Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: S-spinmaskinen kom ud af kontrol

KOMMENTAR: Når så centrale S-folk forbereder angreb på Venstre midt under en forhandling, kan det være tegn på akut mangel på ledelse, hvor spindoktorbanden på tyve personer har fået lov at passe sig selv, skriver Jarl Cordua.

Det var en flov Mette Frederiksen, der måtte beklage "den mail" og "den intention, der lå bag", skriver Jarl Cordua.
Det var en flov Mette Frederiksen, der måtte beklage "den mail" og "den intention, der lå bag", skriver Jarl Cordua.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alvoren stod tydeligt malet i ansigtet på statsminister Mette Frederiksen (S), da hun tirsdag over middag i Folketingssalen skulle svare på spørgsmål fra oppositionen.

Væk var selvsikkerheden og det sædvanlige let overbærende smil, da regeringschefen indledningsvist i spørgetiden forsøgte at tage luften ud af det truende stormvejr, som hun vidste snart ville komme.

Forud var gået var to dramatiske dage, hvor en e-mail afsendt fredag af en medarbejder i den socialdemokratiske pressetjeneste ved en fejl var endt i en af Jyllands-Postens journalisters indbakke.

Mailen dokumenterer, at socialdemokraternes velsmurte spinmaskine med deltagelse af finansministerens og indenrigsministerens særlige rådgivere, den politiske ordfører, finansordføreren, flere andre folketingspolitikere og medarbejdere fra pressetjenesten forberedte angreb på Venstre – det selvsamme oppositionsparti, regeringen gennem tre uger har forsøgt at forhandle en meget svær reform af kommunernes udligningsordning med.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

I mailen står blandt andet:

"Historier på Venstre i samarbejde med Mathias Secher (finansministerens særlige rådgiver, red.) pba. (på baggrund af, red.) svar fra forhandlinger og andet"

Det værste for Frederiksen er, at mailen dokumenterer overfor andre af regeringens mere skeptiske samarbejdspartnere, hvordan man forvalter den tillid, som regeringen beder samarbejdspartnere om at vise den.

Jarl Cordua

"Mads: Angreb fra Christian og Jesper (og evt andre fra DPH-udligningsgruppen) i medier og på SoMe (sociale medier, red.)"

"Mads" kan enten være Mads Havskov Hansen fra S-pressetjenesten eller finansministerens særlige rådgiver, Mads Brandstrup, der er "tovholder" på opgaven, mens "Christian" er Christian Rabjerg Madsen, partiets finansordfører, der har siddet med under de første drøftelser med Venstre, og "Jesper" er politisk ordfører Jesper Petersen.

Det var derfor en flov Mette Frederiksen, der således måtte beklage "den mail" med indholdet og "den intention, der lå bag". Statsministeren forsøgte dog at lægge afstand med en formulering om, at "det er en gruppe, der har siddet og skrevet ting sammen. Det skulle de selvfølgelig have ladet være med. Især når der ikke er politisk mandat til at arbejde på den måde.”

Man må forstå, at statsministeren mener, at det er næsten tilfældigt, at finansordføreren og den politiske ordfører sidder med her og i øvrigt ifølge mailen er udpeget til at agere angrebshunde. De to mest centrale folk uden for folketingsgruppen agerer åbenbart helt uden mandat ifølge Mette Frederiksen. Det er svært at tro på.

Da sagen eksploderede i medierne, trak Venstre resolut stikket på forhandlingerne i Finansministeriet, som deres tre forhandlere under stor dramatik forlod søndag aften.

Forud var også passeret et intermezzo, hvor Venstrefolkene insisterede på at smide dels alle embedsmænd, men også benævnte Christian Rabjerg uden for døren, da hans navn direkte fremgår af mailen. Han skal derfor nok ikke regne med at deltage i flere møder med Venstre om udligningsreformen.

Herefter gjorde de rasende Venstrefolk det tydeligt for en noget forbløffet finansminister Nicolai Wammen og de to øvrige ministre, Astrid Krag og Morten Bødskov, der var de eneste tilbageblevne i lokalet, at forhandlingerne nu for deres vedkommende var sat på pause.

