Jarl Cordua: Østergaards og Jensens fald forandrer dansk politik for altid

2020 har længe været et enestående år, som vil blive husket mange år frem. Det vil indskrive sig i talrækken 1914, 1919, 1929, 1939, 1945, 1956, 1962, 1968, 1989, 2001, 2008 og 2015 på grund af verdensbegivenheden ved navn Covid-19.

På Christiansborg og i dansk politik vil man også huske året for en anden begivenhed, nemlig #Metoo, der uden nogen som helst tvivl vil forandre spillereglerne for, hvordan man kan opføre sig i dansk politik såvel som i andre lederstillinger i erhvervs- og samfundsliv og stadig bevare sin høje position.

Der var næppe mange uden for visse cirkler hos de radikale, der kendte til Morten Østergaards hang til ”håndspålæggelser”, når han fik lidt vel rigeligt inden for vesten. I muntert lag, som det hedder. Denne uvane var heller ikke kendt af denne skribent, der kun få timer inden Østergaard var fortid som politisk leder her på siden analyserede ud fra den ellers sikre præmis, at manden var helt central i efterårets komplicerede politiske spil mellem regeringen og dets støttepartier.

Under alle omstændigheder er Østergaards tid helt i toppen af dansk politik uigenkaldeligt slut. Så hurtigt kan det gå, og det ryster naturligvis hans eget parti, dets medlemmer og vælgere og alle vi andre, der, til trods for en indrømmet fascination af dramaet, alligevel og dybest set ikke bryder os særligt meget om pludselige revolutioner.

Revolutioner, og navnlig de voldsomme kræfter, der slippes løs, har det med at tromle alt og fjerne alle nuancer og al opposition på dets vej. Det er aldrig under revolutioner, at man er optaget af folks retssikkerhed, og dem, der formaster sig til at forsvare dem, der gøres oprør imod, med indsigelser, ender tit med at blive knust undervejs. Det er ofte grimt og modbydeligt at se på.

Men revolutioner er vel engang imellem nødvendige? Og nogle gange er de vel simpelthen uafvendelige og kommer, uanset om man ønsker dem eller ej? På et tidspunkt vil folk, der føler sig krænket sige fra og gøre oprør mod tingenes tilstand. Det er vel det, som #Metoo handler om?

Frank Jensen fik derfor formentlig valget mellem at gå selv eller at blive undsagt offentligt af Mette Frederiksen.

Jarl Cordua

Det er i al fald svært at finde ret mange i den offentlige debat, som fornægter, at der mange steder skulle være et problem med sexchikane, og det man kunne kalde for fysisk og verbal uønsket seksuel opmærksomhed.

Diskussionen går på bagatelgrænsen. For hvor går den? Her viser debatten, at svaret afhænger helt af, hvem man spørger. Især når det kommer til alder og køn.

Tydeligt er det i al fald, at især yngre, veluddannede kvinder – mange omkring det politiske centrum-venstre, men ikke kun – sætter tolerancegrænsen lavt i forhold til tidligere tider, hvor kvinder simpelthen bare fandt sig i ”pilleriet”, de grove bemærkninger m.v.

Der vil naturligvis komme en modreaktion mod #Metoo-revolutionen. ”Nu er det gået for vidt!” ”Al opmærksomhed er ikke sexisme” osv. Og den kan man som Pia Kjærsgaard m.fl. forsøge at kapitalisere politisk på. Men ånden er ude af flasken, og den kommer aldrig tilbage igen.

For man kan fra nu af og i al fremtid diskutere politikeres gramserier i offentligheden. I al fald så længe, at man har troværdige vidner, der er villige til at stå frem, og hvis historier medierne vil viderebringe. Man skal være meget tungnem, hvis ikke man forstår, at hvis man som politiker har problemer med at tåle alkohol og samtidig holde fingrene - eller tungen - for sig selv eller har tendens til at fyre grove sexistiske vittigheder af i muntert lag, så er man ikke længere som eksotiske dyr fredet, men risikerer at skulle stå til ansvar i fuld offentlighed. End ikke en ellers fin politisk karriere som minister, partinæstformand og overborgmester kan frelse én fra revolutionens ragekniv. Man risikerer at blive politisk fredløs.

Det er også her, der rejser sig retssikkerhedsmæssigt vigtige spørgsmål. For kan det virkelig være rigtigt, at man bliver dømt ude af dansk politik alene på baggrund af rygter i offentligheden? Eller anonyme anklager, som i sagen med Frank Jensen?

Svaret er, at det afhænger helt af håndteringen hos de enkelte partier. Hos de radikale var man ikke i tvivl om, at vidnerne var troværdige og så talrige, at der ikke var nogen vej udenom. Offentligheden var faktisk fuld af kritiske kommentarer om Østergaards skyld, indtil det efter hans fald kom frem, at det ikke længere ”bare” drejede sig om en hånd på et lår for ti år siden.

