Jarl Cordua: Et blåt regeringsalternativ findes ikke længere

Fremtiden i dansk politik er et billede af kredsende satellitpartier omkring S-regeringspartiet.

I dag går danskerne til stemmeurnerne og stemmer det borgerlige regeringsprojekt i graven. Alle målinger viser mellem 15-30 mandaters forspring til rød blok, og den spænding, der udestår, handler om, hvor få partier Mette Frederiksens Socialdemokrati skal forhandle med for at få sin politik igennem.

Hvis Radikale ikke bliver afgørende, som enkelte målinger har vist, så er vejen åben for et rødt flertal sammen med Alternativet. Dansk politik vil gå ind i en helt ny fase, hvor S kommer under pres for at foretage et skarpt venstresving på stort set alle politikområder.

Dermed slutter formentlig for minimum de næste to valgperioder – måske mere – perioden 1982-2019, hvor VK-partierne var de toneangivende partier i dansk politik og selv i opposition kunne opstille et troværdigt borgerligt regeringsalternativ.

Det bliver også et brat fald fra tinderne for en række blå partier som DF og Liberal Alliance. De to partier, der triumferede ved forrige valg. For ikke længe siden var DF omdrejningspunktet i dansk politik. Nu risikerer de at blive sendt ud i kulden, medmindre S ser en interesse i at lukke dem ind i politiske aftaler, især om udlændingepolitik.

Liberal Alliance befinder sig med stor sikkerhed de næste fire år i opposition, hvor partiet skal genopbygges nærmest fra grunden. Man må forvente en intern diskussion om, hvorvidt fungerende udenrigsminister Anders Samuelsen skal stå i spidsen for partiet oven på det gigantiske nederlag, som meningsmålingerne spår.

Her skal træffes et strategisk valg. Er vejen tilbage til regeringsmagten kritik af udlændingepolitikken, eller skal man indgå kompromiser med S og så bruge kræfterne på at formulere et helt andet langsigtet projekt?

Jarl Cordua

Måske overlever Samuelsen alligevel alene, fordi der simpelthen ikke er andre tilbage i folketingsgruppen, der kan overtage ledelsen. En af partiets stærkeste yngre kræfter, der kunne løfte den opgave, er Joachim B. Olsen, men han ser i nogle målinger ud til at ryge ud af Folketinget.

Det er spørgsmålet, om LA reelt har en fremtid uden denne stærke debattør til at tegne partiet i de kommende år. Tager man en tur rundt på Facebook, fornemmer man klart misnøjen i LA's rækker.

Skuffelsen over de manglende lovede resultater, og hvad partiet har måttet tage ansvar for, så man kunne få del i regeringsmagten, er så massiv, at enkelte LA'ere har meldt ud, at de simpelthen stemmer blankt. Det er næppe nok til at undgå en stor huskekage, at Samuelsen til sidst i TV 2's partilederrunde tirsdag aften kom med en klar undskyldning til kernevælgerne.

Selvom DF står til en halvering af mandattallet, så er der ingen tegn på paladsrevolution i Danmarks mest topstyrede parti. Kristian Thulesen Dahl kan næppe trues til at vige pladsen af intern opposition. I andre partier havde man ikke undgået den diskussion efter så stort et nederlag, som det tegner til.

Den eneste, der umiddelbart kunne gøre ham rangen stridig som formand, er Morten Messerschmidt, men han er næppe stærk nok til at gøre forsøget. Endnu.

Alligevel gør det sikkert indtryk på nogle DF'ere, at Thulesen Dahls tid som vidunderbarn, der længe kunne gå på vandet i dansk politik, er forbi, og derfor kunne man måske forvente, at dagene, hvor lederen og navnlig hans strategi er helt undtaget for kritik, endegyldigt er ovre.

2019-valget bliver simpelthen dommedag for Thulesen Dahls dobbeltstrategi, og undervejs i valgkampen revnede bukserne helt, da Thulesen Dahl måtte angribe sin slyngveninde Mette Frederiksen gennem samfulde to år.

I den periode pegede DF-formanden både på Løkke som statsminister, samtidig med at han søgte politisk ind mod midten og koketterede med sit samarbejde med S-formanden, hvis dramatiske udlændingepolitiske skift i 2015, han løbende legitimerede over for titusindvis af tidligere blå vælgere, der til sidst tog Thulesen Dahl på ordet.

I jagten på at blive et slags udlændingekritisk radikalt venstre og kongemager i dansk politik fuskede Thulesen Dahl længe med sit partis politiske identitet som borgerligt parti, hvilket så åbnede op for, at DF kunne angribes fra højre.

Det gav grobund for flere politiske højrepartier, der med deres aggressive retorik og urealistiske skingre krav til en borgerlig statsminister utvivlsomt har tvunget endnu flere midtervælgere til at kysse blå blok farvel for denne gang for at søge asyl hos enten S eller Det Radikale Venstre bare for at kunne holde dem selv ud.

Det er i skrivende stund usikkert, om begge de nye højrefløjspartier kommer ind. Hvis det alligevel sker, så vil partierne blive helt isoleret og ligesom den skøre del af Fremskridtspartiet i gamle dage fremstå som rituelt råbekor de næste fire år i folketingssalen, hvor de vil akkompagnere DF i kritikken af den førte udlændingepolitik.

Slagnumrene vil fortsat være benhård udlændingepolitik med urealistiske fantasifulde løsninger udtænkt på landets ølstuer i strid med internationale konventioner, klar EU-modstand og anden alternativ højrefløjspolitik.

Det vil sikkert leve sit helt eget frodige liv på de sociale medier, men i modsætning til situationen i de seneste fire år, vil disse idéer om øde øer forblive urealiseret. Lykkes det de yderste højrefløjspartier at bide sig fast hos vælgerne også om fire år, så vil det dog med stor sikkerhed yderligere udskyde tidspunktet for en ny samling omkring et realistisk levedygtigt borgerligt projekt, som vælgerne igen tør betro regeringsansvaret. Indtil da er et blåt regeringsprojekt stendødt.