Jarl Cordua: Løkke gør klar til valg – nu som grøn krammebamse

Et nyt folketingsår er oprunden!

En veloplagt statsminister holdt en åbningstale, hvor der blev gjort en del ud af at være rund, grøn og blød. Væk er alle reformer, der kan genere vælgerne, og i stedet lægger regeringen op til at stille varer på hylderne på de områder, hvor de ved, at vælgerne efterspørger konkret politik.

Mest iøjnefaldende er forslaget om forbyde salg af nye diesel- og benzindrevne biler om 12 år. Umiddelbart en meget lang tidshorisont, hvor der her og nu ikke er de store udgifter forbundet med forslaget. Regeringen har lidt i posen til hjælp med at investere i ladestandere og deslige, men forslaget får først betydning ad åre. Problemet er i øvrigt, at elbiler som alternativ p.t. slet ikke er gode nok endnu i forhold til prisen.

Med tiden er det regeringens håb, at teknologien bliver så god, at elbiler simpelthen udkonkurrerer fossilbrændstof-bilerne. P.t. er de gode biler, som for eksempel Teslaer, meget dyre, mens de små elbiler, der er afgiftsfritagede, ikke er gode nok til, at folk vil købe dem.

EU blev omfavnet i sjælden grad. Der var også en hyldest til integrationen! 

Jarl Cordua

Der sælges kun 3.000 elbiler om året, og det kræver nok, at man vender bunden i vejret på statskassen for at få det tal op. Det sker næppe i denne omgang. Men i næste uge spiller miljø- og klimaministeren ud med et luft- og klimaudspil, der vil indeholde en del forslag, der skal mildne luften for folk i storbyerne.

Et gæt er, at det nok også vil indeholde tiltag, der vil mindske dieselforureningen i byerne. Det er efterspurgt, og det vil også pynte lidt på de borgerlige partiers noget ramponerede storbyprofil.

Man bliver nødt til at præsentere en rigtig fuldfed kanin på dette område inden valget, så man ikke bliver sårbar overfor kritik fra Nye Borgerlige og skuffede vælgere.

Jarl Cordua

I det hele taget er klima og miljø på vej op på vælgernes dagsorden, nu hvor økonomi- og beskæftigelsesproblemerne er tæt på at være løst.

I øvrigt var det påfaldende at se, hvor vrissent Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, reagerede på forslaget om afskaffelsen af nysalget af benzin- og dieselbiler i 2030. Det lød nærmest, som om S-formanden var imod forslaget, og det bliver svært at forklare vælgerne. Så mon ikke det ender med, at hun omfavner det, når Socialdemokraterne får sovet på det?

Havde S virkelig forestillet sig, at de borgerlige ville efterlade hele den dagsorden til de røde – og grønne partier? I øvrigt morsomt, at Alternativets Uffe Elbæk var mere positiv overfor regeringens forslag end rød bloks statsministerkandidat. Nu ligger presset på S for at komme op med noget endnu mere offensivt på den grønne dagsorden.

Regeringen har i al fald fået en grøn position, som gerne skal ende med et forlig, måske allerede inden jul. Spørgsmålet er, om DF er med på at indgå forlig. Det er de nok, hvis S vil være med. Man agerer erfaringsmæssigt taktisk i de to partier. Hvis den ene gør ét, så er det ikke så farligt for den anden at tage lidt medansvar og så videre. Det taler man sikkert om på hulemøderne mellem DF's pressechef, Søren Søndergaard, og Mette Frederiksens spindoktor, Martin Rossen.

I regeringen håber man på, at De Radikale og måske nogle af de røde partier kan være interesserede i at gå med, men vigtigst for regeringen er at kunne forklare vælgerne i en valgkamp, at de har grøn politik på hylderne. Her er 2030-forbuddet måske ikke verdens mest effektive eller billigste CO2-dæmpende forslag. Til gengæld er det særdeles nemt at kommunikere til vælgerne.

Hvad der også var interessant i talen, er Løkkes insisteren på faktisk at markere en forskel til støttepartiet DF.

EU blev omfavnet i sjælden grad. Der var også en hyldest til integrationen! Forleden omfavnede DF's yndlingsminister, flygtninge -og integrationsminister Inger Støjberg, igen integrationsgrunduddannelsen IGU, som virker til at være hendes  hjertebarn.

Hos DF er synspunktet derimod, at IGU som led i partiets ønske (og Marcus Knuths ønske) om et ”paradigmeskifte” afskaffes, fordi det helt grundlæggende efter partiets mening er spild af penge.

Venstrefolkene, herunder vist også Knuth – og i al fald Støjberg – ser anderledes på tingene. Hvis flygtningene er her og af den ene eller den anden grund ikke kan sendes ud, så skal de i det mindste forsøges integreret og i arbejde, så samfundet får noget ud af deres ophold.

Der er så fundamentalt et skisma mellem DF og regeringen i denne sag, at det bliver særdeles spændende at se, hvor langt de to parter kan mødes i forhandlingerne, som man må formode er afgørende for, at der i det hele taget kan indgås en finanslovsaftale.

Indtil videre efterspørger DF forslag, der kan imødekomme kravet om et paradigmeskiftet. DF er tydeligvis presset af både Nye Borgerlige, men også af de forventninger, som man selv har talt op.

