkestyrets egen uendelige trang til regulering. Vi kender sangen: Først er der en fanfare og store armbevægelser. Så forsøger man at trænge igennem enkelte steder, hvor der også sker gennembrud.

Men desværre overhaler udviklingen reformiveren og producerer endnu flere regler måske på andre områder. Eksempelvis lever vi i en tid, hvor regering og Folketing insisterer på detaillovgivning om, hvilken måde borgmestre skal hilse på folk i særlige situationer. Som tiden går, mister regeringen interessen, og det politiske fokus flytter et helt andet sted hen. Der kan også ske det uheldige, at regeringen taber valget, og alle forkromede planer skrottes.

Regeringen forsøger i stigende grad at tage farve i forhold til de politiske vælgergrupper, som de især appellerer til. 

Jarl Cordua

I gamle dage var især de røde partier slemme til at sige, at de ville regulere alt muligt. Ikke mindst markedet. Det er desværre ikke en sport, de har holdt for dem selv, når det gælder næsten alle andre områder. 

Blå bloks regeringer – herunder støttepartiet Dansk Folkeparti – har vist sig mindst lige så reguleringsivrige. Tag for eksempelvis dele af arbejdsmarkedslovgivningen og hele sundhedsvæsenet, hvor de borgerlige i 14 ud af 17 år har haft magten og må tage ansvaret for hele det registrerings-cirkus, som tilsyneladende dræber al arbejdsglæde i det offentlige. 

De liberale røster, der på papiret skulle forestille at gå imod strømmen, har i al fald slet ikke kunnet dæmme op for de stadigt stærkere kræfter, som hver gang, de så et problem blive portrætteret i tv’s nyhedsudsendelser, reagerede med krav om flere og strammere regler, hvilket selvsagt indebærer mere kontrol og registrering. Nogle gange har liberale i øvrigt vist sig slet ikke at være liberale, men reguleringsliderlige national-konservative i nye klæder.

Ifølge Løhde så er regeringen åbenbart klar til at tage et opgør med sin egen politik, herunder ”new public management”, der for længst er blevet buzzword for alt, hvad der er i vejen i den offentlige sektor. Det bliver meget spændende at se, hvad hun så vil sætte i stedet for.

For ingen forestiller sig, at Finansministeriets magt over de øvrige ministeriers økonomi med et trylleslag ophører, og at man ude omkring får en pose penge til at lave velfærd for og så i øvrigt får lov at passe sig selv. Men det er da meget forståeligt, at hvis regeringen vil have en chance blandt de stadigt færre offentligt ansatte vælgere, der kunne overveje at stemme VLAK, så er dette den helt rigtige vare at have på hylden.

Løkke havde dårligt taget ordet for at præsentere afbureaukratiseringsreformen, før han skulle forholde sig til endnu mere regulering. Nemlig det førnævnte initiativ på vegne af flygtninge- og integrationsministeren Inger Støjberg, der vil lovgive om et ritual for modtagelse af statsborgerskab, der indbefatter et håndtryk af den lokale borgmester.

Hensigten er naturligvis et håb om at forhindre stærkt religiøse muslimer, der ikke vil give hånd til det modsatte køn, at få det statsborgerskab, som i efterhånden mange år ikke længere er noget, udlændinge kan trække i en automat.

Det kræver blandt andet flere års selvforsørgelse, en statsborgerprøve og en veldokumenteret tilknytning til Danmark. Men selv hvis det ikke skulle have sorteret nok i de islamister, der ønsker dansk statsborgerskab, så er håbet – også blandt folketingsmedlemmer i liberale partier som ”Liberal Alliance” og ”Venstre – Danmarks Liberale Parti” åbenbart, at disse islamister viger tilbage fra ansøgning, hvis de bliver udsat for den ydmygelse at skulle give hånd til det modsatte køn.

En række borgmestre fra både V og S har dog allerede nu sagt fra i forhold til denne regel, som de dybest set mener er noget pjat, og Løkke måtte så forsvare beslutningen om, at det var ”et stort ønske i Folketinget”, og det forsøger regeringen så at finde en løsning på.

Eventuelt kunne man løse opgave i statsligt regi, hvis det blev et problem. Man ser for sig, at et offentligt kontor et sted i København bliver en slags sindelags-vaskemaskine, der luger ud i de hemmelige islamister, der ikke kan overkomme at give hånd for at få et statsborgerskab. Ingen taler i øvrigt om de islamister, der er født i Danmark af danske statsborgere, som er danske statsborgere, og som aldrig behøver at skulle give hånd for at få dansk statsborgerskab.

