Jarl Cordua: Løkkes strategi er at generobre midten

KOMMENTAR: Løkke går tilsyneladende efter at være klippen i et oprørt politisk hav. Indtil videre formår han dog ikke at skabe ro om Venstres kandidater og politiske linje. Stemningen i partiet er, at alle redder sig selv og fokuserer på at blive genvalgt, hvis man da ikke allerede har opgivet.

Det store borgerlige regeringsparti – med en enkelt afbrydelse – siden 2001, Venstre, er ved at miste førstefødselsretten til statsministerposten til Socialdemokraterne. Det viser målingerne mere klart, jo tættere vi kommer på en valgdato, som der efterhånden er konsensus om, bliver søndag 26. maj samtidig med EU-valget eller i ugerne derefter.

Ingen kan i al fald se fordelen ved at udskrive valget før sidste øjeblik. Ifølge Altingets seneste vægtede gennemsnit står blå blok til at tabe valget med et brag med tilbagegang for to ud af tre regeringspartier og især på grund af noget, der ligner implodering af DF's vælgeropbakning.

Berlingskes Bent Winther skriver tirsdag, at Lars Løkke Rasmussen måske har en masterplan i skuffen, der på en eller anden led vil kunne udvirke miraklet og alligevel snyde Mette Frederiksen og vinde valget for blå blok.

I al fald holdt Løkke en tale på Venstres gruppemøde tirsdag i uge otte efter vinterferien, hvor han så en position for Venstre og ham selv som klippen midt i det oprørte hav med alle mulige forvirrende og skøre meldinger. Et fikspunkt af fornuft, mens de røde lå i splid med hinanden om retning og statsministerdrømme og Thulesen Dahls opgør med sig selv og tidligere tiders succesfulde slogan ”Du ved, hvad vi [DF] står for”.

”Løkke eller kaos”, formulerer Winther strategien. Og så må eventuelle nysgerrige vælgere afgøre med sig selv, om de så synes, at de seneste fire år med blå blok har været normalen for et stabilt politisk miljø med LA, der truer med at stemme imod sin egen finanslov, og Thulesen Dahl, der støtter VLAK-regeringen, samtidig med at han gerne ydmyger den eller forhindrer den i at føre sin politik.

I talen fremmanede Løkke i øvrigt en af Venstres gamle spøgelser om, at skiftende V-statsministre på nær Anders Fogh ikke formåede at blive genvalgt. Og derfor truede Løkke med, at hvis ikke der kom ro på nu og mere sammenhold, og han blev genvalgt – må man forstå – så endte Venstre igen som ubetydeligt parti.

Løkkes tale på gruppemødet blev i øvrigt ikke kun opfattet som en tale, hvor den store leder udstak en linje, der kunne inspirere og samle gruppefællerne om den fælles sag, så de opfyldt af gåpåmod og beåndet af kampgejst ville tage kampagnejakken på for så at gå ud og møde vælgerne i regnvejret bevæbnet med pjecer.

Den blev først og fremmest taget ned som en kæmpe skideballe til især de Venstrefolk, der havde kritiseret partiets sundhedsordfører Jane Heitmann for at have stillet udvalgsspørgsmål i dølgsmål, designet til at problematisere regionsrådsmedlemmernes udgifter. Det medførte endnu en del ballade omkring Venstre i offentligheden og endte med, at Heitmann trak spørgsmålene.

Hvad bildte de sig ind? Nu skulle der altså ro på bagsmækken, og al mulig kritik af hinanden skulle stoppe, var budskabet fra Løkke. Det blev observeret, at der især blandt ministrene var stor tilfredshed med statsministerens opsang, hvorimod mange menige gruppemedlemmer fandt Løkkes kritik pinlig, malplaceret og ukonstruktiv. Her mødte folk ind efter en vinterferie klar til at tage fat igen midt i en tid, hvor alle kan se, at det går skidt, og så kommer den solbrændte Løkke direkte fra Tenerife og mener, regionsrådsmedlemmerne skal finde sig i den skidtspand, som af Jane Heitmann – åbenbart med ledelsens opbakning og velsignelse – bliver hældt ud over dem, uden at de må tage til genmæle!

En observation er, at Løkke med sin facon ikke vinder flere tilhængere i gruppen, der, når eller hvis situationen opstår, vil stå op for chefen, tage kuglerne for ham eller tage nogle af de andre svære sager og forsvare dem i offentligheden. Stemningen er, at nu redder alle sig selv og fokuserer på at blive genvalgt, hvis da ikke man allerede har opgivet.

