Jarl Cordua: Mette Frederiksen har ingen ulykker at sælge vælgerne

”Der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til!” Vi kan alle nynne med på strofen fra John Mogensens klassiker, hvor der bliver slået i bordet og sagt, at nu kan det hele være nok! Heraf må naturligvis følge – uden på noget måde at tage Mogensen til indtægt for noget som helst politisk anno 2018 – valg af en ny regering.

Stor og udbredt utilfredshed og en gennemgående fornemmelse, især hos almindelige ikke-politisk interesserede vælgere, må være ønskescenariet for landets største oppositionsparti, Socialdemokraterne, forud for det kommende folketingsvalg.

Men ligger der et uforløst potentiale blandt de centrale midtervælgere om forandring i den førte politik?

Hvad er det egentlig at være rigtig utilfreds med, og som gør, at Socialdemokraterne kan mobilisere utilfredse vælgere? Lad os se.

Bundlinjen er, at arbejdsløsheden ikke er en faktor, der kan mobilisere vælgere, for problemet er løst.

Jarl Cordua

Engang var stor arbejdsløshed en sikker vinder. Hvordan går det med den? Ifølge den seneste statistik er bruttoledigheden på kun 3,9 procent og faldende. Vi nærmer os de facto fuld beskæftigelse, hvis ikke det allerede er en realitet inden for de fleste brancher.

Problemet i dag er tværtimod arbejdskraftmangel. Men hvem organiserer en demonstration til Christiansborg og kræver af politikerne, at de skaffer arbejdskraft til virksomhederne, så de ikke mister ordrer og dermed indtægter?

Vælgerne er ikke overbevist om, at en S-ledet regering kan føre en ”bedre” udlændingepolitik end den nuværende regering.

Jarl Cordua

Ja, det er ikke fagforeningerne. De har hidtil været mest optaget af at overtale S og DF til at gøre det svært for virksomhederne at hyre kompetent udenlandsk arbejdskraft. Det er deres bidrag.

Man har været meget optaget af social dumpning, men nu forlyder det, at visse brancher har svært ved at rekruttere østeuropæisk arbejdskraft, som i mange år har holdt sektorer inden for gartneri og landbrug oppe, hvor det har vist sig meget svært at finde danskere, der ville arbejde. 

Og selv blandt dem, der har haft svært ved at komme i arbejde, er der sket noget, for der bliver stadigt flere beskæftigede og færre, der lever af offentlige ydelser. Det ser de fleste som et fremskridt. 

Bundlinjen er, at arbejdsløsheden ikke er en faktor, der kan mobilisere vælgere, for problemet er løst.

Hvad så med den offentlige økonomi? Ingen problemer, og det har der ikke været i årevis. Den offentlige gæld er ifølge regeringens økonomiske redegørelse fra maj 2018 på cirka 35 procent og dermed langt under ØMU-kravet på 60 procent, og budgetunderskuddet (det strukturelle underskud) forventes at blive på 0,2 procent af BNP i 2018 og holder sig altså også langt under ØMU-kravet på de 3 procent af BNP. Der er intet at komme efter. Økonomisk kører alting glimrende, selvom væksten på 2 procent godt kunne være højere.

Ifølge regeringens økonomiske redegørelse fra maj så vokser friværdierne. Der er altså mere at gøre godt med i privatøkonomien. Personskatterne er faldet de seneste år som følge af diverse skattereformer. Der er lige givet ganske pæne reallønstigninger i den offentlige sektor, og de private lønninger forventes at følge med op.

Tidligere har man kunnet se problemer ved, at husholdningerne kastede sig ud i en forbrugsfest i de gode tider, men tal fra den økonomiske redegørelse viser, at husholdninger i disse år faktisk reducerer deres gæld.

Socialdemokrater i opposition har tit fokuseret på, at man skal gøre noget ved at tiltrække flere private investeringer, hvor der også har været problemer. Men også det problem ser ud til at blive løst. Der er i al fald igen positive nettoinvesteringer i dansk erhvervsliv. Så virksomhederne må tro på fremtiden, siden de smider penge i nye maskiner og inventar. 

Alt i alt: Der er altså ikke meget at være sur over, når det gælder dansk økonomi. Det er i al fald svært at se, hvad Mette Frederiksen og hendes hird kan kritisere med stor troværdighed, hvor det giver bundklang ud over de frelstes rækker. Og det er nødvendigt, hvis man vil vinde stemmer og det kommende valg.

Flygtningestrømmen til Danmark har naturligvis i snart mange år været den helt store faktor, der har kunnet flytte vælgere. Og nye tal viser, at problemet er ved at være løst, for tilgangen af asylansøgere til Danmark har ikke været så lav i mange år. Under 600 asylansøgere i år per 1. juni.

Bevares. Fra højre kan regeringen kritiseres for, at den ikke går i gang med bryde alle mulige konventioner og begynder at deportere mennesker hjem til lande, der ikke vil tage imod dem.

