Jarl Cordua: Rød bloks drama om økonomi udskudt til efteråret

Mette Frederiksen kom tirsdag aften endelig i mål med en politisk aftale mellem Socialdemokratiet, SF, Radikale og Enhedslisten, der skal danne basis for den socialdemokratiske regering, som hun kommer til at danne i løbet af det kommende døgn.

Det er ikke endt med et egentligt regeringsgrundlag, som vi har kendt det siden 1993, hvor den radikale leder Marianne Jelved opfandt fænomenet og på den måde fik aftvunget Socialdemokratiet konkrete retningslinjer for den økonomiske politik, der skulle føres her i landet.

I stedet er man i 2019 endt med en nyskabelse inden for politiske ægteskabskontrakter i form af en såkaldt politisk forståelse på 18 sider mellem de fire partier i rød blok. Det er en aftale, som den snart tiltrædende statsminister Mette Frederiksen siger, at hun føler sig meget forpligtet af.

Forståelsespapiret udmærker sig især ved, at alle diskussioner om udgiftssiden vedrørende den økonomiske politik er udskudt til det sene efterår, hvor man må regne med, at Frederiksens støttepartier skal stå bag den nye regerings første finanslov. Det er reelt her, at denne politiske forståelse skal stå sin virkelige prøve. Meget kan ske på fire måneder, men her er kimen lagt til et nyt drama i dansk politik.

Her og nu kan man ikke tage fra Mette Frederiksen, at det er lykkedes hende at nå i mål med en regering, hvor der er meget bedre styr på kommunikationen, end hvad man for eksempel så i 2011. Forhandlingsforløbet i Det Sorte Tårn forud for dannelsen af Thorning-regeringen står som skrækeksemplet for S, SF og Enhedslisten på, hvor galt alt kan gå.

Det har været tydeligt, at alle tre partier har forberedt sig godt og grundigt til forhandlingerne, og eksempelvis Enhedslisten er langt mere aktiv end i 2011, hvor man slet ikke var i nærheden af forhandlingsbordet.

Det er næppe utænkeligt, at S i løbet af perioden kommer i bekneb for finansiering af finansloven, og hvor EL og De Radikale ikke kan enes om en fælles politik.

Jarl Cordua

Venstrefløjen har simpelthen indset, at man har alt at vinde ved at sidde med ved det bord, der ved tyve dages intensive forhandlinger lægger skinnerne for de næste fire års politik. Det vidner om en vis politisk modning af den yderste venstrefløj, som den yderste højrefløj i Folketinget bør tage ved lære af.

S har under valgkampen forsøgt ikke at overdrive de politiske løfter, hvilket sikkert også smittede af på vælgeropbakningen. Man har dog fået talt forventningerne op, når det gælder løftet om en fortsættelse af VLAK-regeringens udlændingepolitik og det konkrete løfte om pensionsordning og tidlig tilbagetrækning for nedslidte.

Forståelsespapiret siger intet om S-pensionsløftet, men Frederiksen lover, at man vil levere på det på et tidspunkt. Venstrefløjen og fagbevægelsen vil nok også hjælpe med at holde hende op på det løfte.

Når det gælder udlændingepolitikken, har S med dette forståelsespapir åbnet en flanke for heftig kritik fra de borgerlige og især Dansk Folkeparti, da en ny regering åbenbart gør op med det såkaldte paradigmeskifte, der kræver hjemsendelse af flygtninge med opholdstilladelse, selv hvis de er i beskæftigelse. Nu kan de med aftalen blive.

Det er nok den største indrømmelse fra S til De Radikale, der har presset på for at få dette forslag igennem, men som helt bryder med det paradigmeskifte, som DF fik igennem ved seneste finanslovsforlig.

Spørgsmålet er dog, om Venstre i længden vil deltage i DF's kritik, eller om man vender tilbage til sin egen tidligere politik med fokus på integration og beskæftigelse. Det skal en ny V-ledelse gøre op med sig selv, og her er vel også et regnskab med de mange vælgere, der i de sidste dage valgte at stemme Venstre i håb om, at Løkke vil noget andet end blot at være ekspeditionskontor for DF's udlændingepolitik?

Vil Venstre fortsætte med at bakke op om DF's hjemsendelseskurs, eller vil man gå tilbage til at omfavne de flygtninge, der kan og vil Danmark? Lars Løkke Rasmussen signalerede en langt mere liberal udlændingekurs i valgkampen, hvor han åbnede op for bedre forhold til asylansøgeres børn i Sjælsmark.

Socialdemokraternes indrømmelser på udlændingepolitik ser derfor ud til at være nøje afstemt med, hvordan Løkke flyttede sine hegnspæle på dette spørgsmål i den sidste del af valgkampen.

Styrken ved forståelsespapiret er, at det binder de fire partier sammen om et fælles politisk projekt, der peger nogle år frem. Det gavner fortællingen om en enig samlet blok, at der i papiret også er en række konkrete tiltag, der viser klare brud med VLAK-regeringens politik og især et opgør med DF's symbolpolitik. Et klart eksempel på det er for eksempel nedlæggelsen af udrejsecenter Lindholm (selvom det ikke er specifikt nævnt i papiret).

Hver gang man ruller en af DF's politiske landvindinger tilbage, så vil det vække jubel bredt blandt alle vælgere i hele centrum-venstre-segmentet, og måske endda også et godt stykke ind i den borgerlige lejr.

Det vil i det hele taget være med til at skabe en god stemning og en forløsning, som sikkert også har fungeret som nyttigt brændstof for den politiske vilje til under forhandlingerne at nå i mål med en aftale. Den nye S-regering gør klogt i at lade tilbagerulningen af symbolpolitikken ske langsomt, så man får maksimal eksponering i medierne.