Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: DF er tvunget til at presse paradigmeskifte ud af VLAK

KOMMENTAR: Regeringen benytter efteråret til at præsentere ny politik. Imens stiger spændingen, om den nye pragmatiske forhandlingsstrategi vil give LA resultater, og om Thulesen Dahl får et paradigmeskifte, der leverer på løftet om, at uønskede kan sendes ud af landet, skriver Jarl Cordua.

<b>OVERHÅNDEN:</b> Det store slag om finansloven er i realiteten en armlægning mellem Kristian Jensen og Kristian Thulesen Dahl, skriver Jarl Cordua.
OVERHÅNDEN: Det store slag om finansloven er i realiteten en armlægning mellem Kristian Jensen og Kristian Thulesen Dahl, skriver Jarl Cordua.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

VLAK-regeringen udnytter optakten til den sidste politiske sæson inden folketingsvalget med at stille en række nye politiske varer frem i udstillingsvinduet. Finansloven indeholdt en række indre afgiftslettelser, der fik god presse, og som blev taget godt imod af kernevælgerne. Der er også bebudet lidt ekstra penge til en række områder såsom ældre, sundhed og kultur, som p.t. får maksimal eksponering i Venstres storstilede annoncekampagne.

Og så vil regeringen på sigt fjerne regler og bureaukrati, hvilket de færreste kan have noget imod, og hvor fire milliarder kroner står og blinker ude i horisonten, hvis alt går efter planen. Det gør det nok ikke.

Tiden er også kommet til at tyvstarte med ændringer af den generelt udskældte folkeskolereform, hvor regeringen tilsyneladende spiller ud med egne forslag om justeringer, før den evaluering, som alle tidligere ellers var enige om at afvente, kommer til næste år.

Det er svært ikke at læse for eksempel forslaget om at nedsætte elevtimetallet, som at regeringen nu kynisk vælger at droppe alle fine fornemmelser, for i det mindste at have et eller andet at tilbyde vælgerne inden valget på et område, de ved, vælgerne er optaget af. Regeringens tilbud taler om mere faglighed i folkeskolen, selv om man altså lægger op til færre undervisningstimer. Det lyder næsten for godt til at være sandt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected].

Regeringens tilbud taler om mere faglighed i folkeskolen, selv om man altså lægger op til færre undervisningstimer. Det lyder næsten for godt til at være sandt.

Jarl Cordua

Der er som bekendt den detalje, at LA's undervisningsminister Merete Riisager har været modstander af Folkeskolereformen, og partiet stod udenfor den brede aftale, som blev indgået i Thorning-regeringernes tid. Dengang hed undervisningsministeren Christine Antorini (S), som – næsten symbolsk – netop har forladt dansk politik for at blive direktør for et læringscenter i Novo.

Man kan sagtens læse regeringens udspil som en indrømmelse til LA, der som bekendt har måttet opgive alle krav om indkomstskattelettelser forud for finanslovsforhandlingerne. Spørgsmålet er, om det bliver ved markeringerne, eller om det nogensinde bliver til gennemført politik inden evalueringen af folkeskolereformen til næste år.

DF's integrationspolitik er reelt set en ”opbevaringspolitik”, hvor mennesker skal sidde og kukkelure i en lejr, lige indtil de selv vender hjem.

jarl Cordua

Senere i denne uge kommer der yderligere forslag, som har baggrund i tanker fra regeringens såkaldte disruptionråd. Det bliver spændende at se, om det indeholder bare skyggen af reformer, der ikke straks bliver pandet ned af Dansk Folkeparti, eller om det er tiltag, som ikke umiddelbart udfordrer Thulesen Dahls forsøg på at fremstille sig selv som politisk allieret med Mette Frederiksen og fagbevægelsen.

Henset til, at hele LO-fagbevægelsens top er repræsenteret i rådet, så bliver der næppe tale om ”onde” reformer af arbejdsmarkedet. Der er i al fald lagt op til et erhvervsskoleudspil, hvor statsministeren og undervisningsministeren torsdag på Morsø Landbrugskole præsenterer et udspil, ”Fra folkeskole til faglært – Erhvervsuddannelser til fremtiden”. Senere på dagen deltager Lars Løkke i en debat på en lokal virksomhed på Mors med disruptionrådsmedlem Per Christensen fra de ufaglærtes fagforening 3F, der skal klarlægge, hvorfor relativt mange på Mors tager en erhvervsuddannelse. Man må regne med, at der er et eller andet i posen til erhvervsuddannelserne, som kan foræres som en indrømmelse til fagbevægelsen, siden Per Christensen stiller op til det show.

For statsministeren er det selvsagt en glimrende anledning til at vise sig i en egn, han ikke så tit besøger i en tid, hvor både S, V, men især DF forsøger at mobilisere vælgere til modstand mod ”København” og alle de beslutninger, disse partier selv tidligere har truffet.

Selve finanslovsforslaget blev førstebehandlet i Folketinget torsdag i sidste uge, hvor finansminister Kristian Jensen (V) ikke overraskende endnu engang fremhævede regeringens resultater i form af en bomstærk økonomi, om end med en endnu lidt for svag økonomisk vækst.

I talen argumenterede Jensen for, at der lige nu var råderum til at bruge penge på velfærd mv., men at der allerede i 2022 anes mørke skyer i horisonten. Det falder dog – for ham og regeringen – så heldigt, at fremtidens bekymring ikke her og nu har den store betydning for regeringens politik. Regeringen lægger op til at bruge flere penge på velfærden – her og nu. Lige før valget, fristes man til at tilføje.

