Jarl Cordua: Kan den danske Malcolm X stå distancen som Elbæks efterfølger?

KOMMENTAR: Sikandar Siddique, leder af det seneste bud på et nyt, grønt venstrefløjsparti, Frie Grønne, er brændt sammen som frontfigur, længe inden danskerne igen skal til valgurnerne, spår Jarl Cordua. 

Det politiske Danmark i disse år minder på mange måder om 70’ernes politiske opbrud.

Dengang opstod en lang række partier som konsekvens af en generel ideologisk venstreorientering, men også en modbevægelse kastede nye partier af sig.

Vi fik en masse skøre venstrefløjspartier, der abonnerede på hvert deres ideologiske forbillede enten i Østeuropa eller den tredje verden. På højrefløjen reagerede vælgerne mod det ideologiske kollaps, der fulgte med VKR-regeringens fiasko og med Socialdemokraternes knæfald for venstrefløjen. Det gav os Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

I disse år er det klimabevidstheden, som er den største ideologiske trækhest, der påvirker stort set alle partiers politiske vareudbud. Kun Nye Borgerlige har set en niche i ikke at ville hoppe med på den klimapolitiske overbudsvogn, der tvinger politikerne til at træffe beslutninger nu, der kan reducere CO2-udledningen med 70 procent.

Denne uges pressemøde hos Eldrup-kommissionen, der kom med forslag til en grøn plan for bilafgifter har illustreret, hvor vanskelig en opgave - og hvor dyrt  - den klimapolitiske omlægning bliver for politikerne og samfundet.

Forestillingen om, at man kan reducere CO2-udledningen markant ved at skifte til elbiler over få år uden enorme omkostninger for transportbrugere, statskassen og samfundsøkonomien, blev skudt ned af kommissionen, der i øvrigt ledes af den mand, tidligere Dong-direktør Anders Eldrup, der i årevis stod i spidsen for den løbende omlægning af energiproduktion til vindkraft.

Med den ideologiske socialismes død omkring 1990 har venstrefløjen levet af vælgere, der krævede mere retfærdighed i det kapitalistiske system, til trods for at man ikke længere selv kunne levere et alternativt levedygtigt økonomisk system. Alle socialistiske partier er slået ind på den vej som Socialdemokraterne slog ind på allerede efter første verdenskrig, hvor man tilbyder en korrektion af kapitalismen.

Det samme er det væld af grønne partier, der pibler frem ovenpå Alternativets kollaps.

Alternativet tilbød at være et ikke-socialistisk, men venstreorienteret ”alternativ” til de stadigvæk ideologiske betonsocialister i Enhedslisten, hvor det stadigvæk handler meget om fagbevægelsen og mere socialisme, selv om de ideologiske faner slet ikke er ligeså fremtrædende som i 70’erne.

Den grønne dagsorden med klimatruslen har længe fyldt forholdsvis meget i Enhedslistens agitation, hvorfor man også længe har haft held til at mobilisere vælgere til venstrefløjspartiet netop ved at slå på behovet for grøn omstilling her og nu.

Det er ikke sikkert, at Pernille Skipper og Co. var ligeså attraktive, hvis man gik tilbage til et udtryk og en dagsorden, som man så i 70’erne, hvor man blev specifik om det ønskede økonomiske eller politiske system. Så længe man slår på social retfærdighed, hvor de rige skal spytte mest i kassen og den grønne dagsorden, så er man på helt sikker grund, uanset hvor meget man blafrer med de røde faner.

I mange år troede også SF, at de ejede den grønne dagsorden, hvor især partiets nuværende formand, Pia Olsen Dyhr, tidligt i sin politiske karriere var optaget af spørgsmålet.

Men da SF skulle vælge ny formand i 00’erne, så var det socialisten Søvndal, der vægtede omfordeling og de offentligt ansatte og overførselsmodtagernes vilkår mere end Dyhrs grønne fokus.

Da SF kom med i Thorning-regeringen, blegnede SF's profil, og det til trods for, at man i Ida Auken havde en højtprofileret miljøminister.  

Også de radikale har siden 80’erne, for eksempel da Lone Dybkjær var miljøminister, profileret sig stærkt på dagsordenen. Alligevel blev der skabt muligheder for, at et grønt parti som Alternativet kunne opstå. 

Alternativets vælgersucces handlede ikke kun om, at man stjal den grønne dagsorden ved at stille langt større krav end hidtil set i miljøpolitikken. Den blev også skabt af personen Uffe Elbæk, der efterhånden var blevet en landskendt politiker, og hans formidable evne til at skabe gejst og få de rigtige kreative folk med. En evne, som han i årevis underviste kaospiloter i at udvikle.

