Jarl Cordua: Kæk Thulesen Dahl påtager sig håneretten

Når man har fulgt Dansk Folkeparti siden stiftelsen tilbage i 1995, så har det været gennemgående for partiets topfolk, at de ville skabe en god stemning i partiet, hvor dets tillidsfolk, folkevalgte og tilhængere aldrig skulle føle, at de bør dukke nakken i mødet med dets mange kritikere.

De stærke analytikere i partiet har arbejdet med at fremavle selvtilliden og selvbevidstheden for at skabe den nødvendige gejst og i sidste ende opbakning og styrke. Medlemmer og sympatisører skulle simpelthen være stolte af at være DF’ere, ligesom hvis de havde været medlem af Hjemmeværnet i 30 år.

Målet har selvfølgelig været, at DF dermed – til trods for en stadigt mere yderligtgående udlændingepolitik – er blevet et parti ligesom alle andre. Og efterhånden er man – næsten – i mål. Kun regeringsbænkene har DF'ere ikke formået at sætte sig på. Men det arbejder man – formodentlig – på.

Bevares. Der skal stadigvæk nok være lommer i samfundet, hvor man i afsky vender ryggen til DF omfavnende Nyrups gamle diktum om, at "stuerene bliver DF aldrig".

Thulesen Dahl har i stigende grad – så man på årsmødet – svært ved ikke at lade glæden over sine politiske triumfer flyde over i synlig selvtilfredshed og selvglæde. Der er ikke megen af den tidligere påtagede ydmyghed tilbage

Jarl Cordua

Det er imidlertid gået op for de klogeste af DF's kritikere, at nedgørelse og forsøg på udgrænsning – som i Sverige er på et helt andet niveau overfor Sverigedemokraterne – har vist sig i sidste ende kun at gavne DF. For man er blevet Danmarks næststørste parti blandt andet, fordi man til perfektion har indtaget rollen som ”det dårlige selskab”, som ”ingen må lege med”, som det lyder i Kim Larsen-sangen.

Det at stemme på DF har i 20 år været lig med én stor langefinger til ”eliten” – især defineret som det politiske og kulturelle establishment i København. Det er et oprør funderet i en sært konstrueret nationalisme, som udtrykkes i en tykt symbolladet og hæmningsløst iscenesat hyldest, hvor idealet ligner et romantiseret Provinsdanmark i de tidlige 1970'ere med tankstationsmusik, ternede duge, hvidkalkede landsbykirker, Dannebrog, velfærdsstat, flæskesvær, øl og bægerklang. Men altså minus langt hår, marxisme og ikke mindst indvandrere. I øvrigt en tid, hvor både familien Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard stemte radikalt.

Radikal udlændingepolitik er stadigvæk så langt fra den politiske midte, at det på ingen måde tilbyder et indbydende alternativ for dem, der både ser behovet for stram udlændingepolitik, og for at DF bliver henvist til en anden rolle end selve hovedrollen.

Jarl Cordua

Det er faktisk ikke mærkeligt, at der kommer en politisk modreaktion i en tid med så store omvæltninger, som vi har oplevet med globalisering, centralisering, finanskrise, stor og på sine stræk ukontrollabel indvandring på kort tid som under flygtningekrisen samt afgivelse af ikke ubetydelig suverænitet til EU.

Set i bakspejlet må man nok erkende, at denne reaktion var uundgåelig. Henset til hvor fantastisk dygtig DF's topledelse altid har været til at opfange og udnytte disse folkestemninger, og når rivaler som Venstres leder konsekvent har vadet rundt i personskandaler, så burde man faktisk ikke være overrasket over, at DF er så stort, som det er blevet.

Under weekendens årsmøde – det sidste inden valget – kunne partiformanden Kristian Thulesen Dahl dårligt være i sin egen krop over den position, som partiet lige nu er i i dansk politik, hvor man har fået placeret sig i nøglerollen som "tungen på vægtskålen i dansk politik".

En position, som Radikale ellers har haft i årtier siden før Første Verdenskrig. Nu er selvsikkerheden i DF blevet så stor, at DF ikke længere er dem, der bliver hånet. Nu er de dem, der håner de andre, hvilket stod fuldstændigt klart, da Thulesen Dahl sendte en ”hilsen” til Radikales landsmøde med et løfte om, at De Radikale skal holdes helt uden for indflydelse, når det gælder udlændingepolitikken.

Selvfølgelig en kraftig pointering af, at DF slår taktstokken i dansk udlændingepolitik, og at Radikale er blevet endeligt totalt politisk kastreret, nu hvor Thulesen Dahl har lovet at springe til for at holde Mette Frederiksen ved magten, hvis Morten Østergaard gør brug af sine trusler om ikke at pege på en S-regering, den dag et rødt flertal materialiserer sig, uden at han får politisk indflydelse på udlændingeområdet.  

