Jarl Cordua: Rød bloks drama om økonomi udskudt til efteråret

KOMMENTAR: Socialdemokratiet har med det nye forståelsespapir købt sig et halvt år i regeringskontorerne med historisk ro og god stemning hos det parlamentariske grundlag. Men kimen er lagt til drama om den økonomiske politik i efteråret.

Mette Frederiksen kom tirsdag aften endelig i mål med en politisk aftale mellem Socialdemokratiet, SF, Radikale og Enhedslisten, der skal danne basis for den socialdemokratiske regering, som hun kommer til at danne i løbet af det kommende døgn.

Det er ikke endt med et egentligt regeringsgrundlag, som vi har kendt det siden 1993, hvor den radikale leder Marianne Jelved opfandt fænomenet og på den måde fik aftvunget Socialdemokratiet konkrete retningslinjer for den økonomiske politik, der skulle føres her i landet.

I stedet er man i 2019 endt med en nyskabelse inden for politiske ægteskabskontrakter i form af en såkaldt politisk forståelse på 18 sider mellem de fire partier i rød blok. Det er en aftale, som den snart tiltrædende statsminister Mette Frederiksen siger, at hun føler sig meget forpligtet af.

Forståelsespapiret udmærker sig især ved, at alle diskussioner om udgiftssiden vedrørende den økonomiske politik er udskudt til det sene efterår, hvor man må regne med, at Frederiksens støttepartier skal stå bag den nye regerings første finanslov. Det er reelt her, at denne politiske forståelse skal stå sin virkelige prøve. Meget kan ske på fire måneder, men her er kimen lagt til et nyt drama i dansk politik.

Her og nu kan man ikke tage fra Mette Frederiksen, at det er lykkedes hende at nå i mål med en regering, hvor der er meget bedre styr på kommunikationen, end hvad man for eksempel så i 2011. Forhandlingsforløbet i Det Sorte Tårn forud for dannelsen af Thorning-regeringen står som skrækeksemplet for S, SF og Enhedslisten på, hvor galt alt kan gå.

Det har været tydeligt, at alle tre partier har forberedt sig godt og grundigt til forhandlingerne, og eksempelvis Enhedslisten er langt mere aktiv end i 2011, hvor man slet ikke var i nærheden af forhandlingsbordet.

Venstrefløjen har simpelthen indset, at man har alt at vinde ved at sidde med ved det bord, der ved tyve dages intensive forhandlinger lægger skinnerne for de næste fire års politik. Det vidner om en vis politisk modning af den yderste venstrefløj, som den yderste højrefløj i Folketinget bør tage ved lære af.

S har under valgkampen forsøgt ikke at overdrive de politiske løfter, hvilket sikkert også smittede af på vælgeropbakningen. Man har dog fået talt forventningerne op, når det gælder løftet om en fortsættelse af VLAK-regeringens udlændingepolitik og det konkrete løfte om pensionsordning og tidlig tilbagetrækning for nedslidte.

Forståelsespapiret siger intet om S-pensionsløftet, men Frederiksen lover, at man vil levere på det på et tidspunkt. Venstrefløjen og fagbevægelsen vil nok også hjælpe med at holde hende op på det løfte.

Når det gælder udlændingepolitikken, har S med dette forståelsespapir åbnet en flanke for heftig kritik fra de borgerlige og især Dansk Folkeparti, da en ny regering åbenbart gør op med det såkaldte paradigmeskifte, der kræver hjemsendelse af flygtninge med opholdstilladelse, selv hvis de er i beskæftigelse. Nu kan de med aftalen blive.

Det er nok den største indrømmelse fra S til De Radikale, der har presset på for at få dette forslag igennem, men som helt bryder med det paradigmeskifte, som DF fik igennem ved seneste finanslovsforlig.

Spørgsmålet er dog, om Venstre i længden vil deltage i DF's kritik, eller om man vender tilbage til sin egen tidligere politik med fokus på integration og beskæftigelse. Det skal en ny V-ledelse gøre op med sig selv, og her er vel også et regnskab med de mange vælgere, der i de sidste dage valgte at stemme Venstre i håb om, at Løkke vil noget andet end blot at være ekspeditionskontor for DF's udlændingepolitik?

Vil Venstre fortsætte med at bakke op om DF's hjemsendelseskurs, eller vil man gå tilbage til at omfavne de flygtninge, der kan og vil Danmark? Lars Løkke Rasmussen signalerede en langt mere liberal udlændingekurs i valgkampen, hvor han åbnede op for bedre forhold til asylansøgeres børn i Sjælsmark.

Socialdemokraternes indrømmelser på udlændingepolitik ser derfor ud til at være nøje afstemt med, hvordan Løkke flyttede sine hegnspæle på dette spørgsmål i den sidste del af valgkampen.

Styrken ved forståelsespapiret er, at det binder de fire partier sammen om et fælles politisk projekt, der peger nogle år frem. Det gavner fortællingen om en enig samlet blok, at der i papiret også er en række konkrete tiltag, der viser klare brud med VLAK-regeringens politik og især et opgør med DF's symbolpolitik. Et klart eksempel på det er for eksempel nedlæggelsen af udrejsecenter Lindholm (selvom det ikke er specifikt nævnt i papiret).

Hver gang man ruller en af DF's politiske landvindinger tilbage, så vil det vække jubel bredt blandt alle vælgere i hele centrum-venstre-segmentet, og måske endda også et godt stykke ind i den borgerlige lejr.

Det vil i det hele taget være med til at skabe en god stemning og en forløsning, som sikkert også har fungeret som nyttigt brændstof for den politiske vilje til under forhandlingerne at nå i mål med en aftale. Den nye S-regering gør klogt i at lade tilbagerulningen af symbolpolitikken ske langsomt, så man får maksimal eksponering i medierne.

