Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: I USA spiller man terning om tiltroen til demokratiet

KOMMENTAR: De kommende uger vil der med stor sandsynlighed være ballade i USA om de endnu ikke optalte stemmer og valgets udfald. En myte om "det stjålne valg" kan hurtigt opstå blandt begge lejres vælgere. Vi må sætte vores lid til, at 250 års demokratiske rødder ikke sådan lader sig rive op med rode.

Vi håbede på noget bedre og mere forudsigeligt under Biden, som så måske alligevel bliver aflyst, skriver Jarl Cordua.
Vi håbede på noget bedre og mere forudsigeligt under Biden, som så måske alligevel bliver aflyst, skriver Jarl Cordua.Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Præsidentvalget i USA ligner det værste mareridt. Ikke bare for amerikanerne selv, men også for hele den frie, vestlige verden, der i de sidste 200 år har set op til demokratiet i det store land på den vestlige halvkugle, som en sikker havn både filosofisk og i stigende grad sikkerhedspolitisk.

Siden Anden Verdenskrig har vores sikkerhed stort set været afhængig af amerikanernes villighed til at beskytte os. Det har i høj grad været båret af et værdifælleskab funderet på fairness og demokrati. Det store land skulle passe på alle de små lande. Uenigheder afgjorde man ved hjælp af fælles vedtagne spilleregler. Ikke noget med, at den store - ligesom i 30’erne og før Første Verdenskrig - trumfede den lille med henvisning til muskler og våbenmagt.

Det er disse værdier, som Donald Trump i sine første fire år har taget et delvist opgør med, og som han selv formulerede med ordene ”Amerika først” i sin berygtede indsættelsestale, der rystede USA's våben- og værdifæller gennem 70 år.

Valgnatten viste, at det er sandsynligt, at vi står over for fire år ekstra med præsident Trump i spidsen for Nato-alliancen, hvor alliancepartnere som Danmark fortsat må lyde dette credo. Danmark er medlem af en sikkerhedspolitisk alliance, hvor man hele tiden skal spørge sig selv, hvorvidt man leverer det nødvendige bidrag. De forsvarsvillige partier og kræfter vil næppe have det store problem med at levere ekstra milliarder til forsvaret under fire år til med Trump i Det Hvide Hus. Hvis det er prisen for at komme igennem endnu fire år med Trump og bevare sikkerheden i Europa, så må det være sådan.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Spørgsmålet er, om det ikke allerede er en knæsat standard og et krav, som enhver amerikansk præsident – uanset udfaldet nu og siden – vil stå stejlt på? Det umiddelbart nemmeste for Danmark er at levere det krævede bidrag til Nato-alliancen, uanset Trumps mærkværdige synspunkter og tilgang til sikkerhedspolitik.

Man kan være kynisk og sige, at vi allerede kender rumlen og vilkårene under Trump. Hvad vil egentlig kunne ryste os yderligere? Vi håbede på noget bedre og mere forudsigeligt under Biden, som så måske alligevel bliver aflyst.

Det forsigtige, konservative bud er, at det igen lykkes for USA at indsætte en ny præsident 20. januar 2021, selvom der utvivlsomt vil være stor ballade i de kommende uger.

Jarl Cordua

Det værste ved nattens begivenheder er usikkerheden omkring selve afviklingen af præsidentvalget, der risikerer at trække store veksler på vores respekt for amerikanerne og deres politiske system. Mange vil føle afsmag for, hvis det ikke er stemmesedlerne, men i stedet gustne advokaters søgsmål, der afgør valget. Ingen kender endnu udfaldet, der ligesom i år 2000 tester USA's politiske system til det alleryderste. 

For 20 år siden endte striden om stemmerne med, at den tabende part - demokraten Al Gore - trods alt og til sidst bekendte sig til en afgørelse, der stod vagt om både valget og selve det politiske system. Desuagtet dens mange åbenlyse fejl. Den mulighed har Joe Biden stadig, mens de færreste forestiller sig, at Trump nogensinde vil acceptere et nederlag. Det vil i givet fald være første gang i hans voksne liv.