Man kan fremtrylle fatamorganaer som dansk-sponsorerede flygtningelejre i ”lande i nærområderne”, hvor man kan parkere afviste asylansøgere.

Det har Socialdemokraterne også forsøgt sig med. Selv statsministeren greb idéen og forsøgte at tale med blandt andre den østrigske regering om et pilotprojekt. Intet er kommet ud af det. Man kan selvfølgelig hævde, at det skyldes manglende vilje fra Løkkes side, men andre vil nok påpege, at intentionerne i forslaget ikke er realiserbare uden interesserede lande, der melder sig.

Under alle omstændigheder kan Socialdemokraterne notere sig, at et flertal (37 procent mod 32 procent) af vælgerne ikke er overbevist om, at en S-ledet regering kan føre en ”bedre” udlændingepolitik end den nuværende regering, viste en Norstat-måling i JP i begyndelsen af juli. Socialdemokrater vil dog sikkert glæde sig over, at forskellen nok kunne være meget større, end den er i denne måling.

Men er det realistisk, at Socialdemokraterne frem mod valget kan overbyde regeringen i dette spørgsmål? Det er mere end tvivlsomt.

En ny S-regering vil i al fald blive mødt med krav om at levere på eventuelle løfter, man afgiver i løbet af valgkampen, og der vil nok også undervejs være en risiko for intern højlydt opposition i partiet, hvis man bryder visse grænser. Og helt banalt så vil der være højrefløjspartier, som til hver en tid vil byde over, uanset hvad S måtte foreslå.

I valgkampe har sundhed og sygehuspolitik også været et vigtigt spørgsmål for midtervælgerne. Her ramler Socialdemokraterne ind i det problem, at regeringen efter alt at dømme har reserveret efteråret til at dele penge ud til sundhedssektoren. DF vil reservere penge til pensionisterne, og dertil kommer også sænkning af diverse afgifter. 

Når man giver penge ud med den ene hånd, så skulle man tro, at andre så står til at skulle betale med den anden hånd. Der er dog indtil videre ingen tegn på, at man vil genere lønmodtagere og andre med yderligere arbejdsmarkedsreformer. Spørgsmålet er også, om andre planlagte besparelser bliver forhandlet ud af finansloven som indrømmelser til DF.

Selvfølgelig vil man kunne angribe en kommende finanslovsaftale for at være for uambitiøs og for at forbigå særligt trængte samfundsgrupper, men den vil næppe kunne mobilisere større folkelig modstand.

Den lange sommer har været usædvanlig varm, og det kan have gjort den gruppe af vælgere, der er optaget af klima-truslen, noget større. Helt banalt så rykker miljø og klima-spørgsmål længere op på vælgerdagsordenen, alene fordi beskæftigelsesspørgsmålet og andre økonomiske udfordringer for tiden er løst. Men er det en vedvarende trend, som holder helt frem til valget?

Er man stadig lige så optaget af klimaet, hvis vi for eksempel får en hård eller bare en normal vinter? Ingen ved det. Alt tyder dog på, at man selv langt ind i de borgerlige partier kan se, at man må have flere varer på hylderne.

Et parti som Venstre sender for eksempel meget modsatrettede signaler. Den ene dag har regeringspartiet bannerannoncer om, at det er blevet billigere at flyve på grund af regeringens politik. Den næste dag siger klimaministeren, at man skal gøre mere for at stoppe CO2-udledningen, for at Danmark kan nå sine klimamål.

Her ligger måske en chance for Socialdemokraterne? I Sverige har søsterpartiet lagt afgift på flyrejser og går nu til valg på at lægge pant på mobiltelefoner. Spørgsmålet er dog, om det er forslag, der får midtervælgere til at forlade de borgerlige til fordel for S? 

De borgerlige har også selv mulighed for inden valget at spille ud med og gennemføre en mere ambitiøs klimapolitik. For eksempel ved at nedsætte afgifterne på elbiler.

Helt banalt får en finanslovsaftale mellem de borgerlige og DF – uden alt for meget drama og larm – det til at se ud, som om der atter er samling i blå blok lige inden mødet med vælgerne. Også selvom enkelte meningsmålinger viser, at Nye Borgerlige efter et valg kan komme ind og spolere idyllen. 

Hvis ikke den samme samling på en eller anden måde finder sted i rød blok, så bliver det noget svært for de usikre vælgere at få øje på et troværdigt alternativ.

Så selvom målingerne i lang tid har vist et lille rødt flertal, så ser det faktisk – målt på langt de fleste parametre – alt andet end skidt ud for regeringen her ved indgangen til den sidste sæson inden valget.  

Socialdemokraternes problem er derfor, at mange formodentlig tilfredse midtervælgere nok mere er til sinds at synge med på Erhard Jakobsens “Dybbøl Mølle maler stadig og maler rigtigt nok!" fremfor at kræve ny kurs med John Mogensen.

--------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.