Jarl Cordua: Efteråret bliver én lang test af Østergaards tillid til Frederiksen

Sidste år holdt statsminister Mette Frederiksen (S) sin første åbningstale. Politikens kommentator Kristian Madsen bemærkede ved den lejlighed, at han ikke havde hørt så lidt håbefuld en tale siden Donald Trumps tiltrædelsestale, og at den var inspirerende som en katolsk dødsmesse. Der var desuden almindelig enighed blandt iagttagere om, at talen var dyster og holdt i tonearten mol.

Talen blev ellers holdt i en tid, hvor verden hverken sloges med Covid-19 eller ”dansede med corona”. Tværtimod buldrede dansk økonomi derudaf med vækst på 2,3 procent, og samtlige økonomiske nøgletal var særdeles positive. Alligevel mente statsministeren, at der var opstået et i øvrigt ikke specielt veldokumenteret problem, der handlede om den gensidige tillid mellem danskerne, som åbenbart dengang overskyggede alt andet. Man forstod nok behovet for at vise, at de borgerlige havde efterladt sig uløste store problemer.

Alligevel lød der helt anderledes toner i går fra statsministeren, hvor hun specifikt sagde, at hun aldrig havde været så optimistisk på Danmarks vegne. Og det til trods for, at Danmark har været ramt af coronaen i syv måneder, at virksomheder er på fallittens rand, at folk bliver fyret i bundter, at den offentlige økonomi nu presses hårdt af store udskrivninger for at holde virksomheder og hjemsendte - ikke mindst kernevælgerne blandt de offentligt ansatte - oven vande mv. i forbindelse med coronaen. Væksten, der i det dystopiske forgangne år var pæn, er til gengæld faldet drastisk med historiske syv procent. Cifre, som ellers normalt ville blive betragtet som katastrofale.

Man fristes næsten til at synge med på den gamle revyvise fra 40’erne, ”Her går det godt, Fru Kammerherrerinde”. Det er i den vise, hvor den stoiske tjener, James, forklarer kammerherreinden, der ringer op på telefonen, at alting går godt, men at der beklageligvis er sket lidt bagateller af triste ulykker, så som at ridehesten er død, og slottet brændt ned, efter den pludseligt ruinerede kammerherre har skudt sig selv for panden. Alligevel kan tjener James forsikre kammerherreinden om, at ”bortset fra det, så går det godt, så går det godt.”

Det er dog ikke helt uforståeligt, at statsministeren – desuagtet de ulykker som har hjemsøgt landet –  forsøger at tale nationen op, For i modsætning til sidste år kan hun ikke længere tørre ansvaret af på forgængerne, og hun har heller ikke den store interesse i det her og nu, for det ville tvinge hende til at præsentere politik, der kan imødegå de italesatte problemer. 

I forvejen har hun påtaget sig ansvaret. Håndteringen af coronaen var Frederiksens ansvar i mere end én forstand, hvor hun blandt andet traf beslutninger stik imod Sundhedstyrelsens og de kompetente myndigheders rådgivning. Det viste sig siden, at det stod regeringen sig godt ved i form af relativt få corona-dødsfald, og Mette Frederiksen og socialdemokraterne indkasserede en pæn bonus i form af vælgertillid. I de fleste nylige målinger ligger regeringspartiet stadig på den pæne side af 30 procent. Der er et meget stort forspring ned til den borgerlige udfordrer, der en dag måtte se dagens lys. For tiden kan ingen rigtig få øje på nogen.

Det forlyder fra radikale kilder, at Østergaard har intern opbakning i sin gruppe til at gå hele vejen, hvis ikke regeringen lever op til forståelsespapiret.

Jarl Cordua

Ikke desto mindre er de økonomiske udfordringer, som coronaen har affødt, så store, at det ligner den eneste oplagte mulighed for oppositionen for at få bragt statsministeren i defensiven. Hvad vil hun gøre for at skabe vækst? Hvorfor udbygger hun velfærdsstaten i en tid, hvor rigets finanser bløder? Hvad vil hun gøre for dansk erhvervsliv og beskæftigelse? Hvad sker der med holdbarheden med finanserne over sigt?