I Løkkes stemme fornemmede man dog en vis irritation over, at han skulle forholde sig til og ikke mindst forsvare et forslag, som han måske selv synes er noget pjat, men som et flertal i hans folketingsgruppe, især med folk som Støjberg, Marcus Knuth, Hans Chr. Schmidt og ikke mindst Claus Hjort Frederiksen bakker varmt op om.

I nogen tid har Støjberg på de indre linjer givet udtryk for, at hun føler sig stedmoderligt behandlet af topledelsen og har været udsat for urimelig kritik fra andre Venstrefolk i de sager, hvor hun er gået i offentligheden med markante udmeldinger på udlændingeområdet.

Løkke selv vil ikke bruge politisk kapital på at gå imod et forslag, som ikke engang LA vil sætte foden ned for, men tværtimod bliver klart anbefalet af både folk som Henrik Dahl og Joachim B. Olsen. Måske er Løkkes analyse, at han alligevel ingen indflydelse har på dette område, fordi hans egen minister – Inger Støjberg – aldrig har anerkendt udlændingepolitik som en politisk handelsvare, hvor regeringen kan sælge indrømmelser til DF mod at få indrømmelser på andre områder, der interesserer Løkke langt mere.

Støjbergs hang til solo-ridt er omvendt godt for hendes egen popularitet og hendes støtte i DF, der ser hende som deres minister, der leverer, uden at de behøver at gøre alt det sure arbejde. Konsekvensen af det er imidlertid, at DF hele tiden er presset til at opfinde nye krav, der bliver stadigt sværere for regeringen at honorere.

Hvis Løkke skulle stoppe den proces, så skulle han fyre Inger Støjberg, og det er selvsagt umuligt i en situation, hvor hendes popularitet i baglandet er tårnhøj, og at hun er meget anvendelig i den forestående valgkamp som troværdig rambuk mod Socialdemokratiet, der gør, hvad de kan for at ligne nogle, der på udlændingeområdet vil stramme endnu mere end VLAK-regeringen.

I øvrigt er det morsomt at se, hvordan Mette Frederiksen ikke ville forholde sig konkret til håndslags-loven. Der skulle ”ikke lovgives for nærværende”, sagde oppositionens mest sandsynlige statsministerkandidat tirsdag.

Måske veg hun tilbage efter at kunne læse om et oprør i hendes eget bagland mod ”ja til alt fra DF”-strategien for lokale nordjyske fagforeninger, der ikke længere kan følge kynismen, og Vestegnsborgmestre, der nægter at lade sig prostituere til Inger Støjbergs-symbolpolitik? Nu bliver det spændende at se, hvilken farve denne i udgangspunktet røde kamæleon vælger i denne sag.

I dag ser vi så Venstre brænde en annoncekampagne af, blandt andet i aviserne, der skal vise, at regeringspartiet er meget optaget af velfærdssamfundet. Venstres slogan er ”Arbejder for Fællesskabet”. Sikkert et stort spark til S, der set med V-briller nok snakker om mere velfærd, mens de tygger pigtråd i oppositionen og står helt uden for beslutningerne, der skaffer folk mere velfærd.

Det er egentlig ret mærkeligt, at man så tæt på et valg ikke har set et økonomisk udspil fra Socialdemokratiet. Det seneste er fra 2016 måtte partiets finansordfører Benny Engelbrecht erkende, da han blev konfronteret af kritikere. Man aner en vis tilbageholdenhed hos S med at konkretisere politikken.

Og det kan man næppe bebrejde dem, henset til hvordan det gik forud for 2011-valget, hvor man blev presset til at fremlægge konkret politik, hvor de mest iøjnefaldende dele aldrig havde udsigt til at få flertal.

Da man ikke kunne levere her, pulveriserede det fuldstændigt Thornings personlige troværdighed. Men måske kunne S i det mindste gå et stykke ad vejen og opdatere noget af den politik, de har liggende i skufferne. Det er bare helt grundlæggende mærkeligt, at Danmarks største parti ikke kan præsentere et finanslovsoplæg som modsvar til regeringens. Skatteyderne har ellers betalt rigeligt til, at partierne kan opretholde dyre sekretariater til det samme formål. 

Mens man venter på, at S får taget sig sammen til det, så kunne Børsens økonomiske redaktør, Steen Bocian, i dag vise, at regeringens økonomiske træk på det offentlige nærmer sig det, som Socialdemokraterne hidtil mente, var det helt ideelle udgiftsniveau.

Som tiden går frem mod valget, vil de politiske kamæleoner nok være meget uenige, men i praksis vil deres politik ikke være til at skelne fra hinanden. Det er vist hele pointen, at vælgerne slet ikke skal kunne se forskel.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.