For Venstre gjorde det samtidig klart, at man ikke forlod forhandlingerne. Man opfordrede i stedet regeringen til nu at tænke sig grundigt om, hvorefter Venstrefolkene gik ud i medierne for at rase imod det, som Sophie Løhde kaldte regeringens "fordækte dobbeltspil".

Senere søndag kom en klodset Wammen til at bagatellisere sagen som "Christiansborg-fnidder", hvilket provokerede Venstre yderligere. Finansministeren havde åbenbart ikke forstået alvoren, mente man hos V.

Mandag reagerede de derfor med et improviseret pressemøde, hvor man krævede statsministeren på banen, så hun kunne skabe det fortrolige forhandlingsrum, som Venstre fremover kunne se sig selv optræde i. På sin vis en klokkeklar desavouering af finansministeren, som Venstrefolkene i forvejen opfatter som alt for vag og konfliktsky.

Venstres klagesang var naturligvis også et forsøg på at inddrage statsministeren i sagen, hvilket lå lige for, da det var Mette Frederiksen, der oprindeligt lancerede regeringens forslag til udligningsreform med et stort interview i Avisen Danmark.

Senere om mandagen fulgte så en skriftlig beklagelse fra finansministeren, der dog ikke formildede de oprørte sind hos V.

Flere af de store morgenaviser udkom tirsdag med ledere, der skarpt fordømte regeringen for at være for optaget af spinkrig og for simpelthen at have mistet kontrollen med regeringens spindoktorer.

Statsministerens salvelsesfulde udtalelser fra Folketingets åbning om, at hun som regeringschef ville stille sig i spidsen for at løse den tillidskrise, der har hjemsøgt landet, blev fundet frem. Det var ved den lejlighed, at Mette Frederiksen fik sagt:

"Skal vi ikke – nye og gamle folketingsmedlemmer – sætte den fælles ambition: at være den bedste udgave af Folketinget i det nye år? For selvom tilliden til os politikere er steget en smule. Så ligger den lavt. Og jeg ser den manglende troværdighed som et opråb."

"Jeg tror, den kan hænge sammen med, at vi nogle gange – hvordan skal jeg sige det – puster vores resultater lidt op. Ikke altid er helt ærlige. Lader, som om noget, der er svært, er let. Og omvendt. Det vil jeg prøve at holde mig fra."

Det kunne hendes egen regering i al fald ikke holde sig fra, hvis man lægger denne såkaldte angrebsmail til grund, som for Venstrefolkene ses som kulminationen på et langt utilfredsstillende forløb, hvor tal og oplysninger har skullet trækkes ud af regeringen. 

Det værste for Frederiksen er, at mailen dokumenterer over for andre af regeringens mere skeptiske samarbejdspartnere, hvordan man forvalter den tillid, som regeringen beder samarbejdspartnere om at vise den.

Det svarer til, at ulven lige har vist den skeptiske hare, at der står haresteg på menukortet senere på aften. Det eneste, der mangler, er, at haren nu lader være med at gå op i al det sædvanlige fnidder og i stedet viser tillid – ved lige at smutte med ned i hulen.

Forklaringen på, at så centrale folk forbereder angreb på Venstre midt under en forhandling, kan være en akut mangel på ledelse, hvor spindoktorbanden på tyve personer har fået lov at passe sig selv og derfor bare er fortsat med de sædvanlige rutiner med at angribe Venstre.

Det, som er mærkeligt, er, hvorfor slet ingen i S-ledelsen eller folk som Jesper Petersen, der har siddet med ved bordet, ikke har sagt fra undervejs eller bare har foreslået et gearskifte i den standende skyttegravskrig, nu hvor man skulle til at forhandle med V? Åbenbart tænkte ingen over, at det nok ikke gik, hvis Venstre undervejs blotlagde sine forhandlingspositioner og krav for så siden at se, hvordan disse oplysninger blev misbrugt uden for forhandlingslokalet?

En grundlæggende udvist tillid til og respekt for forhandlingerne har ellers været standard på Christiansborg gennem årene, og det er en model for parlamentarisk samarbejde, som folkestyret har haft stor gavn af.

Måske er forklaringen netop ledelse, hvor man simpelthen har troet på sin egen strategi med at sætte Venstre under et konstant pres i sagen om udligning, men hvor man ikke har tænkt videre over, hvor mon bremsen sad, hvis det skulle blive nødvendigt? Det var så statsministeren, der måtte ende med at finde den og foretage katastrofeopbremsningen.