Det er tydeligt på den begejstrede reaktion hos de politiske forhandlere, at alle de fire partier kan se sig selv i forståelsespapiret. Dybest set er der tale om et katalog over konkrete politiske målsætninger og ambitioner, men det indeholder også en række specifikke bremser eller blokeringer for, hvordan man ikke skal nå disse politiske mål.

Aftalepapiret tegner et meget modsætningsfuldt billede med hensyn til at finde en fælles vej for den økonomiske politik i de kommende år, hvor de fire partier vil bruge mange flere penge på pædagoger, børnepenge, klima og natur, uddannelse, pension, sundhed og på, at offentligt ansatte skal slappe lidt mere af.

Samtidig er partierne meget ukonkrete, når det kommer til at pege på finansieringsforslag – bortset fra enkelte steder, som for eksempel at afgifterne på tobak skal stige. I de sidste 40 år er penge til nye tiltag skaffet ved hjælp af arbejdsmarkedsreformer, der øger arbejdsudbuddet, og en generel effektivisering af den offentlige sektor, som for eksempel det nuværende omprioriteringsbidrag er udtryk for. Den vej er blokeret nu.

De fire partier vil på den ene side bruge flere penge på den offentlige sektor og samtidig sikre balance på de offentlige budgetter i 2025, men altså uden at benytte sig af ovennævnte værktøjer, der kunne finde pengene. Det er skismaet i den langvarige diskussion bag de lukkede døre parterne imellem, som anes her. Det er også lige her omkring, at økonomer hæver blikkene og hejser advarselsflagene.

Det hjælper næppe meget på arbejdsudbuddet, at man lader lidt flere faglærte udlændinge slippe ind i arbejdsstyrken, som De Radikale trods alt har fået igennem socialisternes nåleøje.

Kan man så ikke hæve personskatterne i større omfang? Ikke ifølge De Radikale, der på deres pressemøde onsdag var afvisende med hensyn til større skattestigninger. I forståelsespapiret er der dog lagt op til "målrettede skattestigninger", og specifikt nævnes virksomhedernes generationsskifte, hvor de borgerliges lempelse nu rulles tilbage. De Radikale viger formentlig heller ikke tilbage for flere grønne afgifter. 

Men vil en ny socialdemokratisk regering i øvrigt bryde afgørende med dansk økonomisk politik de seneste 35 år? Ikke meget tyder på det. Til gengæld bliver manøvrerummet for den økonomiske politik yderligere indsnævret af aftalepapiret.

I papiret står:

"En ny regering vil basere sin økonomiske politik på følgende forudsætninger: a) At der er balance på de offentlige finanser i 2025 og 2030. b) at Danmark overholder de internationale økonomiske forpligtelser og den deraf følgende danske lovgivning."

Det vil sige, at uanset hvad venstrefløjen vil bruge penge på, så skal de finde pengene et sted. Gældsætning er ikke en mulighed. En ny regering kommer ikke til at køre med store budgetunderskud og vil overholde EU's konventionskrav. Det kan ikke ryste nogen.

"c) at nye udgiftsdrivende forslag skal finansieres på de årlige finanslove eller som en del af de aftaler, der indgås."

Igen: Er man med til at bruge penge, skal man også angive, hvor pengene skal komme fra. Vi ved, at Enhedslisten og sikkert også SF får svært ved at finde penge andre steder end hos erhvervslivet, de højtlønnede og middelklassen. Så De Radikale får en nøglerolle ned hensyn til finansieringen. Grønne afgifter er nok en del af løsningen, men ellers ser det svært, men ikke umuligt ud.

"d) at initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende."

Her aner man De Radikales krav, der bliver en meget stor udfordring for venstrefløjen og S. Hvis man vil sende folk ud af arbejdsmarkedet, for eksempel på pension, så skal andre blive og arbejde længere, eller flere skal tvinges eller inviteres ind på arbejdsmarkedet

"e) at de økonomiske skel i samfundet ikke forøges, at skatten i toppen ikke sænkes, samt at det sociale sikkerhedsnet ikke forringes."

Her ser man til gengæld venstrefløjens krav. Topskattelettelser, der ellers kunne øge arbejdsudbuddet, er bandlyst, og det samme er tiltag, der for eksempel kunne tvinge flere på offentlig forsørgelse ud på arbejdsmarkedet.

Samlet set peger principperne i forståelsespapiret på, at den økonomiske politik udelukkende skal føres med venstre side i folketingssalen. Papiret umuliggør reelt set traditionel borgerlig økonomisk politik.

Det er næppe utænkeligt, at S i løbet af perioden kommer i bekneb for finansiering af finansloven, og hvor EL og De Radikale ikke kan enes om en fælles politik. Bliver det borgerlige spor og deres mandater nødvendige, så kan en S-finansminister stå uden andet valg end at skrotte aftalepapirets økonomiske del og tage den ballade, der følger med, ved at basere sin regering på den yderste del af venstrefløjen.

Men den tid, den sorg. Lige nu har S købt sig et halvt år på regeringsbænkene med historisk ro og enestående god stemning hos det parlamentariske grundlag.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Christian E. Skov: Fem udfordringer, borgerligheden må tage hånd om Christian E. Skov: Fem udfordringer, borgerligheden må tage hånd om Næste artikel Pelle Dragsted: S-BØF-aftale er historisk. Nu venter kamp om finansiering Pelle Dragsted: S-BØF-aftale er historisk. Nu venter kamp om finansiering
Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

NY FORMAND: Jakob Ellemann-Jensen kan være godt tilfreds oven på lørdagens ekstraordinære landsmøde. Den nye V-formands vigtigste opgave bliver nu at aflive fløjkrigene, vurderer Altingets politiske kommentator.