Løkke mener tilsyneladende, at Venstres redning er at erobre midten, hvilket formentlig betyder en distancering til Dansk Folkeparti, både når det gælder EU-politik, som man så det med den totale afvisning af et eventuelt DF-krav om en folkeafstemning om dansk udmeldelse af EU, men måske også, når det gælder udlændingepolitikken.

Nogle gruppefæller har i al fald observeret, at Inger Støjberg har dæmpet tonen en anelse på det seneste. Måske fordi det ikke bliver Venstres position i valgkampen at forsøge at overhale DF og Nye Borgerlige på spørgsmålet.

Alligevel kan man se den tidligere integrationsordfører Marcus Knuth være ude i forrige uge i Berlingske i forbindelse med en portrætbog, hvor han gør sig til talsmand for et forbud mod tørklæder i folkeskolen. Det bliver spændende at se, hvor man har Venstre i det spørgsmål frem mod valget.

På EU-landsmødet lørdag præsenterede Løkke også et forslag, som kunne ligne et forsøg på at rykke ind på midten. Efter at Venstre i mange år har slået syv kors for sig, når Socialdemokraterne foreslog et fælles bundniveau for selskabsskatteprocent, så overraskede Løkke især sine fæller i LA og hos K ved pludselig at omfavne forslaget i sin tale på landsmødet.

Det ses som Venstres imødekommelse af, hvad man opfatter som et folkekrav om at gøre noget ved virksomhedernes manglende skattebetaling, banditter i habitter, fusk og tusk, der langsomt er ved at erodere vælgernes støtte til EU, men også som en Venstre-ledet regerings vilje til at gøre noget ved sagen.

Imidlertid vedtog Venstre på det samme landsmøde – få timer efter Løkkes tale – partiets EU handlings(valg)program, hvor der i afsnittet ”Stands skattespekulation” blandt andet står:

”I Venstre mener vi, at skat som udgangspunkt er et nationalt anliggende. Løsningen er derfor heller ikke, at vi fastsætter skattesatserne i EU”.

Nu kan den redaktionskomité, der af landsmødet har fået bevilget ret til redaktionelt at tilpasse handlingsprogrammet, eventuelt overveje en præcisering, sådan at Løkkes melding om fælles bundskatteprocentsats ikke kan læses eller udlægges som at være i modstrid med handlingsprogrammets ord om, at V ikke vil blande sig i skattesatserne i EU. Det er måske ikke i EU-valgkampagnen, at man skal genbruge sloganet ”Venstre ved du, hvor du har”.

På landsmødet blev nogle også overraskede over, at den tidligere gruppeformand Søren Gade ikke blev valgt som nummer to efter Morten Løkkegaard, der allerede var blevet kåret som spidskandidat på landsmødet i partibyen Herning i efteråret.

Gade er opstillet af nordjyderne, som måske ikke i sædvanligt tal var draget den lange vej til landets hovedstad, som nogle kunne have håbet på. Undervejs kunne de også være forhindret af en lukket Lillebæltsbro.

Under alle omstændigheder endte Gade kun som nummer fire på listen efter Sjællands kandidat med sydjyske aner, Linea Søgaard-Lidell, og Asger Kristensen, byrådsmedlem fra Kolding, med opbakning fra Region Syddanmarks stærke kredse.

Ikke så få Venstrefolk har i nogen tid været irriterede på Gade, som de opfatter som en sur, indebrændt og frustreret mand, der benytter enhver lejlighed til at give den som EU-skeptiker light og udstille sin illoyalitet over for V-ledelsen i snart sagt alle mulige spørgsmål. Sidst var det nedlæggelsen af regionerne, frem for at fokusere på at føre EU-valgkamp.

Formentlig spillede irritationen over Gades illoyalitet ind som én faktor blandt flere – og her fremhæves især kredsenes stemmeaftaler, der fik overraskende mange delegerede til helt at droppe Gade på deres stemmeseddel.

I V-ledelsen, hvor man også er træt af Gades ævl og kævl, havde man imidlertid foretrukket en løsning, hvor den tidligere gruppeformand og forsvarsminister og – i nogle timer eller minutter – formandskandidat var blevet opstillet som nummer 2, hvilket havde skabt noget ro og sparet partiet for endnu et lille skvulp med spekulation i potentiel splid og uro omkring Venstres kandidater og EU-linje.

Det kan være, at Winthers kommentar i Berlingske i dag kan få humøret lidt op og vende den dårlige stemning.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Signe Bøgevald: Er Venstre blevet Danmarks socialdemokratiske parti? Signe Bøgevald: Er Venstre blevet Danmarks socialdemokratiske parti? Næste artikel Tarek Hussein: Hvad er forskellen på Inger Støjberg og gemene kriminelle? Tarek Hussein: Hvad er forskellen på Inger Støjberg og gemene kriminelle?