Jarl Cordua: Regeringens brændte børn

En række små udspil fra regeringen varmer op til torsdagens finanslovsudspil, men regeringen vil ikke afsløre sine ønsker, før de sidder ansigt til ansigt med Thulesen Dahl i forhandlingslokalet. DF skal ikke score point på at pande regeringens forslag ned på forhånd.

Ved indgangen til årets finanslovsforhandlinger, så rinder følgende vers fra Bibelens Gamle Testamente mig i hu. Således oplyser Vor Herre i profeten Esajas' bog, kapitel 65, vers 25 os om den nye jord, han en dag har tænkt sig at skabe:

”Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen; men slangens føde er støv. Der findes hverken ondskab eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg, siger Herren.”

Bevar mig vel, så er Danmark ikke det himmelske paradis, selv om mange – især udlændinge – nok vil mene, at vi med vores indretning af samfundet kommer rimelig tæt på.

Kristian Thulesen Dahl får færre muligheder for at have sjov i sit politiske skydetelt, hvor han har kunnet plaffe LA-forslag ned, og siden hjemtage liberale skalpe, som han så stolt kan fremvise for FOA-vælgere.

Jarl Cordua

Nej, det er mere det indtryk, man som iagttager efterlades med henset til den fred, ro og fordragelighed, der har indfundet sig på ”det hellige bjerg”, Christiansborg, mellem VLAK-regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti.

Regeringen har den seneste uge ladet små forslag drypvis sive til pressen, der alle som én omfavnes af DF. I regeringen har finansministeren længe ført samtaler med Kristian Thulesen Dahl, så man har enten regnet hans holdning ud eller endda fået samtykke, inden man ”gik i byen” med dem.

Samtidig har vismændene allerede for nylig været ude og advare mod tegn på overophedning af dansk økonomi, og de foreslår derfor nu en finanspolitisk opstramning. Det kan de godt glemme alt om.

Jarl Cordua

Der er således i år ikke fremkommet forudgående garantier fra Liberal Alliance om topskattelettelser til jul. Der er heller ikke registreret selv den mindste trussel om at vælte sin egen regering, hvis ikke det skete.

Tværtimod så er der (lidt) flere penge til LA's ministre. Thyra Frank får 400 millioner kroner til ensomme ældre og 200 millioner kroner til at hjælpe på medarbejderrekruttering, der åbenbart halter. Kulturministeren har fået 400 millioner kroner, der kan lappe på de kritiserede grønthøsterbesparelser på kulturinstitutionerne, og så har trafikminister Ole Birk fået penge til en forundersøgelse til en Kattegatforbindelse. Ikke ting, det giver meget mening for DF at skyde ned. LA’s primære angrebspunkt, ”velfærdsstaten”, ekspanderer også på andre områder, da alle børn fremover skal tilbydes HPV-vaccine.

DF er ikke så optaget af at forkæle erhvervslivet, som andre partier i blå blok. Det kan man blandt andet se ved MEP og solokører Anders Vistisens opsang i dagens Berlingske, men der er dog sluppet et affaldsgebyr og andre administrative lettelser igennem fra den altid medieopmærksomme konservative erhvervsminister Rasmus Jarlov. Andre konservative som børneminister Mai Mercado vil sende flere pædagoger ud til særligt udsatte børn. 

Allerede i sidste uge blev der af skatteministeren præsenteret en aftale om afgiftslettelser på tivolibamser, ismix, vafler, kaffeerstatning, chokoladeovertræk og traktorer og meget andet godt. Samlet set går statskassen glip af i underkanten af 60 millioner kroner, hvilket i statsregnskabs-sammenhæng er peanuts. Man må faktisk undre sig over, at disse afgifter ikke allerede blev afskaffet i Ruder Konges tid, men bedre sent end aldrig. Billigste afgiftsnedsættelse er på snus, der allerede er forbudt at handle med.

Så bliver der brugt penge på mere kedelige, men nødvendige ting, som at sørge for at få skattevæsenet til at virke igen. Det er der afsat 600 millioner kroner til. I første omgang! Alt for mange offentlige it-systemer er næsten lige så gamle som stenalderen og frembyder at være en lækkerbisken for hackere. Alene det område kommer til at koste det offentlige milliarder i fremtiden, og man har intet valg med hensyn til at investere disse penge. 

Både LA, DF og alle andre kan pakke deres kritik væk om offentligt bureaukrati. Disse systemer skal op at køre hurtigst muligt, mens der stadig er et minimum af borgertillid til skattevæsenet. Det tager tid at få gennemført, og der er nul garanti for, at det virker til sin tid.

Nu kan årets finanslovsudspil, der præsenteres i morgen torsdag, indtil videre ligne en gaveregn til vælgerne. Spørgsmålet er, om det ikke i udgangspunktet bliver et finanspolitisk relativt stramt forslag.

De kræfter i regeringen, der er optaget af at holde udgifterne i ro, peger nemlig på, at finanslovsforslaget holder sig indenfor den ramme, som står i regeringsgrundlaget. Det vil sige, at udspillet opererer med en meget moderat stigning i de offentlige udgifter.

Samtidig har vismændene allerede for nylig været ude og advare mod tegn på overophedning af dansk økonomi, og de foreslår derfor nu en finanspolitisk opstramning. Det kan de godt glemme alt om. Der vil allerede i udspillet blive anvist flere penge på især sundhedsområdet, og det vil DF også få svært ved at sige nej til.