Thulesen Dahls bagland har altid været vild med at bashe de radikale, som de ser som hovedansvarlige for navnlig den muslimske indvandring. Der var derfor næppe mange i salen på klappekage-kongressen, undskyld, DF’s årsmøde, der ikke delte partiformandens triumfering.

Thulesen Dahl har i stigende grad – så man på årsmødet – svært ved ikke at lade glæden over sine politiske triumfer flyde over i synlig selvtilfredshed og selvglæde. Der er ikke megen af den tidligere påtagede ydmyghed tilbage, og Thulesen Dahl er på den måde selv med til at skabe en forventning om flere resultater, ikke mindst på udlændingeområdet.

Politik, som VLAK-regeringen og sikkert også hans ”Plan B”, Mette Frederiksen, i stigende grad har svært ved at levere, hvilket partiet Nye Borgerlige sådan set er et symptom på.

Blandt de øvrige af DF's politiske triumfer som for eksempel beskæringen af DR og den efterfølgende fjernstyrede redaktion af dets tilbageblevne programmer er så symbolladede sejre, som måske har potentiale til at skabe en bredere og endda folkelig modreaktion mod partiets efterhånden enorme indflydelse i dansk politik.

Ikke bare på venstrefløjen, men også blandt de borgerlige, som fristes til at fravælge hele blå blok, fordi DF's markante sejre skygger for VLAK-regeringens øvrige politiske gevinster. Både ud fra en reel vurdering, men måske også fordi midtervælgere eventuelt lader sig påvirke af de højrøstede klagesange fra store dele af kultureliten og meningsdannelsen.

For tiden findes der ikke et politisk parti i blå blok, som fra et klassisk borgerligt udgangspunkt taler Thulesen Dahl midt imod. Enten fordi man er enig med DF, eller fordi man frygter politiske repressalier fra støttepartiet. Også på den baggrund kan man jo godt forstå, at Thulesen Dahls maske af ydmyghed må sprække, fordi han ikke længere kan rumme, at hans sejr er total, nu hvor ingen i blå blok vover at udfordre ham.

Man tænker næsten på den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson, som er blevet tilskrevet ordene: ”When you’ve got them by the balls, their hearts and minds will follow!”

I det åbne fravær af dette midterparti, der gør op med Thulesen Dahls plastikvision for Danmark, der er så karikeret, at man næsten kan høre DF-strategerne klaske sig på lårene af grin, mens de laver deres kampagner, så har De Radikale fået en blændende idé: De vil være dette nye ”anti-DF-parti”, hvor Morten Østergaard skal være den nye Macron i stil med hans parti, En Marche.

Idéen er indlysende rigtig, og vi er nok mange, der med største fornøjelse ville stemme på sådan et midterparti, som genskaber fornuften i dansk politik og smider den primitive og ødelæggende symbolpolitik på møddingen, hvor den rettelig hører hjemme.

Men forestillingen om, at en Morten Østergaard skal stå i spidsen for en helt ny politisk midterbevægelse med appel til centrum-højre er tindrende utroværdig, så det skriger til himlen. Hvorfor? Ingen kan se forskel på den politiske Østergaard i dag – og for to år siden til trods for diverse stunt med ghettobesøg mv.

Radikal udlændingepolitik er stadigvæk så langt fra den politiske midte, at det på ingen måde tilbyder et indbydende alternativ for dem, der både ser behovet for stram udlændingepolitik, og for at DF bliver henvist til en anden rolle end selve hovedrollen, hver gang Christiansborg planlægger og beslutter fremtiden for samfundets vigtige institutioner.

Når De Radikale samtidig fremturer med en for de fleste borgerlige mennesker fremmedgørende og bimlende skør identitetspolitik, så kan man glemme alt om at ægge flertallet af klassisk moderate borgerlige til at abonnere på Østergaards version af ”den danske Macron”.

Mens Østergaard forsøger at pakke sine klassisk radikale positioner ind i fransk indpakningspapir, skimter DF's ideologer nye højreorienterede horisonter, som de kan rykke det danske samfund hen imod.

På landsmødet oplistede gruppeformanden Peter Skaarup fem områder i udlændingepolitikken, hvor DF stod alene i forhold til resten af blå blok. Det meste handler om politik, som er hinsides konventionerne, som DF er ligeglade med og helt overlader det til Løkke og Støjberg at forsvare.

Skaarup, som formentlig selv er blandt de to-tre bedste strateger i dansk politik de sidste 30 år, betonede hver gang, at ”lige nu” var VLAK-regeringen imod DF's politik. Alle kan nok gætte sig til, at DF selv regner med, at med tiden så vil blå blok også kapitulere på det punkt. Det får de nok ret i, når der ikke gives Løkke og co. alternative samarbejdsmuligheder eller mere begavet opposition fra midten.

Og imens så leger Radikale julelege med sig selv og vælgerne, hvor man iklæder sig franske gevandter og insisterer på at føre en for længst tabt udlændingepolitik.

Man forstår godt, at Thulesen Dahl har svært ved at modstå trangen til at være kæphøj.

---------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.