I dag er Alternativet en ruinhob, efter at Elbæk og tre folketingsmedlemmer tidligere på året forlod partiet, da græsrødderne valgte Josephine Fock som ny leder.

Det skete efter et uskønt forløb med intriger og magtkampe, der formentlig for altid har bortvejret de flestes illusioner om, at fordi man er grøn og vil kloden det bedste, så holder man sig for god til beskidte tricks, ubehøvlet opførsel, elendig ledelse, bagtaleri, at opføre sig som dårlige tabere med videre.

Senest har Fock selv demonstreret, at man sagtens kan være perfid og nedladende, selvom at man tilhører den empatiske venstrefløj. Det skete med et brandudsalg af Elbæk-valgplakater til tonerne af sangerinden Lily Allens sang ”Fuck you”, der på en ikke specielt subtil måde var en kommentar til, at udbryderne fra Alternativet samme dag, mandag i denne uge, stiftede partiet ”De Frie Grønne”.

Alt efter behag kunne man også kaldet det for et noget kikset, smagløst pressestunt.

I spidsen for partiet står den tidligere socialdemokrat Sikandar Siddique, der blev valgt i Folketinget ved seneste valg på Alternativets stemmer. Siddique udgør foruden Elbæk og Susanne Zimmer tremandsgruppen, der nu har maset med at få samlet stillere nok inden valget.

Spørgsmålet er, om partiet har en chance på en grøn fløj, der efterhånden er mere atomiseret end venstrefløjen var i 70’erne, og som de borgerlige er blevet det i 10’erne?

På positiv-siden er, at de frafaldne Elbæk-loyalister – ”Elbækisterne” – nu har en klar platform, som de kan tale ud fra. De har også plads i Folketinget, hvor de kan deltage i spørgetiden med videre. De kan forberede sig på at stille op til kommunalvalg og uddanne folketingskandidater. De har også en politisk leder, der er medlem af folketinget i modsætning til for eksempel Alternativet.

På negativsiden er, at Elbæk ikke selv stiller op igen. Han ville formentlig trække ganske mange stemmer, hvis han havde valgt at tage endnu en tørn. Det kan godt blive afgørende for, om partiet kommer i Folketinget eller ej.  Partiet skal i modsætning til Alternativet, der er sikret en plads på stemmesedlen ved næste valg, ud og samle stillere. Den forhindring bør de dog kunne overkomme.

Så er der den store ubekendte. Er Sikandar Siddique manden, der kan løfte opgaven som Elbæks reelle efterfølger?

Umiddelbart ser det mere end tvivlsomt ud. Han er øjensynligt blevet valgt som partileder, fordi Elbæk ikke selv mener, at han har kræfter til at løse opgaven. Man kunne måske også indvende, at selve brandet ”Uffe Elbæk” efterhånden er blevet noget slidt.

Hvor mange partier har han efterhånden været med i? Ungkommunist, De Radikale, Alternativet og nu Frie Grønne. Der er også den helt åbenløse mulighed, at Elbæk ikke gider længere for ikke at nævne den mere spekulative mulighed, at veteranen har erkendt, at han ikke duer i rollen som egentlig partileder.

Det sidste kan man blive rigeligt overbevist om, hvis man læser Morten Reimars bog om Elbæks sidste valgkamp i spidsen for Alternativet, der udkom tidligere på året.

Siddique har en åbenlys iøjnefaldende baggrund som søn af en pakistansk indvandrer, der har været aktiv i pakistansk partipolitik også herhjemme.

Den slags partier er mere kendetegnet ved klantilhørsforhold end egentlig politisk overbevisning. Siddique virkede dog temmelig ideologisk stålsat, da han mandag på pressemøde slog fast, at De Frie Grønne melder sig ud af alle klimapolitiske forhandlinger, hvis ikke de øvrige partier går ind på en politik, der ikke er 100 procent i overensstemmelse med den autoriserede klimavidenskab.

Det tyder derfor mere på, at det nye parti satser hele butikken på den voksende bestand af klima-skræmte vælgere fremfor at fiske i rørt vande blandt indvandrergrupper, der som man tidligere har haft indtryk af, måske ser en mulighed for at få deres mand på tinge til at udvirke politiske resultater, der kan komme dem til gavn.