Diskussionen handler mere om, hvorfor den nyvalgte leder, Sofie Carsten Nielsen, som del af ledelsen under Østergaard, ikke for længst greb ind, og hvorfor hun ikke sagde hele sandheden tidligere i forløbet, da hun hævdede, at hun intet kendskab havde til sagerne. Nu er det ikke længere kun krænkeren, der har problemet. Medvideren er også til dels skyldig i at have dækket over sagen. Det er derfor tydeligt for alle, at Sofie Carsten Nielsens troværdighed formentlig længe vil lide under, at hun så længe var loyal mod Østergaard.

I spørgsmålet om Frank Jensens skyld, så var anklagerne åbenbart så talrige (og overbevisende), at den daværende overborgmester selv på pressemødet på rådhuset søndag aften indrømmede - efter tilløb og bagatellisering af enkelte forhold - at han var en krænker. Endda igennem flere årtier. Nu ville han så overbevise offentligheden om, at han udover fortsat at skulle stå i spidsen for landets hovedstad også samtidig selv skulle i front som del af opgøret mod seksuel krænkelse.

Helt som forudset - og derfor ikke overraskende - tøvede baglandet med at trækket tæppet væk under giganten, som ellers havde haft pæn succes gennem 11 år som Københavns overborgmester. Det bliver meget spændende at se, om nogle af dem, der med håndsoprækning støttede Frank Jensen til det sidste, fortsat mener, at de er selvskrevne til at overtage posten.

På et tidspunkt i løbet af mandag formiddag gik det op for overborgmesteren og siden offentligheden, at partiformanden, det vil sige statsministeren, ikke ville bakke ham op og de facto underkendte de lokale S-formænd i København. Mette Frederiksen har tilsyneladende selv ladet sig overbevise af især de yngre socialdemokratiske kvinder, der har stillet sig frem i offentligheden. Ligesom de radikale havde hun selv sat sig op på den efterhånden berømte moralske høje hest, da hun i åbningstalen for nyligt solidariserede sig med dem, der kæmper #Metoo-kampen.

Frederiksen har før til fulde bevist, at hun evner at træffe svære, men også kyniske valg. Udover at kendsgerningerne i sagen må formodes at have spillet den afgørende rolle, så er hensynet til Frank Jensens fremtid mindre vigtigt for statsministeren end at stå på den rigtige side af historien eller af revolutionen. Frank Jensen fik derfor formentlig valget mellem at gå selv eller at blive undsagt offentligt af Mette Frederiksen. Han valgte det første og brugte anledningen til endnu et behjertet forsøg på at tale sit eget eftermæle ud af #Metoo-krænkelsernes tåge.

Braget både fra Østergaards og Frank Jensens fald vil forandre dansk politik for altid. Spørgsmålet er nu, om vi har set det sidste – og det værste? Det vil den kommende tid vise.

Det nøgterne regnskab viser dog, at katastrofen – eller udrensningen om man vil – indtil videre alene har ramt de radikale og Socialdemokratiet. Ingen borgerlige eller folk på venstrefløjen står endnu anklaget. Det kan selvfølgelig ændre sig.

Man skal i den forbindelse notere sig det fuldstændige fravær af kritiske røster fra politiske modstandere, som forsøger at score politiske point på sagerne, hvilket naturligvis er klogt. For boomerangen kan ramme, før man aner det, og hvis man i forvejen ved, at der findes partifæller med de samme kedelige tendenser, så er det uklogt på forhånd at satse al troværdighed ved at spille moralsk overhund, når det gælder sexisme. Man kan jo dertil oveni blive overrasket.

For de borgerlige - men også for mange socialdemokrater - er det sikreste og i øvrigt det mest naturlige, at man nedtoner behovet for paladsrevolutioner, lige så snart støvet er ved at lægge sig. Og det gør det på et eller andet tidspunkt, når de nødvendige udrensninger er gennemført.

Socialdemokratiet har klogt indset, at det må gøres på én gang. Et advokatkontor gennemgår alle indkomne sager – og vi ved allerede fra Mette Frederiksen i går, at der kommer flere sager – hvor der kommer sanktioner mod dem, der har overskredet en endnu ikke helt defineret grænse. Alene efterfølgende omtale i offentligheden vil formentlig brat kortslutte politiske karrierer. Spørgsmålet er, hvor mange der i sidste ende vil begræde det? Altså bortset fra vedkommende selv, hans eller hendes familie, venner og kolleger.

Og hvilket liv får man herefter som udstødt? Det er set før, at sexismesager er endt i tragedier. Politik er i forvejen en hård branche, hvor man fra den ene til den anden dag skal omstille sig fra at være konge af verden til i omverdens øjne at være et ligegyldigt, kværulerende gammelt fjols.