Jarl Cordua: Knas i kærligheden mellem Socialdemokratiet og DF

Den politiske romance mellem DF og S, der blev indledt omkring Valentinsdag i februar, er tilsyneladende gerådet ud i en krise i forbindelse med den nys overståede erhvervspolitiske aftale, hvor det lykkedes regeringen – eller hvem der nu skal have æren/skylden – at splitte alliancen mellem S og DF.

Fakta er i al fald, at S står uden for den erhvervsaftale til 15 milliarder kroner, der blev indgået på Christiansborg søndag eftermiddag, hvor DF, men også Radikale er med, og siden har man set de to tidligere politiske turtelduer mundhugges i pressen, mens man i korridorerne gensidigt bebrejder hinanden for, hvorfor S ikke kom med.

I den socialdemokratiske udlægning, så havde S og DF givet hinanden håndslag på at spille på samme hold under forhandlingerne med regeringen og ikke lave en aftale uden den anden part. Med andre ord: DF rendte fra en klar aftale, og ”Tulle solgte os for nødder”, som en socialdemokrat bittert udtrykte det over for Børsens Helle Ib.

I DF's udlægning kendte socialdemokraterne imidlertid ikke deres besøgstid og var ikke villige til at tage medansvar for beslutninger, der også kunne gøre lidt ondt. I klartekst: S overspillede simpelthen sine kort.

Tulle solgte os for nødder!

Bitter socialdemokrat

I regeringen var man mildest talt aldrig særligt interesseret i at få Socialdemokratiet med, men bøjede sig for DF's krav, og man var længe klar med en skitse til en aftale. Undervejs lod regeringen S-forhandlerne se notater med finansiering af erhvervsplanens lempelse af aktiebeskatning, og blandt forslagene var der nogle, der handlede om at skære i dagpengene til ledige under 30 år, indføre karenstid før dimittender kan få dagpenge og en nedsættelse af lønnen til folk på seniorjobordningen.

På forunderlig vis eller på grund af enestående dygtig research – vi kan kun gætte – så fandt det førstnævnte forslag vej til fredagens udgave af Weekendavisen, hvor det skrivende makkerpar Hans Mortensen og Arne Hardis, sædvanligvis med gode kilder i S-toppen, havde læst papiret med udkastet til finansiering.

I 2013 var scoren efter kommunalvalget uafgjort: 8–8 i rævestreger og julenumre.

Jarl Cordua

I regeringen og blandt flere af de øvrige deltagere i forhandlingerne var man dog ikke i tvivl: S havde lækket papiret til pressen i håb om, at forslaget blev taget af bordet. Hvis det nogensinde var hensigten – og det kan man aldrig vide med sikkerhed – så lykkedes den del af operationen, men måske var det også medvirkende til, at DF tabte tålmodigheden med S og indgik en aftale med regeringen, dog uden de omtalte og kritiserede finansieringselementer. Dem kunne DF så tage æren for at have forhandlet ud af aftalen.

Hos S afviser man blankt, at man skulle have lækket oplysningerne, blandt andet fordi man slet ikke kendte flere af de tre nævnte forslag, som ifølge dem allerede var forhandlet ud af både S og DF.

Weekendavisen, der omtalte sagen på side fem, er normalt heller ikke det mest oplagte sted at lække fortrolige papirer, hvis man ønsker mest muligt røre.

I dag i BT er der imidlertid nye tegn på, at romancen mellem S og DF er ved at være ovre. Her går S-finansordfører Benny Engelbrecht i frontalangreb på DF, fordi partiet med aftalen med regeringen er medansvarlig for en ordning, der giver investorer et særligt fradrag på op til 120.000 kroner i deres personskat, hvis de sætter penge i nystartede virksomheder. Dermed er DF med til at blåstemple en topskattelettelse ad bagdøren, lyder anklagen fra S. 

Hos DF glatter man dog ud og afviser, at romancen skulle være ovre. Man taler og sms’er stadig flittigt med S'ere, forlyder det, selvom man erkender, at der har ”været lidt dårlig stemning” og ”knas” omkring erhvervspakken.