Regeringspartierne har forsøgt at tilrettelægge årets finanslovsforhandlinger ud fra en fælles erkendelse af ikke at spille Kristian Thulesen Dahls spil. For eksempel er det ikke klogt at sælge de politiske gevinster, før de er realiseret, som man eksempelvis så det sidste år med det ultimative krav om topskattelettelser.

I år har LA alligevel forsøgt at flage med ét forslag på forhånd om en arveafgiftslettelse. I første omgang blev forslaget taget godt imod af DF, men da S så begyndte at kritisere det og komme med deres eget forslag, så kølnedes interessen hos DF, der efterfølgende på sommergruppemødet for nylig skød det helt ned.

En venlig analyse er, at forslaget om arveafgiftslettelsen har vedligeholdt LA's status som det parti, der vil fjerne skatter og afgifter. Måske kan man endda gå til valg på en populær mærkesag?

En mere kritisk analyse er, at LA igen har udstillet sin politiske impotens i forhold til DF. Om end i lidt mindre skala end sidste sælsomme politiske selvmordsteater før jul, hvor man forsøgte at true sig til resultater uden at turde gå hele vejen. LA har åbenbart – langt om længe – lært lektien. ”Brændt barn skyer ilden”, som ordsproget siger.

Der er altså på forhånd lukket ned for de store reformer og slagnumre i forhold til offentligheden, sådan at Kristian Thulesen Dahl får færre muligheder for at have sjov i sit politiske skydetelt, hvor han har kunnet plaffe LA-forslag ned, og siden hjemtage liberale skalpe, som han så stolt kan fremvise for FOA-vælgere.

De og andre tidligere S-vælgere, som åbenbart er målet for al DF's politiske kommunikation, er sivet tilbage til DF, efter at de midlertidigt var udlånt til S i kølvandet på Messerschmidt-skandalerne om Meld/Feld.

LA har med andre ord skiftet taktik og abonnerer nu på den samme trylleformular, der skal kunne lirke Thulesen Dahl op. Den strategi handler om, at skal DF have indrømmelser, så skal det fremover koste dem noget nogle andre steder. Altså: Noget for noget. Thulesen Dahl skal for eksempel bede om at få aflivet regionerne. Også selv om K og LA er helt enige med DF. Det koster så et eller andet et andet sted.

Hvis DF skal have et såkaldt ”paradigmeskifte” og have udlændingestramninger og hjemsendelse af flere udlændinge, så sker det heller ikke gratis: Der skal gives en indrømmelse et andet sted. Det betyder også, at Thulesen Dahl heller ikke kan grave dybt i statskassen uden at anvise finansiering. ”Gaveboden” tager udgangspunkt i finansministerens stramme ramme eller reserve, som han spiller ud med. Hvis gaveboden vokser – så må DF anvise, hvor pengene skal komme fra.

Optimisterne peger denne gang på, at Thulesen Dahl altid er konstruktiv i forhandlingerne, og at LA, som det skete sidst, forhåbentlig ikke vil komplicere forløbet.

Nogle peger på, at forrige års kommunalvalg også gjorde forløbet svært. Desuden rettede Thulesen Dahl også kritik mod finansministeren selv, der ifølge DF-formanden åbenbart ikke havde været sin opgave voksen.

Pessimisterne peger på, at Thulesen Dahl i tiltagende grad er lunefuld og fjern og kan finde på at gemme sig væk i perioder, hvor ingen kan få fat på ham. DF sender som sædvanlig nogle forhandlere, men alle omkring bordet ved, at de intet reelt mandat har.

Det er senest set med forhandlingerne med radiokanalen FM4, hvor Thulesen Dahl, efter at forhandlingerne var afsluttet, insisterede på et andet resultat end det, hans forhandlere havde fået med hjem. Det reducerer DF's forhandlere til regulære forbindelsesofficerer, hvis de, som det er set før, intet siger under forhandlingerne, fordi de er uden mandat. Der er i al fald ikke meget, der tyder på, at Thulesen Dahl oplever et internt modspil fra DF's folketingsgruppe.

Blandt de håbefulde peger man desuden på, at Thulesen Dahl måske er påvirket af den tiltagende uro i det, der engang hed rød blok, og derfor i ly af de mildere udsigter for blå bloks fremtid i regering skulle tilskyndes til at slå til og forhandle resultater hjem med flere penge til sundhed og ældre og ikke mindst politiske resultater på flygtninge/migrant-området. 

Yderligere gør man sig i regeringen klar til den forhandlingsstil, som Thulesen Dahl især i de senere år har tillagt sig, med at rende fra tilsagn afgivet tidligere i processen og ved at komme med sidste-øjebliks-krav om indrømmelser for at lægge maksimalt pres på regeringen.

Det sidste skal helst skabe lidt drama, som også involverer pressen. Det vil derfor være hjælpsomt set med DF-briller, hvis flere medier stiller sig op uden for glasdørene til Finansministeriet i de sene nattetimer, så tv-seere kunne følge med i eventuelt dramatiske optrin og DF's politiske kamp. Det ville nok gavne hele processen.

Men indtil videre så græsser ulven og lammet fredeligt sammen.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.