Hvad er det for en gang hokus pokus, regeringen har gang i ved sammen med venstrefløjen at pille ved Finansministeriets regnemaskine, der ellers i årtier har tjent nationen vel, bare fordi man ikke kan lide dens konklusioner om negative økonomiske konsekvenser af, at regeringen og venstrefløjen vil ansatte stadigt flere i den offentlige sektor? Og hvorfor har regeringen fokus på at udbygge den offentlige sektor frem for at redde de mange små selvstændige, som er ved at gå rabundus på stribe?

Det ville være oplagte spørgsmål, der kunne samle oppositionen i et fælles stormløb mod regeringen. Hvis altså ikke det lige var for Dansk Folkeparti, der lige nu er i gang med at hjælpe S-regeringen med at gennemføre en pensionsordning for tidlig tilbagetrækning.

Når der med en snarlig aftale er blevet brugt fire-fem milliarder ekstra årligt på en Arne-reform, så vil det klinge hult, hvis eller når DF begynder at angribe regeringen for at solde det økonomiske råderum op. Her mere end tre år efter, at Frederiksen flettede fingre med Kristian Thulesen Dahl og viste ham respekt under et dobbeltinterview i Samtaleværelset på Christiansborg bivånet af 3F's Per Christensen, kaster denne politiske investering stadig gode renter af sig.

Nu får Frederiksen sin prestigiøse Arne-aftale, et helt centralt valgløfte, igennem og får samtidig splittet de borgerlige – også i den generelle økonomiske politik. Ikke dårligt. For har oppositionen ellers andre muligheder end at køre frem med kritik af den økonomiske politik? Det går næppe med andre af de gamle slagnumre, hvor statsministeren med sin tale lukkede andre mulige flanker.

Når det gælder om at køre en hård og kontant kurs især over for kriminelle med ikke-vestlig baggrund, så kunne statsministeren i går trumfe oppositionen ved at føre de borgerliges egne idéer ud i livet med kollektive opholdsforbud med gigantbøder, hvis bandekriminelle tager fast ophold i grupper på offentlige pladser.

Særligt ”værdipolitisk” effektivt er idéerne om at konfiskere statussymboler som guldhalskæder, modejakker og mobiltelefoner, hvis ikke de bandekriminelle, som statsministeren med henvisning til statistik selv i talen forinden havde identificeret som unge med ikke-vestlig herkomst, betaler førstegangsbøden på 10.000 kroner. Anden gang koster det 30 dage på Hotel Gitterly. Hver femte unge mand ud af årgang 1997 med ikke-vestlig baggrund havde, inden de var fyldt 21 år, fået en dom for kriminalitet, pointerede statsministen. At regeringen har god fornemmelse for retorisk at markere, hvem det skal gå ud over, viser sig særligt ved at nævne ”guldhalskæder”, som i den folkelige bevidsthed forbindes med kriminelle indvandrerbanders hang til bling-bling.

Der var også dårligt nyt til de kriminelle, der huserer i indvandrerghettoer som Motalavej i Korsør, der i sommerens løb har fået besøg af politikere fra Christiansborg. Nu dropper regeringen bureaukratiet og fjerner beboeres ankemuligheder, sådan at de straks ryger ud af lejelejlighederne, når de har fået en dom for kriminalitet.

Hermed vedligeholder regeringen sin kontrakt med de tidligere borgerlige vælgere, som den vandt ved valget sidste år. Samtidig sætter Mette Frederiksen de borgerlige – herunder også DF – til vægs ved simpelthen at implementere nogle af deres egne forslag. De kan nu gå hjem i politikværkstedet og udtænke nye tiltag, som regeringen så efterfølgende har mulighed for at ”stjæle”, når lejligheden byder sig, og hvis det juridisk er holdbart. Alternativt har oppositionen mulighed for at udtænke åbenlyst grundlovstridige forslag, som dem DF rejser med, såsom de facto at afskaffe religionsfriheden ved at forbyde moskéer og så håbe på, at vælgerne ikke gennemskuer sagen.