Man bliver nødt til at præsentere en rigtig fuldfed kanin på dette område inden valget, så man ikke bliver sårbar overfor kritik fra Nye Borgerlige og skuffede vælgere. Og hvis ikke der leveres? Foretrækker Thulesen Dahl så hellere et valg, hvor han kan skyde skylden på regeringen? Man skal næppe undervurdere kynismen hos DF-formanden. Spørgsmålet er, om regeringen selv har mave til det magtspil? Har de noget at vinde på en splittelse med DF? Næppe meget.

Meget belejligt ligger alle disse forhandlinger hos Inger Støjberg. I regeringen håber man, at der kan skrues på nogle regler, der sætter gang i hjemsendelserne af afviste flygtninge. Men man har stadigvæk ikke løst den store gåde med hensyn til, hvor man sender de flygtninge/emigranter hen, der ikke vil hjem, og hvor landene ikke tager imod egne statsborgere.

DF er selv kreative med idéer til, hvordan man slipper af med for eksempel afviste iranere, der opholder sig her i landet. Man forestiller sig, at man sådan kan udveksle terroristmistænkte for afviste asylansøgere.

Og som sædvanligt var socialdemokraterne ”ikke afvisende” overfor dette retssikkerhedsmæssige nybrud, hvor man altså glad og gerne overdrager ikke dømte mennesker til den islamiske stat Iran, som DF åbenbart ikke længere har de store betænkeligheder ved, når det gælder om at forvalte retssikkerheden. Bare det ikke foregår i Danmark.

I en ikke så fjern fortid ville man efter min vurdering have rystet på hovedet over den slags forsøg på at afmontere retsstaten, som naturligvis er yderligere et forslag i den lange række af symbolpolitiske markeringer, som dominerer dansk politik i disse år.

Regeringen har ikke helt de samme frihedsgrader som DF og S med hensyn til at foreslå symbolpolitik, fordi de står med ansvaret for at løse de forhåndenværende problemer i dansk politik. Og et af de relativt få problemer, som kan vokse sig store, er spørgsmålet om behovet for udenlandsk uddannet arbejdskraft.

Virksomhederne både i industrien og landbruget kræver af regeringen, at den løser problemet. Da regeringen af både DF og S er frataget muligheden for at presse flere ud på arbejdsmarkedet ved at skære i dagpenge mv., øge tilbagetrækningsalderen eller sænke marginalskatten på arbejdsindkomsterne, så er der kun tilbage at få importeret mere arbejdskraft.

S og DF mener, at man skal løse problemet ved at uddanne den tilbageblevne arbejdsstyrke, men her er problemet, at en del tyder på, at denne restgruppe ikke er så attraktiv for arbejdsgiverne af forskellige grunde.

En af dem er manglende uddannelse, der tager tid. Og behovet er her og nu. Arbejdsgiverne oplever, at arbejdskraft udenfor EU møder betydelige bureaukratiske mure, der gør det urimeligt svært at rekruttere.

Løkke selv aner, at der kan være en åbning i fagbevægelsen, der kan løse op for problemet, da det handler om arbejdskraft, der skal have en løn, der ligger noget over gennemsnitslønnen.

Så spørgsmålet er, om der findes et kompromis, hvor DF's krav om nul indvandring fra muslimske lande, fagbevægelsens krav om nej til løndumping og arbejdsgivernes behov for mere kvalificeret arbejdskraft? Hvis der er det, så agter Løkke at finde det kompromis nu. Mette Frederiksen kan gå med i et kompromis nu eller vente med at finde en løsning, hvis hun vinder valget.

Sagen er i øvrigt medvirkende til sammen med spørgsmålet om integration og EU at give de øvrige blå partier en kant til DF, hvor man yderligere kan se forskel på især V og DF. Det er alt sammen med til at holde ro i rækkerne i Venstre, hvor der længe har været splid om kursen.

Endelig fik regeringen – med forslag på det psykiatriske område, der får flere midler – blødt lidt op på det hårde image som dem, der ikke kerer sig om blandt andet de mange unge kvinder og ældre mennesker, der slås med psykiske problemer. Det er nok godt at kunne sige i valgkampen, at regeringen også har tænkt sig at gøre noget her. Det bliver næppe et stridsemne på Christiansborg.

Alle sejl er sat frem mod en valgkamp, der efter planen finder sted i februar-marts, hvis regeringen får held med at få finanslov og sundhedsreform på plads med DF.

Politiken er i øvrigt blevet hvisket i øret, at statsministeren overvejer en fire- eller femugers valgkamp, fordi Venstrefolkene sætter deres lid til Løkkes kampagneevner.

Han er bedst på de sidste 100 meter, har det vist sig ved de sidste to valg. Det er endnu et tegn på, at V-spindoktorerne er i fuld sving med at ”tale chefen op” frem mod startsnorene.

Fint, at de tror på Løkkes kampform, men spørgsmålet er nok, om vælgerne ligefrem klapper i hænderne af fire-fem ugers valgkamp. De vil nok betakke sig og gerne nøjes med de sædvanlige tre ugers store ståhej.

-------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.