Jarl Cordua: En valgsejr til Løkke kræver snarlig samling i blå blok

KOMMENTAR: Hvis Thulesen Dahl her i 11. time indså, at hans partis fremtid er bundet op på, at Løkke-regeringen fortsætter, så kunne han medvirke til at hente en blå valgsejr. Men det kræver, at han bryder forlovelsen med Mette Frederiksen og melder sig entydigt ind i blå blok.

Socialdemokraterne ligger lunt i svinget forud for det snarlige folketingsvalg. Man har sat dagsordenen med et ret løst, men i mange vælgeres øjne tilpas konkret forslag om differentieret folkepension, hvor den økonomiske ramme på tre milliarder kroner er sat så lavt, at S ikke ved første øjekast kan klandres for økonomisk uansvarlighed.

Hvis man skal tro de seneste meningsmålinger, så har tidligere DF-vælgere i relativt stort tal forladt Thulesen Dahl og har krydset grænseovergangen til rød blok. Holder det billede, så er folketingsvalget afgjort.

Så hvad skal Lars Løkke gøre for at ændre den truende situation med noget, der kunne ligne et på forhånd tabt folketingsvalg?

For det første var det nok en god idé hurtigt at finde en fælles forståelse med Thulesen Dahl om, hvordan man erobrer disse vælgere tilbage. Men det kræver først og fremmest en afklaring fra DF-formanden om, hvad han egentlig vil.

Det har nemlig ikke stået særligt klart for regeringspartierne og især V i de efterhånden flere år, hvor DF sammen med S har blokeret for Løkke-regeringernes politik. Går man tilbage til Fogh-regeringernes tid, så var det nemlig en tydelig arbejdsdeling, som sikrede en klar fælles front i blå blok, hvor der var samling om en V-statsminister, og hvor samtlige kanoner var vendt mod Socialdemokraterne. I dag er de fleste af DF's kanoner faktisk vendt mod blå partier og den regering, som DF støtter.

Thulesen Dahls taktiske spilfægterier og pludselige kovending vedrørende S-forslaget om differentieret folkepension har udstillet DF-formandens dilemma. På den ene side støtter Thulesen Dahl forslaget, og på den anden side kritiserer han det fortsat for at være for løst.

I de sidste to år har DF ved enhver lejlighed tugtet og ydmyget Løkke-regeringerne, samtidig med at man har ageret de facto støtteparti. Undervejs har man flettet fingre med Mette Frederiksen og talt åbenlyst om samarbejde. Endog om et regeringssamarbejde på lang sigt.

Det indebærer en risiko for, at vælgerne forlader DF til fordel for de nye venner i S, og i desperation ved Thulesen Dahl nu ikke, om han skal kramme eller kritisere folkepensionsforslaget ihjel. Det tyder på, at Thulesen Dahl er ved at indse, at det måske ikke var så god en idé at så tvivl om rollen som blå bloks sikre støtteparti.

I et par år har Thulesen Dahl ellers mere end flirtet med tanken om samarbejde med S efter et folketingsvalg. Hvis det sker, kan det muligvis blive i en ny rolle som støtteparti, men DF vil også befinde sig i et andet politisk farvand, hvor det er mere end usikkert, hvilke politiske gevinster DF formår at trække hjem.

Det bliver for eksempel næppe DF, der sammen med S og SF laver finanslov og i den anledning overlades rollen som pensionisternes værner og som dem, der nu har sikret nye udlændingestramninger på kant med konventionerne. Ikke, hvis der findes alternative muligheder, hvad der formodentlig gør.

Og så viser den seneste udvikling med hensyn til implementeringen af paradigmeskiftet, at Socialdemokraternes lyst til flygtningestramninger ikke kun er bundet af overbevisning, men også handler om taktik. For når det kommer til at støtte forslaget om endnu lavere hjemsendelsesydelser til asylansøgere, så bliver det svært for S at bakke op. Det samme gælder kontanthjælpsloftet, der rammer særligt indvandrerfamilier. Det bliver næppe nemmere at levere den slags indrømmelser til DF, når S sidder på regeringsbænkene.

I øvrigt vil Mette Frederiksen og co. gøre sig den erfaring i ministerkontorerne, ligesom den nuværende regering har gjort, at det er mere end bøvlet og forbundet med stor usikkerhed at forhandle med den ultra-taktiske Thulesen Dahl, der har vist sig at være en slave af enhver populistisk strømning i vælgerfarvandet. Bedømt på tidligere erfaringer, vil en S-regering nok få mere ud af at løse vanskelige problemer, der måtte opstå undervejs, gennemføre reformer eller føre EU-politik med Venstre i opposition.

Det vanskelige for Løkke er nok at overbevise Thulesen Dahl om, at det også er i hans egen interesse at få bilagt alle stridigheder og skærmydsler med VLAK-regeringen, sådan at regeringen kan overleve et kommende valg, hvor DF fortsat kan få afgørende indflydelse – selvom det vil koste nogle mandater.