Frækt var det også, da Statsministeren stjal en anden gammel Venstre-mærkesag om frikommuner i syv udvalgte kommuner på diverse områder. Man skal næppe overdrive omfanget og friheden, men forslagets signalværdi bryder totalt med udbredte forestillinger om socialdemokrater som antiliberale betonsocialister, og samtidig matcher det fint regeringens decentraliseringsdagsorden. Det er ren win-win, og det koster nærmest ingenting på statsbudgettet.

Helt så let ser sagen ikke ud, når det gælder regeringens eget parlamentariske bagland, hvor især de radikales Morten Østergaard igen rasler med sablerne, når det gælder om at tvinge regeringen til at leve op til dens egne CO2-reduktions-målsætninger. Fredag i Weekendavisen udstedte den radikale leder endnu et ultimatum i rækken, og nu er det så op til regeringen at vurdere truslens troværdighed. Hvad er Østergaard ude på?

Østergaard sagde blandt andet: ”Det klimaprogram, der er lagt frem, og måden, det er lagt frem på, er en krigserklæring mod den grønne omstilling. Den krig er vi klar til at kæmpe, og alle skal vide, at vi ikke kommer til at slutte en finanslovsforhandling, der bekræfter den prioritering, der er nu.”

Vil han vælte regeringen, hvis ikke han er tilfreds med resultatet af efterårets klimaforhandlinger? Og vil det ske ved at stemme imod finansloven eller ved at stemme for en mistillidsdagsorden? Det er selvfølgelig overvejelser, der først kommer noget længere ned ad vejen.

Det centrale ord her er ordet ”krigserklæring”, og det forlyder fra radikale kilder, at Østergaard har intern opbakning i sin gruppe til at gå hele vejen, hvis ikke regeringen lever op til forståelsespapiret og den aftale, som de radikale har indgået med regeringen og de øvrige støttepartier. At gå hele vejen betyder her i sidste instans at tvinge regeringen til at udskrive valg.

Der er dog ikke mange uden for de radikale, som forestiller sig andet end, at Østergaards sabelraslen er ret meget andet end et forsøg på at sætte sig i respekt. Den respekt vil være ligefrem proportional med de politiske indrømmelser til de radikale, som vil vise sig i løbet af efteråret.

Står de ikke mål med Østergaards formulerede forventninger, så er det den radikale leders egen troværdighed, som er udfordret, og så bør spørgsmålet melde sig, om han så ikke har bragt sig i en Anders Samuelsen-lignende situation med langvarig højrystet træklatring, der munder ud i en eklatant ydmygelse og efterfølgende kontant afregning af vælgerne ved førstkommende valg? Østergaard skal med andre ord til at passe vældig meget på, at han ikke bliver til grin og mister sine egne vælgeres respekt. Det er sket før for radikale ledere.

Det er nok spørgsmålet, om han – og Enhedslistens snart forhenværende frontfigur, som man allerede kan glemme navnet på – ikke allerede er blevet til grin, når regeringen vil spise dem af med en politisk implementering af klimamålsætningen formet som ”hockeystave”. Eller hvad med de i forbindelse med åbningstalen pludselige 10 milliarder kroner til klimaet, som alle kan se er funny-money, der skal udmøntes med to milliarder om året over fem år og, hvor det står uklart, hvorvidt der er tale om ”nye” penge, eller om de kommer fra allerede afsatte penge? Man forstår frustrationen.

I forvejen døjer de radikale med at tøjle deres raseri over at skulle kæmpe for politiske gevinster, som de allerede troede, de havde vundet ved forhandlingsbordet, da man skrev forståelsespapiret. Politik er tillid, og alt tyder på, at den har Mette Frederiksen rigeligt af hos vælgerne og ikke mindst hos Thulesen Dahl, mens den andre steder er en akut mangelvare. Især hos det radikale støtteparti. Det var jo ellers denne manglende tillid mellem folk, som, Frederiksen i fjor fra talerstolen prædikede, var sådan et stort problem, at riget standede i våde.

Efteråret bliver en lang test af de radikales tålmodighed med regeringen og af Morten Østergaards troværdighed som en leder, hvor det vil vise sig, hvor langt han vil gå for at presse Mette Frederiksen til indrømmelser. Det kan godt gå hen og blive spændende og ende med et ordentligt brag, men sandsynligheden taler for en fuser.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.