Det er næppe nogen tilfældighed, at DF holder fast i, at S stadig er en ”alliancepartner”, mens man i regeringen er hurtige til at fastslå, at alliancen – hvis den nogensinde har været en realitet – er endeligt ovre. DF har en indlysende interesse i at fastholde billedet af, at de kan gå andre veje end at forhandle med regeringen, mens regeringen gerne vil give indtryk af, at DF kun kan forhandle med regeringen, så længe de insisterer på at være et borgerligt parti, der hører til i blå blok.

I hvert fald udestår endnu et forlig om finansloven, herunder en skattedel, hvor S igen vil lægge meget mærke til, hvad DF går med til, der kan ses som et knæfald for den borgerlige regerings insisteren på skattelettelser.

I skrivende stund er man i regeringen pessimistisk med hensyn til at nå en aftale med DF om finansloven inden tirsdagens kommunalvalg. De to centrale figurer finansminister Kristian Jensen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) forsøger at mødes indimellem, samtidig med at der også skal føres valgkamp over hele landet. Finansministeren kan med kort varsel aflyse møder for at lave en aftale med DF-lederen.

Spørgsmålet er imidlertid, om Thulesen Dahl ser en fordel i at indgå finanslovsforlig om blandt andet skattelettelser, der kunne skabe en flanke til S. Regeringen selv har en indlysende interesse i at få en aftale i hus senest søndag, så man kan demonstrere over for vælgerne, at den borgerlige regering og samarbejdet med DF fungerer og skaber resultater.

På den anden side vil regeringen ikke sætte sig selv under pres allerede nu for ikke at undergrave sin forhandlingsposition. Så hellere lade aftalen fra i søndags stå som smukt eksempel på, at regeringen er i stand til at regere med god hjælp både fra DF – og endda Radikale.

Prognosen i regeringen er derfor, at der i stedet bliver indgået forlig en uges tid efter kommunalvalget både om finanslov og om forsvaret.

Selve kommunalvalget tirsdag er en strømpil for, hvordan dagsformen er for henholdvis Lars Løkke og Mette Frederiksen. Der er en berettiget forventning om en vis fremgang for Socialdemokratiet og en stor tilbagegang for Venstre. I V-lejren mærker man tydeligt, at S satser stort på at tilbageerobre tidligere bastioner som blandt andre Slagelse og Randers.

Alle erkender dog også, at selve valgresultatet kun udgør 1. halvleg i spillet om borgmesterposter. Sidst demonstrerede Venstre i al fald på landsplan, at de var mere end gode til konstitueringsspillet, der udgør 2. halvleg. Det vil dog være en meget stor overraskelse, hvis ikke S får tilbageerobret førertrøjen som det største borgmesterparti efter på tirsdag.

Blandt de faste, men ganske underholdende, momenter ved konstitueringsforhandlingerne er det interne opgør mellem K og V om, hvem der snyder hvem og i stedet går sammen med socialdemokraterne.

I 2013 var scoren efter kommunalvalget uafgjort: 8–8 i rævestreger og julenumre, hvor det ene – i kommunal sammenhæng – borgerlige parti snød det andet parti for en borgmesterpost ved at gå sammen med S. Det er her, at livslange fjendskaber grundlægges og grøfter graves, som varer i årtier frem. Hold øje med kommunerne Lolland, Lyngby-Taarbæk, Allerød, Thisted, Viborg, Slagelse, Vesthimmerland, og der vil sikkert åbenbare sig helt nye slagsmål i andre kommuner. Det er evighedsmaskinen for politiske nørder.

Denne gang har opmærksomheden især været om, hvorvidt DF får sit gennembrud som egentligt borgmesterparti uden for København. Indtil videre har man kunnet hænge hatten på mulighederne i Guldborgsund, hvor DF er det største parti, men her har socialdemokraterne allerede kortsluttet muligheden for at levere stemmer til René Christensen. Det er så op til Venstre at levere de afgørende stemmer. Så lige her er det svært at se en S-DF-romance udspille sig i praksis.

I Assens er mulighederne måske bedre, idet Jens Henrik Thulesen Dahl, DF-partiformandens storebror, med de lokale socialdemokrater har indgået budgetforlig uden om Venstre-borgmesteren. Både antallet af borgmestre og hvem aftalerne er indgået med bliver afgørende, når man skal vurdere realiteterne i DF's forhåbninger om samarbejdsmuligheder med S – og i at springe ud som et borgmesterparti på linje med de konservative.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.