Jarl Cordua: Et blåt regeringsalternativ findes ikke længere

KOMMENTAR: Folketingsvalget i dag ser ud til at markere en afslutning for perioden 1982-2019, hvor Venstre og Konservative altid kunne præsentere et troværdigt borgerligt projekt, selv i oppositionstid. Nu venter en lang genopbygningsfase i blå blok, skriver Jarl Cordua.

Fremtiden i dansk politik er et billede af kredsende satellitpartier omkring S-regeringspartiet.

I dag går danskerne til stemmeurnerne og stemmer det borgerlige regeringsprojekt i graven. Alle målinger viser mellem 15-30 mandaters forspring til rød blok, og den spænding, der udestår, handler om, hvor få partier Mette Frederiksens Socialdemokrati skal forhandle med for at få sin politik igennem.

Hvis Radikale ikke bliver afgørende, som enkelte målinger har vist, så er vejen åben for et rødt flertal sammen med Alternativet. Dansk politik vil gå ind i en helt ny fase, hvor S kommer under pres for at foretage et skarpt venstresving på stort set alle politikområder.

Dermed slutter formentlig for minimum de næste to valgperioder – måske mere – perioden 1982-2019, hvor VK-partierne var de toneangivende partier i dansk politik og selv i opposition kunne opstille et troværdigt borgerligt regeringsalternativ.

Det bliver også et brat fald fra tinderne for en række blå partier som DF og Liberal Alliance. De to partier, der triumferede ved forrige valg. For ikke længe siden var DF omdrejningspunktet i dansk politik. Nu risikerer de at blive sendt ud i kulden, medmindre S ser en interesse i at lukke dem ind i politiske aftaler, især om udlændingepolitik.

Liberal Alliance befinder sig med stor sikkerhed de næste fire år i opposition, hvor partiet skal genopbygges nærmest fra grunden. Man må forvente en intern diskussion om, hvorvidt fungerende udenrigsminister Anders Samuelsen skal stå i spidsen for partiet oven på det gigantiske nederlag, som meningsmålingerne spår.

Måske overlever Samuelsen alligevel alene, fordi der simpelthen ikke er andre tilbage i folketingsgruppen, der kan overtage ledelsen. En af partiets stærkeste yngre kræfter, der kunne løfte den opgave, er Joachim B. Olsen, men han ser i nogle målinger ud til at ryge ud af Folketinget.

Det er spørgsmålet, om LA reelt har en fremtid uden denne stærke debattør til at tegne partiet i de kommende år. Tager man en tur rundt på Facebook, fornemmer man klart misnøjen i LA's rækker.

Skuffelsen over de manglende lovede resultater, og hvad partiet har måttet tage ansvar for, så man kunne få del i regeringsmagten, er så massiv, at enkelte LA'ere har meldt ud, at de simpelthen stemmer blankt. Det er næppe nok til at undgå en stor huskekage, at Samuelsen til sidst i TV 2's partilederrunde tirsdag aften kom med en klar undskyldning til kernevælgerne.

Selvom DF står til en halvering af mandattallet, så er der ingen tegn på paladsrevolution i Danmarks mest topstyrede parti. Kristian Thulesen Dahl kan næppe trues til at vige pladsen af intern opposition. I andre partier havde man ikke undgået den diskussion efter så stort et nederlag, som det tegner til.

Den eneste, der umiddelbart kunne gøre ham rangen stridig som formand, er Morten Messerschmidt, men han er næppe stærk nok til at gøre forsøget. Endnu.

Alligevel gør det sikkert indtryk på nogle DF'ere, at Thulesen Dahls tid som vidunderbarn, der længe kunne gå på vandet i dansk politik, er forbi, og derfor kunne man måske forvente, at dagene, hvor lederen og navnlig hans strategi er helt undtaget for kritik, endegyldigt er ovre.

2019-valget bliver simpelthen dommedag for Thulesen Dahls dobbeltstrategi, og undervejs i valgkampen revnede bukserne helt, da Thulesen Dahl måtte angribe sin slyngveninde Mette Frederiksen gennem samfulde to år.

I den periode pegede DF-formanden både på Løkke som statsminister, samtidig med at han søgte politisk ind mod midten og koketterede med sit samarbejde med S-formanden, hvis dramatiske udlændingepolitiske skift i 2015, han løbende legitimerede over for titusindvis af tidligere blå vælgere, der til sidst tog Thulesen Dahl på ordet.

I jagten på at blive et slags udlændingekritisk radikalt venstre og kongemager i dansk politik fuskede Thulesen Dahl længe med sit partis politiske identitet som borgerligt parti, hvilket så åbnede op for, at DF kunne angribes fra højre.

Det gav grobund for flere politiske højrepartier, der med deres aggressive retorik og urealistiske skingre krav til en borgerlig statsminister utvivlsomt har tvunget endnu flere midtervælgere til at kysse blå blok farvel for denne gang for at søge asyl hos enten S eller Det Radikale Venstre bare for at kunne holde dem selv ud.

Det er i skrivende stund usikkert, om begge de nye højrefløjspartier kommer ind. Hvis det alligevel sker, så vil partierne blive helt isoleret og ligesom den skøre del af Fremskridtspartiet i gamle dage fremstå som rituelt råbekor de næste fire år i folketingssalen, hvor de vil akkompagnere DF i kritikken af den førte udlændingepolitik.

Slagnumrene vil fortsat være benhård udlændingepolitik med urealistiske fantasifulde løsninger udtænkt på landets ølstuer i strid med internationale konventioner, klar EU-modstand og anden alternativ højrefløjspolitik.