Ingen skal forvente, at han herfra vil indrømme, at Biden selv efter fintællingen vinder valget, og dermed legitimere demokratens præsidentskab. Her ligger desværre kimen til, at republikanske vælgere, og dermed omtrent halvdelen af befolkningen, mister tilliden til et i forvejen belastet politisk valgsystem, hvilket selvsagt er farligt i et land med bevæbnede, selvbestaltede militser og skøre våbenlove, hvor folk i nogle stater synligt kan gå rundt med automatrifler.

En myte om det stjålne valg kan således hurtigt opstå blandt Trumps tilhængere - men i øvrigt også hos Bidens, hvor der også findes voldsparate grupper. Det er dermed selve demokratiets legitimitet, som man spiller terning om i kampen om magten. Det stiller krav til alle aktører.

Omvendt er knapt 250 års demokratiske rødder næppe noget, som man lige river op af jorden, selvom processen kan trække veksler på selve tilliden til et system, hvor det i forvejen ikke er alle, der forstår, hvorfor præsidentvalg afgøres med et system af valgmandsstemmer og ikke bare et simpelt flertal. Her skal man måske i stedet sætte sin lid til, at amerikanerne, trods deres mærkværdige holdninger og stor ballade, hidtil alligevel til sidst ender med at finde en præsident, som også ved selve indsættelsen  opnår den nødvendige legitimitet.

Det forsigtige, konservative bud er, at det igen lykkes for USA at indsætte en ny præsident 20. januar 2021, selvom der utvivlsomt vil være stor ballade i de kommende uger. Faktisk har mange af os set filmen før. I år 2000.

Læs også

Hvad kan vi ellers lære af aftenens valg? At meningsmålinger i USA tilsyneladende er notorisk upålidelige sådan at forstå, at folk åbenbart ikke svarer ærligt, når telefonen ringer, og meningsmålingsinstitutterne er i røret. I al fald når det gælder målinger af vælgeropbakning i helt afgørende delstater som Michigan og Wisconsin. For selvfølgelig har meningsmålingerne rapporteret det, som folk svarede i telefonen.

Det er også tydeligt, at Trump og republikanerne er fantastisk gode til at mobilisere vælgere, som de færreste iagttagere har haft blik for. Selv i en årgang, hvor al sagkundskab var sikre på, at høj vælgerdeltagelse var lig med en mobilisering af en demokratisk vælgerbase, som i årtier har været større end republikanernes, ja, så snød man den almindelige formodning. Det er så anden gang i træk, at det skete.

Det er næppe troligt, at en anden figur end lige netop Donald Trump vil kunne mobilisere vælgere på samme måde, som vi så det i går. Imod alle odds - særligt en håbløs håndtering af corona - og over for demokraternes overvægt hos medierne og blandt donorer, så lykkedes det alligevel den tvivlsomme ejendomsinvestor fra New York at overbevise knap halvdelen af vælgerne om, at han var at foretrække over den velprøvede, men lad os være ærlige, aldrig særligt imponerende Joe Biden. Det er et - i kampagnemæssigt forstand - kunststykke i sig selv, som for altid vil kalde på respekt, dog uden at man behøver at omfavne mandens åbenlyse mangel på moralsk habitus og tvivlsomme isolationistiske udenrigspolitik.

Nu følger måske ugers intens spænding og ballade om ikke optalte stemmer. Det bliver uskønt og babylonsk i sin forvirring, men det ender med et resultat, som vil blive accepteret af amerikanerne. Og vi herhjemme vil leve med konsekvenserne. Som altid. Forskellen er, at det nu er tydeligere end før, at Danmark er et lillebitte land i en verden, hvor alliancer og spilleregler er under pres.

Og så kan man jo bare på en dag som denne glæde sig over, at USA's politiske system er et opgør med en britisk konge, og derfor er designet til at sætte bremseklodser på enhver, der sidder i embedet. Et fortsat solidt demokratisk flertal i Repræsentanternes Hus vil i al fald sikre, at der er grænser for galskaben under endnu en periode med præsident Trump.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

Joe Biden

Præsident, USA (Det Demokratiske Parti)
bachelorgrad i historie og statskundskab (University of Delaware) og kandidatgrad i jura (Syracuse University 1968)

0:000:00