På sit første pressemøde virkede Siddique retorisk skarp, men spørgsmålet er om han, der også i sit yngre politiske liv har plejet omgang med meget tvivlsomme personer blandt andet fra Hizb-Ut-Tahrir ikke har en for skinger tone til at kunne have appel udover sin egen base af klimaskræmte folk på Nørrebro, hvor han er opvokset, og pakistanske indvandrere?

Egentlig er det en helt anden dagsorden, der har gjort Siddique landskendt. Det er på spørgsmålet om ”mangfoldighed” og racismen, som politikeren selv har oplevet på forskellig vis i sit 33 år lange liv.

Her bruger Siddique gerne Folketingets talerstol som platform til at skabe opmærksomhed om denne dagsorden, hvilket har provokeret højrefløjen i salen til skarpe debatter, der formentlig kun samlet set har gavnet både Siddique, men også hans skarpeste kritikere på højrefløjen.

Det skete for eksempel, da Siddique ønskede danske muslimer ”glædelig eid” i anledningen af Ramadanens ophør og krævede et minuts stilhed for den politidræbte sorte amerikaner George Floyd.

Det tyder på et talent for at se markeringsmulighederne, når de opstår. Spørgsmålet er, om tilpas mange vælgerne er enige i, at folketingsarbejdet er noget med at markere synspunkter, der kan skabe ballade.

Siddiques aktivisme ligner mest venstrefløjsmarkeringer i Københavns Borgerrepræsentation for 15 år siden og Folketinget i 70'erne. Spørgsmålet er, om denne aktivisme overbeviser ret mange vælgere. Har han Elbæks politiske rottefænger-gen?

Siddique, Elbæk og Frie Grønne ser tydeligvis en mulighed i at surfe på hele woke-bølgen fra USA med Black Lives Matter, identitetspolitik og så videre, som intet dansk parti endnu helt har overtaget 100 procent.

Indtil videre har Elbæk udnævnt Siddique til at være Danmarks svar på Malcolm X – den sorte, muslimske borgerrettighedsforkæmper med mange kontroversielle synspunkter - fra 60’ernes USA.

Siddique slår selv fast, at ”Vi er Extinction Rebellion, Black Lives Matter og Black Panthers”. De sidstnævnte troede på bevæbning og vold som mulig vej for at opnå politiske resultater.

Det er derfor en tung ideologisk baggage, som man selv har valgt at hanke op i for at komme ud over rampen til vælgerne. Måske for tung, når nogen får boret noget mere i, hvad det er Siddique og de Frie Grønne bekender sig til. 

I en anden sag, der optager sindene – også på venstrefløjen – er spørgsmålet om forbud mod omskæring af drenge under 18 år. Her har partilederen i kraft af sin muslimske tro, så vidt vides et markant anderledes synspunkt end den samlede venstrefløj.

Hvordan det passer ind i ligningen med wokeness på den ikke-marxistiske venstrefløj bliver spændende at følge i tiden fremover.

Mit bud er, at Siddique som politisk frontfigur for Frie Grønne er brændt sammen, længe inden danskerne igen skal til valgurnerne.

Men så har de klimaskræmte en masse andre alternativer foruden Alternativet. Der er veganerne, der vil tillade os at spise trafikdræbte dyr, foruden Lykkepartiet, de liberale grønne, hvis ikke – hvad der virker mere sandsynligt – at de vælger de mere traditionelle bud som De Radikale, SF og Enhedslisten.

Man føler sig henset til en sekterisme i stil med paletten af jødiske frihedsbevægelser i Monty Pythons film ”Life of Brian” eller den danske venstrefløj i 70'erne med SAP, KAP, DKP med videre.

Fremkomsten af De Frie Grønne kan nok sætte strøm til en mere intensiveret kamp om venstrefløjen, men på valgdagen ligner det en marginal fordel for det blå Danmark, der nu også kan konstatere, at de ikke længere er ene om udsigten til markant stemmespild.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Martin Lidegaard: Her er tre tiltag til at lave historisk aftale om fremtidens grønne transport Martin Lidegaard: Her er tre tiltag til at lave historisk aftale om fremtidens grønne transport Næste artikel Benny Damsgaard: Anker Jørgensens spøgelse afslører blå bloks desperation Benny Damsgaard: Anker Jørgensens spøgelse afslører blå bloks desperation
Danmark skal huse EU-lager for medicinsk udstyr

Danmark skal huse EU-lager for medicinsk udstyr

VÆR BEREDT: Danmark bliver ét af de lande, der skal opbygge lagre med medicinsk udstyr på vegne af EU. Regeringen skal stå for indkøbene, men regningen samles op i Bruxelles.