Om et par uger åbner Folketinget, hvor Finansministeren indkalder til såkaldte ”sættemøder”, hvor man planlægger møderækken for finanslovsforhandlingerne. Dernæst indkalder han til diverse møder i de udvalg, hvor der skal forhandles.

Det sker blandt andet i udvalget, der skal fordele satspuljen, hvor politikerne minus Enhedslisten, der ikke vil være med, får lov at lege julemænd med pengepuljen, som fremskaffes ved en årlig lidt mindre justering – tre promille - af overførselsindkomsterne i forhold til lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Sidste år blev det til en milliard kroner til uddeling til politikernes foretrukne overvejende sociale projekter.

Det store slag om finansloven kommer dog til at udspille sig mellem VLAK-regeringen og DF. I realiteten er det en armlægning mellem Kristian Jensen og Kristian Thulesen Dahl, hvor man håber på, at de ”pakkede korts strategi” – det vil sige ikke at melde for hårdt ud på forhånd – holder hele vejen hjem, så det ikke igen ender i julekrise og bizarre trusler med at vælte sin egen regering.

Her er det især LA's nye pragmatiske tilgang til forhandlingsspillet, der skal stå sin prøve. Det er et temperamentsskifte i processen, der giver visse mindelser om figuren Viggo Skjold-Hansen, hvis skæbne mange kender fra tv-serien Matador, hvor den selvsikre og koleriske sagfører pludselig gik fra store armbevægelser og høj cigarføring til blid og flegmatisk tøffelhelt efter at være taget af modstandsbevægelsen 5. Maj 1945. 

Men hvad skal man så med LA, hvis ikke partiet hverken med det sure eller søde kan levere indkomstskattelettelser? Er det så bare blevet et parti, hvis eksistensberettigelse er noget med en justering af folkeskolereformen plus lidt afgiftslettelser her og der og så mere velfærdspolitik ligesom alle de andre ”socialdemokratier”?

Det bliver i særlig grad interessant at se, hvordan regeringen under forhandlingerne har tænkt sig at levere på DF's hovedkrav, ”paradigmeskiftet”, om at hjemsende afviste asylansøgere og andre flygtninge.

DF har længe bekæmpet alle tiltag til integration, selv om regeringen faktisk kan fremvise resultater på området. DF har længe foreslået at afskaffe integrationsuddannelsen IGU, hvor flygtninge kommer ind på arbejdsmarkedet til en lavere løn.

DF's integrationspolitik er reelt set en ”opbevaringspolitik”, hvor mennesker skal sidde og kukkelure i en lejr, lige indtil de selv vender hjem. Hvor regeringen vil integrere folk for at få glæde af deres arbejdskraft, så vil DF derfor bremse integrationen med det argument, at integration ikke virker. 

Hvis disse mennesker og børn sidenhen udvikler sig til permanente sociale klienter eller finder på tåbeligheder, som koster samfundet endnu flere penge, så vil det klæde DF, at partiet allerede nu vedkender sig ansvaret. At det så var prisen, for deres ikke-integrationspolitik, og at den var værd at betale.

I kataloget af hjemsendelsesidéer findes de gode gamle tanker om de endnu ukendte lande i nærområderne, der gerne vil tjene en klækkelig bistandsskilling for at opbevare udenlandske statsborgere på ubestemt tid, under overvågning af fremmede (danske) bureaukrater, der så skal sikre, at alt går humanitært rigtigt til i disse lejre. Disse stater skal altså afgive suverænitet, med hensyn til hvad der foregår i deres egne lande.

I folkedybet lever også forestillingen om, hvordan ”stormagten” Danmark straffer lande økonomisk for ikke at tage deres borgere tilbage ved så at inddrage deres – i mange tilfælde – ikke-eksisterende ulandsbistand.

Især hos DF burde man nok vide, at trusler, der ikke kan følges op af handling, er utroværdige og tomme. Måske man ligesom Israel kan udlicitere sine fængsler til Rwanda, hvortil man så kan sende mordere, platugler og tyveknægte uden dansk pas? Det forlyder desværre, at praksis endnu ikke har givet de store resultater for israelerne.

Problemet for DF er imidlertid, at hvis ikke de kan få regeringen til at levere på ”paradigmeskiftet”, så kan Nye Borgerlige i det mindste levere vælgerne illusionen om, at det kan Pernille Vermund ved at vælte DF's endnu foretrukne regering.

DF har med deres retorik bragt sig selv i den situation, hvor de har talt deres egne vælgeres forventninger op, om at repatriering af mennesker blot er en sag, der udelukkende handler om politisk vilje i et støvet kontor på Slotsholmen.

Og hvis ikke DF kan levere på det, så må forklaringen jo være, at Kristian Thulesen Dahl har fejlet, er svag og selv mangler vilje? Han risikerer så at skulle forklare sine vælgere, at løsningen på problemet er at droppe finanslov og støtten til Løkke og i stedet gøre Mette Frederiksen til statsminister.

Det kan jo være, at netop Frederiksen besidder tryllemidlet, der får afrikanske og mellemøstlige stater til at åbne deres arme for deres egne landsmænd, flygtninge og afviste asylansøgere fra Danmark? Det sker næppe.

Hvis Thulesen Dahl vælter regeringen, så kan han droppe alle forestillinger om at komme i regering med Venstre efter næste folketingsvalg.

Så Thulesen Dahl skal levere et politisk resultat, som hans vælgere tror på, virkeliggør ”paradigmeskiftet” - i al fald indtil folketingsvalget er overstået.

---------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00