Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: LA vil være nøgne ved forhandlingsbordet

KLUMME: Liberal Alliance har ingen våben med til forhandlingsbordet, når der skal snakkes skattelettelser og pensioner til en befolkning, der bliver ældre med rekordfart. Det bliver sandhedens time, skriver Jarl Cordua.

AFKLÆDT: Det er svært at se, hvad LA undervejs i forhandlingerne har at true deres parlamentariske grundlag med, skriver Jarl Cordua.
AFKLÆDT: Det er svært at se, hvad LA undervejs i forhandlingerne har at true deres parlamentariske grundlag med, skriver Jarl Cordua.Foto: Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Fremad mod nye, solbeskinnede højder”. Det var udenrigsminister og partileder for Liberal Alliance Anders Samuelsens kække udgangsbøn på det nyslåede regeringspartis landsmøde for en måneds tid siden.

Og hvad det er så for nogle solbeskinnede højder, som LA nu umiddelbart har i sigte efter regeringens boligskattereform, som vel næppe var helt det, som partiets mest liberalistiske kadrer havde håbet på?

Senest i juni 2019 skal det næste folketingsvalg afholdes. Det sker sjældent, at en regering sidder hele perioden ud, men man kan godt komme tæt på, som det er sket de seneste gange i 2011 og i 2015. 

Så længe rød blok fører markant i målingerne, så klør det dog næppe i Lars Løkkes pegefinger for at udskrive et valg i utide. Som det ser ud nu, så ligner det derfor et valg på et eller andet tidspunkt i foråret 2019, dvs. om to år. 

I 2017 har en 60-årig  udsigt til at blive 83½. I 2006 regnede man med, at det først ville blive en realitet i 2050.

Jarl Cordua

Læs mere: Måling: Regeringens vælgere siger nej til højere pensionsalder

Vi ved dog, at valgkampe starter i god tid inden. Og lige så snart at Christiansborg er gået i ”valgkampmode”, ja så bliver det meget svært for regeringen, at få vedtaget reformer med enten DF eller Socialdemokraterne, som hver især sidder på de nødvendige mandater, mens de vogter på hinandens blottelser.

Skal LA nå længere op mod de attråværdige ”solbeskinnede højder”, så er der ikke megen tid til at nå derop på i denne valgperiode, før reformviljen fordufter, og vinduet, hvor politiske reformer kan vedtages, lukker. Måske har man kun 2017 ud?

Boligskattereformen er kommet på plads, og det er sket med et tilpas bredt flertal, og med et resultat uden de store ramaskrig og protester bortset fra dem, der altid kommer fra venstrefløjen. Skrigene lever regeringen såmænd fint med. Man kan så i øvrigt diskutere, om reformen var et stort skridt for at udfylde LA's politiske dagsorden. Det blev det i al fald nogle steder i LA's bagland, hvor der også lød harsk kritik.

På dagsordenen ligger der i al fald stadig en reform af indkomstskatterne, som er skudt til efteråret og naturligvis igen bliver en armlægning mellem LA og DF. Det er dog et område, hvor de tre regeringspartier står ret alene om at påpege et behov for reformer.

Det er svært at se, hvad LA undervejs i forhandlingerne har at true deres parlamentariske grundlag med? At forlade regeringen? Det vil DF næppe have noget imod, og meget tyder på, at LA-ministrene og Samuelsen selv er blevet ganske glade for at ”køre i ministerbil”, som LA-lederen engang nedladende beskrev ministergerningen.

Nu er oplevelsen blevet en erfaring, der har medvirket til at fremkalde den grådkvalte stemme hos Samuelsen under hans tale på landsmødet. Det skal være ham vel undt.

Men det bliver sandhedens time for LA's forhandlere, når de til efteråret skal demonstrere, at de er langt bedre end VK's tidligere forhandlere til ved forhandlingsbordet, at overtale DF til markante skattepolitiske indrømmelser som for eksempel at nedsætte topskatten med fem procent.