Det vil sikkert leve sit helt eget frodige liv på de sociale medier, men i modsætning til situationen i de seneste fire år, vil disse idéer om øde øer forblive urealiseret. Lykkes det de yderste højrefløjspartier at bide sig fast hos vælgerne også om fire år, så vil det dog med stor sikkerhed yderligere udskyde tidspunktet for en ny samling omkring et realistisk levedygtigt borgerligt projekt, som vælgerne igen tør betro regeringsansvaret. Indtil da er et blåt regeringsprojekt stendødt.

For Venstre og Konservative må de kommende år blive én lang genopbyggelsesfase, hvor et nyt hold politikere skal køres i stilling, og hvor et nyt borgerligt politisk projekt skal formuleres. I den første fase bør man nok, som Lars Løkke Rasmussen allerede har opsnuset, forsøge at tilbyde Socialdemokratiet et samarbejde på flest mulige politiske områder, sådan at man undgår, at landet bliver regeret med udgangspunkt i Enhedslistens krav.

Det ligner situationen fra 1970'erne, før firkløveret langsomt tog form i begyndelsen af 1980'erne. Det bliver en politisk virkelighed, hvor det socialdemokratiske regeringsparti konstant har udspillet, og hvor alle andre partier cirkler rundt som satellitter og byder sig til.

Eneste forskel i forhold til 70’erne er, at venstrefløjen i dag er samlet, langt stærkere og mere disciplineret. Enhedslisten bliver ikke et problem, så længe det handler om at dele velfærd ud fra råderummet. Problemerne opstår først, når pengekassen løber tom, og der skal indkræves midler fra andre end erhvervslivet, velhaverne og den øvre middelklasse.

Det bliver nok afgørende, hvis VK altså ønsker at generobre midten, at de nu bruger de kommende år på at distancere sig mest muligt fra partierne på det yderste højre, sådan at midtervælgere trygt kan stemme på de gamle borgerlige regeringspartier uden at komme i den mindste tvivl om, at man nægter at samarbejde med det yderste højre.

Det er dog spørgsmålet, om VK tør eller evner at modstå fristelsen fra at angribe S for enhver minimal lempelse i udlændingepolitikken og dermed igen stå på samme hold som DF, Nye Borgerlige og Stram Kurs. Kan man forestille sig Inger Støjberg og Marcus Knuth lægge bånd på sig selv?

Her skal træffes et strategisk valg. Er vejen tilbage til regeringsmagten kritik af udlændingepolitikken, eller skal man indgå kompromiser med S og så bruge kræfterne på at formulere et helt andet langsigtet projekt?

Lars Løkke Rasmussen har i al fald med sine udmeldinger om SV-regering og senest i går med valgkaninen om en SVRK-regering udstukket en politisk kurs for Venstre, som det er muligt for en ny formand at fortsætte. Måske hjalp Løkke sit gamle parti godt i vej med at frigøre Venstre fra det blå dødsbo, inden valglokalerne åbner?

De sidste meningsmålinger tyder i al fald på, at nogle borgerlige midtervælgere har taget godt imod Løkkes meldinger om det brede regeringssamarbejde. En lille mandatfremgang for Venstre vil pynte lidt på Løkkes forventelige exit som formand for Venstre. Den nye mere frie position vil i øvrigt også gøre det lettere politisk at manøvrere for moderate efterfølgere på formandsposten, hvad enten det bliver Kristian Jensen eller Jakob Ellemann-Jensen.

Skulle det mod mine forventninger alligevel ende med Inger Støjberg som formand, så må man forvente, at kursen igen bliver lagt højre om og i tæt samarbejde med DF.

I øvrigt udgør DF ligesom de øvrige partier på den yderste højrefløj et problem for alle drømme om borgerlig genkomst på ministertaburetterne. For hvis dette valg endte med en massiv rød valgsejr på grund af en politik dikteret af DF, så er det næppe tiden under VKOLA-samarbejdet, man skal lokke med i fremtiden for at få vælgerne tilbage.

VKOLA–tiden vil blive husket som en enorm kaotisk periode, der udstillede krisen i det borgerlige Danmark, hvor national-konservative kræfter i DF nægtede at indgå et kompromis med de klassisk liberale om især skattesænkninger, og hvor liberale truede med at stemme imod sin egen regerings politik. Den mistillid, som det opgør skabte hos afgørende borgerlige midtervælgere, kan næppe overvurderes.

Et blåt regeringsalternativ vil først opstå, når de blå partier med troværdighed har samlet sig om et politisk program i nogenlunde enighed. Det kræver nok færre, men stærkere blå partier og total udskiftning af hele persongalleriet, der stod i front i perioden 2015-2019.

Endelig står den gamle blå blok også med en meget stor udfordring med hensyn til at formulere en grøn politik, der kan imødekomme vælgernes berettigede bekymring for klimaforandringerne. Det ser nemlig ud til, at den dagsorden bliver rød bloks guldæg, som de kan vinde valg på i mange år frem. Præcis som udlændingepolitik i mange år var blå bloks trumf.

Her skal især Venstre og til dels Konservative vælge, om de vil være parti for de brede masser og tiltrække byvælgere, som kræver klimapolitik og opgør med landbruget, eller fortsætte kursen med at være nicheparti for landbrugsinteresser.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Forrige artikel Skov-Jakobsen: Magtesløshed er demokratiets værste fjende Skov-Jakobsen: Magtesløshed er demokratiets værste fjende Næste artikel Michael B. Klitgaard: DF nedsmelter, hvis Thulesen Dahl ikke kan forarge eliten Michael B. Klitgaard: DF nedsmelter, hvis Thulesen Dahl ikke kan forarge eliten
Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.