Indtil videre ligner Thulesen Dahl en partileder, der mest af alt er optaget af stemmemaksimering og at begrænse tabet til Mette Frederiksens socialdemokrater, som han som før nævnt har brugt de seneste to år på at legitimere ved at blåstemple både hende og hendes udlændingepolitik, samtidig med at DF konstant har kastet vrag på Løkke Rasmussen.

Nu har DF-vælgere åbenbart taget Thulesen Dahl på ordet og forladt ham til fordel for Mette Frederiksen. Man kan vel sige, at Thulesen Dahl er blevet offer for sin egen taktik.

Hvad kan Løkke selv gøre? Regeringen gør formentlig det rigtige ved at satse på, at et flertal af vælgerne faktisk går mere op i at have professionelle til at styre hospitalerne end 41 folkevalgte, som de ikke kender. Hvis man kunne få held til at mobilisere interessenter, eksempelvis patientorganisationer, der bakker op om regeringens sundhedsreformforslag, og afsætter flere penge, så er det ikke umuligt, at Løkke i løbet af en lang valgkamp kan overbevise flere vælgere end i dag.

Socialdemokraterne og modstanderne af regionernes nedlæggelse har i øvrigt et problem på sigt. For hvad vil de egentlig selv med regionerne? De er i dag næsten tømt for politisk indhold, og en ny S-regering er efter valget formentlig tvunget til at komme med deres eget forslag, der under alle omstændigheder vil gøre op med 41 mand store sygehusbestyrelser. Det vil til gengæld nok være en rigtig god idé, hvis Løkke på en eller anden led fik sikret mere lokal indflydelse i de 21 sundhedsfællesskaber, som ligger i reformen, for derved at tage noget luft ud af kritikken om centralisering.

Det står også lysende klart, at regeringen skal bruge en del kræfter på at skabe mere tvivl om holdbarheden i Socialdemokraternes foreløbige valgtrumf vedrørende differentieret folkepension, så det fremstår som teknisk umuligt og økonomisk uansvarligt.

Mette Frederiksen har allerede fundet på et kækt svar om, at når menneskeheden evner at sende folk til månen, så kan man også lave et pensionssystem, der tager hånd om de nedslidte. Omvendt har kritikerne den pointe, at det bliver meget svært at lave et relativt billigt rettighedsbaseret folkepensionssystem, der ikke også sender raske mennesker på pension før tid. Nøjagtigt som det skete med efterlønnen.

Onsdag eftermiddag er der teknisk briefing af journalister, og torsdag er der møde hos beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), hvor der åbenbart skal ske en nærmere afklaring af, hvordan Socialdemokraterne har tænkt sig at udmønte deres forslag. Det bliver man nok ikke meget klogere af, for S har ingen interesse i at blotlægge flanker på denne side af valget.

Til gengæld giver det regeringen friere fortolkningsmuligheder men hensyn til, hvad S-forslaget går ud på, og forslagets konsekvenser vil næppe blive malet i de lyseste farver. Det vil nok også være en rigtig god idé, at man får blødt det nuværende system med en seniorpension op, der ellers skulle være designet til nedslidte. Det bør efter en hurtig opjustering fremstå mere brugbart og attraktivt end i dag, hvor det er relativt få, der kommer på denne ydelse.

Kunne Løkke trylle en valgkanin op af hatten? I historiebøgerne findes et eksempel fra 2004, hvor Fogh-regeringerne hang lidt med skuffen i meningsmålingerne, men hvor en lille skattelettelse skabte glæde og samling blandt de borgerlige kernevælgere, der muligvis mobiliserede dem og satte fut i meningsmålingerne frem mod valget året efter.

Hvis det trick virker igen her i 2019, så kræver det, at DF medvirker og hjælper regeringen. Men det vil så bryde med Thulesen Dahls taktiske bestræbelser på at være bedste ven med S, og det vil også skabe forvirring i forhold til DF's krav om, at der skal bruges penge på at hjælpe fremtidens nedslidte pensionister.

Hvis Thulesen Dahl her i 11. time indså, at han og hans partis fremtid er bundet op på, at Løkke-regeringen fortsætter, så kunne han medvirke til at stå bag et fælles borgerligt politisk program sammen med Løkke, der klart viser de stadigvæk mange ubeslutsomme vælgere, hvad de har at vente efter en blå valgsejr.

Det kræver dog, at DF forlader de sidste års sørøversejlads, endelig dropper forlovelsen med Mette Frederiksen og melder sig entydigt ind i blå blok. De seneste målinger viser, at han alligevel intet har at miste.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Tarek Hussein: Et forbud mod LTF løser ingenting Tarek Hussein: Et forbud mod LTF løser ingenting Næste artikel Harun Demirtas: Vi har brug for alle på arbejdsmarkedet, tørklæde eller ej Harun Demirtas: Vi har brug for alle på arbejdsmarkedet, tørklæde eller ej