For det er nøjagtigt den evne, som man bl.a. ved valget i 2015 har forsikret sine vælgere, at man besidder bedre end nogen anden. Det fik dog ingen betydning på området, da LA ikke sad i regeringen og krævede topskattelettelser. Hvilken forskel får det nu, hvor de er en del af regeringen? Alle venter spændt på regeringens udspil til efteråret.

Lidt flere vil nok kunne se problemerne med pensionsopsparing for lavtlønnede. I dag har for eksempel FOA-formand Dennis Kristensens medlemmer blandt offentligt ansatte svært ved at se, hvad de får ud af at spare op til pension, når de, den dag ydelserne bliver udbetalt, samtidigt bliver modregnet i sociale ydelser.

I stedet kunne de, som de nye overenskomster er et billede på, i stedet kræve mere fritid frem for mere i løn og navnlig pension, som alligevel ikke kan svare sig. Denne uhensigtsmæssighed kalder økonomer for ”samspilsproblemet”.  Det skaber imidlertid et problem for samfundet allerede nu, når flere holder fri fremfor at gå på arbejde. Det mindre arbejdsudbud giver nemlig mindre vækst, mindre pensionsindbetaling og færre skatteindtægter. Altså tre dårlige konsekvenser af at opretholde status quo.

Så hvad kan regeringen gøre ved problemet?

1. De kan droppe indkomstafhængige ydelser helt. Det er dog ikke politisk muligt, så det vil regeringen helt sikkert ikke foreslå.
2. Man kan hæve ydelserne og ikke længere gøre dem indkomstafhængige, hvor der modregnes. Det er dog ret dyrt, da flere jo så får adgang til ydelserne, så det foreslår regeringen næppe.
3. Man kan ved hjælp af skattesystemet finde en løsning, som den tidligere V-regering foreslog i sin 2025-plan, hvor der gives et ekstra fradrag, der premierer opsparing til pension. Det er nok der, man ender. Snusfornuftig, men meget teknisk politik, som de fleste sikkert kan leve med, men som næppe heller indvarsler den store liberale revolution.

Mere kontroversielt bliver det, når eller hvis politikerne skal se på endnu en runde af en tilbagetrækningsreform af folkepensionsalderen. Hvis de altså er enige om, at der er et problem med tilbagetrækningsreformen fra 2006, der regulerede pensionsalderen opad i takt med stigningen i levealderen. For udviklingen i levealderen har heldigvis vist sig at overhale prognosen fra 2006, så flere har udsigt til at leve længere end de 14 år på folkepension, som var det forventede gennemsnit, som politikerne har lagt til grund for reformen.

Et eksempel fra Finansministeriets seneste publikation ”Holdbarhed og generationsmæssig neutralitet” tydeliggør sagen: I 2017 har en 60-årig  udsigt til at blive 83½. I 2006 regnede man med, at det først ville blive en realitet i 2050. Men i den 11 år gamle reform findes en bremse, så folkepensionsalderen ikke kan hæves med mere end ét år ad gangen, og der kan kun forhøjes med et halvt år eller et helt år ad gangen.

Se mere: Samuelsen står fast: Topskat er værdipolitik

Det siger sig selv, at det næppe er en populær øvelse, og fagbevægelsen har allerede haft gang i en kampagne, der skal få politikerne til at holde fingrene væk fra folkepensionsalderen, der i dag er 65, men som vil stige til 68 år i 2030.  

Umiddelbart ligner det en løsning at få vedtaget endnu en mekanisme, som giver mulighed for at regulere pensionsalderen tilpas langsomt opad, uden at det kommer til at genere den generation, der står til at skulle på folkepension inden så længe. Hvis ikke, så vil også en kommende regering med Socialdemokraterne stå med det samme problem, hvor man i fremtiden skal skaffe penge til flere udgifter til folkepension. 

Hvis en løsning bliver fundet i mindelighed i løbet af efteråret, så vil der nok være protester på venstrefløjen og i fagbevægelsen, men næppe de næste to år frem mod valget, hvor man vil samle sig om at pege på Mette Frederiksen (S) som ny statsminister.

End ikke Liberal Alliance vil have en interesse i at præsentere et forlig på dette område, som meget mere end et lille skridt mod de solbeskinnede højder i det lovede liberale lykkeland.

.......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00