Hvis der er tale om en bevidst fejlslagen strategisk manøvre, til trods for at statsministeren bedyrer, at der blot var tale om en fejl: Hvem er så ansvarlig for dette totale kiks? Hvem er det, der holder styr på hele spinbanden på mailinglisten?

Offentligheden har fået indtryk af, at under denne regering sidder Statsministeriet tungt på al kommunikationen fra både parti og regering. Det vil sige, at det dermed må være Frederiksens egne nærmeste omgivelser – stabschef Martin Rossen eller hendes anden særlige rådgiver Martin Justesen – der blæser i hornet for det jagende ulvekobbel.

Det er sidstnævnte, som visse medier nævner som den, der kendte til planerne, hvilket i sagens natur dermed involverer statsministeren endnu mere i sagen. Statsministeren bekræftede også tirsdag, at en af hendes rådgivere har kendt til indholdet af mailen. Det ville også være mærkeligt andet.

Læs også

Jakob Ellemann-Jensen og hans pludseligt ivrige sekundant Kristian Thulesen Dahl fik deres hidtidige bedste eftermiddag i Folketingets spørgetime.

Den sædvanlige usikkerhed hos Ellemann-Jensen var helt væk, da Venstres formand med harmdirrende præcise spørgsmål formåede at tage statsministeren så grundigt i skole, at Mette Frederiksen undervejs mindede om en bokser med sænkede parader, der tog imod klø, som hun i øvrigt indledningsvist bemærkede, var velfortjente.

Det er ikke så tit, at man oplever en statsminister stå så ydmyget tilbage efter en dag i Folketingssalen på Christiansborg

Det ville være meget underligt, hvis ikke statsministeren hjemme igen i Prins Jørgens Gård har skældt sine rådgivere huden fuld. Indtil videre har statsministeren dog ikke tænkt sig at skille sig af med medarbejdere, da hun henholder sig til, at der udelukkende er sket en fejl, og nogen i en gruppe har skrevet noget, som de nok ikke burde.

Det må dog forventes, at der kommer meget hårdere styring på regeringens spin-bande fremadrettet, og man må også forvente, at referater per e-mail afskaffes.

Endnu udestår åbenbart en forhandling mellem Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen før forhandlingerne, som Venstre også i spørgetiden forpligtede sig til at videreføre, igen ruller i gang.

Regeringen skal åbenbart betale en eller anden ukendt pris, før Venstre sætter sig ved forhandlingsbordet. Umiddelbart efter spørgetiden nævnte Ellemann et krav om en udskiftning af personkredsen i forhandlingerne. Senere tirsdag aften opfordrede V-formanden statsministeren til at indkalde til et møde mellem de to.

Hvilke krav Ellemann vil stille på det møde, kan man kun gisne om, men hvis det handler om at udskifte personkredsen, så ligger det lige for at kræve, at statsministeren selv overtager forhandlingerne. Det vil formentlig også betyde, at Ellemann selv vil møde op og forhandle på Venstres vegne.

Set fra Venstres stol vil det løfte ham op over andre partiledere i blå blok, hvor man i nogle partier på det seneste har talt lidt om de konservatives Søren Pape som en anden mulig statsministerkandidat for blå blok. 

Det vil desuden være noget af en indrømmelse til Venstre, hvis finansministeren dermed pludselig bliver sat fra bestillingen, men også ret usædvanligt for den slags forhandlinger.

Hvad vil statsministeren i øvrigt gøre, hvis ikke hun accepterer Ellemanns allerede udtrykte krav om personudskiftning i ledelsen af forhandlingerne? Venstres position lige nu er meget stærk, og hvad skulle Frederiksens begrundelse være for at afvise Venstre, og hvilke konsekvenser vil Ellemann drage af en eventuel afvisning?

De kommende dage vil give svaret.

Venstre ser naturligvis en gylden mulighed i at udnytte situationen politisk og forhandle mere synlige gevinster hjem, hvilket også øger sandsynligheden betragteligt for, at en ellers svækket V-formand nu kan vende hjem i triumf til en folketingsgruppe, der ellers i noget tid har hvisket kritisk i krogene.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00